Legender: Michael Schumacher

Han er den mest dominerende kører nogensinde, og rent statistisk er han den største kører sporten har haft. Siden Formel 1 først så dagens lys i 1950, har der været 29 forskellige verdensmestre, hvoraf 14 vandt mere end et mesterskab.

Af de tidligere flerdobbelte mestre, var Juan Manuel Fangio den med flest titler. Hans rekorder stod alene i fem årtier, indtil de blev overgået af den mest perfekte kører nogensinde.

Den mest ekstraordinære verdensmester af dem alle, havde den mest ordinære baggrund. Michael Schumacher blev født den 3. januar 1968, i byen Hürth Hermülheim, nær Køln i Tyskland, seks år før bror Ralf, der også blev Formel 1 kører. Michaels forældre, far Rolf der var brolægger, og mor Elizabeth, så hurtigt at den lille Michael ville noget med fart. Rolf arbejdede på den lokale gokart-bane i Kerpen, mens Elizabeth stod i kantinen. Selvom det ikke lyder sådan, så manglede familien Schumacher intet.

Michael havde det egentlig meget godt med at trille rundt i sin pedal-drevne gokart, men Rolf tænkte, at lille 4-årige Michael da skulle have lidt mere kraft. Faderen udstyrede gokarten med en lille motorcykelmotor, og resultatet blev, at Michael strøg direkte ind i en lygtepæl.

Det afskrækkede dog hverken Rolf eller Michael og snart blev han ret dygtig til at styre karten - med motor - rundt på banen. Michael blev gokartklubbens yngste medlem, og hans far byggede en rigtig kart til ham af reservedele. Michael fik også hurtigt hang til at vinde. Som seks-årig, en alder hvor de fleste børn starter i børnehaveklasse, vandt Michael ikke bare løb, men sit første karting mesterskab.

Michael Schumacher i Benetton. Belgien 1991

Rolf, der var en jævn mand og ikke bange for at tage fat, var også ganske dygtig til at gøre reklame for Michael. På et tidspunkt, lige efter sit første karting mesterskab, var der behov for en ny motor, så Rolf skrev rundt til byens forretningsdrivende og skaffede pengene til motoren. Dermed blev Michael en af de yngste sponsorerede sportsfolk nogensinde.

Michael havde, lige bortset fra et ekstraordinært stort talent for at køre, en ganske normal skolegang og voksede op som en almindelig sund dreng. Han var intelligent og videbegærlig og viste stor interesse for teknik og mekanik.

I 1981 ønskede Michael mere end nogensinde at køre gokart, men reglerne var blevet skærpet. For at køre på et professionelt plan, skulle man være 14 år. Den opfindsomme Michael ansøgte om licensen i Luxembourg, og fik den, bare 12 år gammel. To år senere fik han sin tyske licens, og nu begyndte han for alvor at gøre et navn af sig selv.

I 1984 vandt han det tyske Junior Karting mesterskab, og siden blev det til flere mesterskaber, blandt andet flere tyske og også europæiske mesterskaber. Fra 1985 kørte han for Adolf Neubert´s Eurokarting, et firma der stadig eksisterer og som også sælger reservedele til gokarts.

Michael Schumacher i Benetton B191. Australien 1991

I 1987 droppede Michael skolen, for udelukkende at koncentrere sig om at køre. Han fik en læreplads som mekaniker, og det var blandt andet her han fik indgående viden om hvordan en motor arbejder.

Året efter, i 1988, måtte han sige farvel til lærepladsen, for nu handlede det om at være racerkører på fuld tid. Han skiftede til Formel Ford i det tyske mesterskab og også Formula König, en nystartet formel serie, hvor Michael Schumacher brillerede og vandt mesterskabet i sit første forsøg.

Michael Schumacher var et stort navn i de mindre formel serier. Ingen var i tvivl om hans talent og de få fejl han lavede var aldrig store nok til, at det plettede hans ry. Han blev bedre og mere fokuseret, og i 1989 mødte han Willi Weber - et møde der ændrede hans liv.

