I sprintløbet, startede den unge Kimi Antonelli forrest i sin Mercedes - i øvrigt som yngste pole position-indehaver nogensinde. Denne placering formåede han ikke at omsætte til en føring da starten gik. I stedet var det Oscar Piastri som fik presset sig forbi og tog føringen.
Antonelli lå stadig til en fin placering men fik sit løb ødelagt da Red Bull teamet sendte Verstappen ud af pit-boksen uden at se sig for, så Max Verstappen først ødelagde sin egen racer, men dernæst blokerede for at Antonelli kunne køre ind i sin pit-boks. I stedet måtte den unge italiener tage turen hele vejen igennem pitten uden at foretage et pitstop, og med skader på bagenden af bilen, fra kollisionen.
Max Verstappen måtte indkassere en 10s tidsstraf for "unsafe" release, hvilket bragte ham ned på sidstepladsen, da løbet sluttede bag safety car. Safety car kom ud på banen med tre omgange til mål, fordi Fernando Alonso var kørt galt.
Charles Leclerc Miamis GP
Copyright Ferrari Media
Kvalifikationen
Efter sprintløbet, skulle alle kørere resette deres kørestil til "kvali-mode" igen, da der allerede samme eftermiddag (lokal tid i Miami) skulle køres alm. kvalifikation til søndagens løb.
Sprintløbet blev primært kørt på våd bane, så alle mekanikerne skulle også finde det rigtige setup til den - nu - tørre bane.
Ingen overraskelser i bunden
I de første to runder, var der ikke de store afvigelser fra det forventede. Lewis Hamilton var måske den største overraskelse, når man ser på at han blev nummer tre i sprintløbet, men britten har flere gange vist sig at have problemer med at sætte en hurtig omgang ind til de afgørende kvalifikationer.
McLaren ligeved og næsten
I de afgørende sekunder af kvalifikationen, var begge McLaren hurtigere i den sidste del, hvilket kun gjorde kvalifikationen endnu mere spændende. Verstappen var hurtigste på første sektor, mens både Norris og Piastri var hurtigst hen mod slutningen, hvor banen er mere downforce-krævende.
Norris begik desuden en lille kørefejl i første sektor, hvilket nok har kostet ham pole position.
Søndagens løb
Både i sprintløbet og i Saudi Arabiens grand prix for 14 dage siden, blev der snakket meget om hvor meget en kører må presse på gennem sving 1. Dette vil helt sikkert også være et tema i løbet, som køres søndag aften, dansk tid.
Forhåbentlig skal løbet ikke afgøres ved dommerbordet, men kombinationen af en kompromisløs Verstappen og to meget hurtigt startende McLaren-racere på anden og tredjepladsen, vil næsten med sikkerhed give noget ballade.