Weber ejede WTS Formel 3 teamet og havde set en stor kører i Schumacher. I de næste to år, blev han støttet økonomisk af Weber og deltog i det tyske Formel 3 mesterskab, som han vandt i 1990. I slutningen af 1990 gjorde han noget, der rent faktisk kunne have ændret historiens gang. Sammen med Heinz-Harald Frentzen og Karl Wendlinger, hans rivaler fra Formel 3, skiftede Schumacher til Mercedes´ junior program i World Sports-Prototype mesterskabet.

Michael Schumacher i sin Benetton B191B. Mexico 1992

Det var en serie, der eksisterede lige under gruppe C-racere. Schumacher deltog kun i tre løb. I de to første blev han toer, men det sidste løb, der blev kørt i Mexico, vandt han i sin Sauber Mercedes C11. Samlet endte han på en femteplads sammen med Karl Wendlinger.

Skiftet var som sagt overraskende, da de fleste vidste at den bedste vej til Formel 1, var ved at at skifte til Formel 3000. Men Weber havde en langsigtet plan for Schumacher og han mente det var vigtigt, at Schumacher opdagede den verden der lå udenfor racerbanerne. Weber lærte ham at begå sig blandt sponsorer og at tale ved pressemøder. Samtidig mente Weber, at det ikke kunne skade, at Michael lærte at køre langdistanceløb med meget kraftige biler.

Han fortsatte i teamet i 1991, og endte på en 9. plads i mesterskabet. Det blev også til et enkelt løb i det japanske Formel 3000 mesterskab, hvor han blev toer.

Eddie Jordan havde lige startet sit team, Jordan Grand Prix, i 1991 og forventningerne var egentlig ikke så høje. Teamet var startet på baggrund af den succes, som Jordan opnåede i Formel 3 og Formel 3000. Man havde hyret Andre de Cesaris og Bertrand Gachot som teamets kørere, og til manges overraskelse klarede de sig godt. Jordan endte på en samlet 5. plads i mesterskabet, men der var komplikationer.

Ricardo Patrese(2), Nigel Mansell(1) og Michael Schumacher(3). Mexico GP 1992

Gachot havde et voldsomt temperament og det kom til udtryk i en episode, hvor han sprøjtede tåregas i ansigtet på en taxachauffør i London. Han blev anholdt og fængslet i to måneder. Nu stod Eddie Jordan og manglede en kører. Heldigvis kendte Willi Weber lige en ukendt racerkører ved navn Michael Schumacher, som da nok kunne køre et par løb som erstatning for Gachot.

Mercedes havde betalt Jordan $150.000 for at lade Schumacher få chancen. Ugen før sin debut, imponerede Schumacher designeren Gary Anderson og daværende team manager Trevor Foster, da han testede på Silverstone. Weber forsikrede Jordan om, at selvom Schumacher kun havde været på Spa-banen som tilskuer, så kendte han udmærket banens layout.

Da weekenden nærmede sig for hans debut-løb i motorsportens kongeklasse, var det meningen, at de Cesaris skulle vise Schumacher banen og køre nogle omgange med ham. Men de Cesaris blev opholdt af andre ting, så Michael tog resolut en sammenfoldet cykel og cyklede hele banen rundt. Da det blev tid til kvalifikationen, parkerede Schumacher på gridden i 7. bedste tid. Intet mindre end imponerende.

I løbet af timer spredte nyheden sig i paddocken. Eddie Jordan havde fået en ny stjerne. De tyske medier var ude af sig selv og smed om sig med store roser. Da løbet startede, måtte han udgå på grund af problemer med gearkassen.

Podiet ved Spaniens Grand Prix 1993

Efter sin debut på Spa, skete der nogle forviklinger som i sidste ende fik Michael skifte til Benetton op til det næste løb. Eddie Jordan havde en såkaldt 'agreement of principle', som bedst kan beskrives som en hensigtserklæring. Det betød, at Michael Schumacher havde til hensigt at køre for Jordan teamet indtil udgangen af 1991, men den blev aldrig underskrevet. Jordan gik endda i retten, men der var intet at gøre. Benetton havde snappet den unge kører.

Schumacher fuldførte de sidste seks løb med en samlet pointsum på fire. Hans bedste placering var en femteplads i det italienske GP på Monza, hvor han blæste forbi sin teamkollega og tredobbelte verdensmester, Nelson Piquet.

I 1992 var Sauber ved at lave en aftale med Mercedes som motorleverandør. Der blev indført en klausul i Schumachers kontrakt, at hvis Mercedes gik ind i Formel 1, skulle han køre for dem. Man aftalte dog, at Schumacher skulle fortsætte hos Benetton, for som Peter Sauber sagde: "Han ønskede ikke at køre for os, så hvorfor skulle jeg tvinge ham?"

Året var domineret fuldstændig af Nigel Mansell og Riccardo Patrese fra Williams. Teamet havde de kraftige Renault-motorer, semi-automatiske gearkasser og aktiv ophængning, der kunne kontrollere bilens kørehøjde. Benetton B192 var ikke nær så teknisk og ikke nær så hurtig, men bilerne klarede sig generelt bedre end forventet.

Det lykkedes Schumacher at få sin første podieplacering, en tredjeplads, i sæsonens kun andet løb, det mexicanske. Året efter sin debut på Spa vandt han løbet og sluttede på en tredjeplads i mesterskabet, med 53 point, kun tre efter Patrese.

Michael Schumacher, Benetton B194. Monaco 1994

1993 var igen domineret af Williams. Denne gang var det Alain Prost og Damon Hill. Benetton introducerede deres egen udgave af den aktive ophængning, og var det sidste af de hurtige teams, som gjorde det. Det år blev Schumacher sat sammen med Patrese i det, der blev italienerens sidste sæson. Schumacher vandt kun et løb, det portugisiske, men var på podiet ni gange. Han udgik hele syv gange ud af sæsonens femten løb og endte på en fjerdeplads i mesterskabet med 52 point.

I den efterfølgende sæson, 1994, vandt Schumacher seks ud af de første syv løb. Efter løbet i San Marino, blev Benetton, McLaren og Ferrari alle undersøgt af FIA, da der var mistanke om, at de havde benyttet sig af ulovlige elektroniske hjælpemidler.

Både McLaren og Benetton nægtede først at overgive koden til computeren til FIA, men da de endelig gjorde, opdagede man at der var indlagt skjulte funktioner i begge teams software, men man kunne ikke bevise at disse funktioner var blevet benyttet under løb. Begge teams blev idømt en bøde på $100.000, for, i starten af forløbet, at nægte at samarbejde med FIA.

I det britiske Grand Prix overhalede Schumacher Damon Hill på installationsomgangen og fik en advarsel. Den valgte han at overse og modtog derpå et sort flag, der indikerede, at han skulle forlade banen øjeblikkeligt. Han blev diskvalificeret og modtog derudover et forbud mod at stille op i de næste to løb. Han blev ligeledes diskvalificeret efter det Belgiske Grand Prix, på grund af en modificeret skidblock, den træbjælke der ligger under bilen.

Michael Schumacher under Japans Grand Prix 1994

Disse episoder hjalp Damon Hill med at lukke hullet op til Schumacher, og da det sidste løb skulle køres i Adelaide, Australien, førte han kun med et enkelt point ned til Hill. På et tidspunkt i løbet lavede Schumacher en af sine sjældne fejl, og var for en kort tid kørt af banen. Da han kom tilbage, kolliderede han med Hill og måtte udgå. Skaderne på Hills bil var så slemme, at han også måtte udgå. Dermed blev Schumacher Tysklands første - og hidtil eneste - verdensmester.

Schumacher har altid fået skylden for den hændelse, selvom blandt andre Murray Walker, mangeårig Formel 1-kommentator, er af en anden mening. Han og mange andre mener, at det var et hændeligt uheld.

Samtidig var 1994 et sort år for Formel 1 og for al motorsport. På en enkelt weekend på Imola, døde både Roland Ratzenberger og Ayrton Senna, mens Rubens Barrichello også var involveret i et voldsomt uheld. Mange havde glædet sig til at se kampen mellem det brasilianske geni og den tyske opkomling, men det blev aldrig sådan.

Det berømte billede, hvor Hill og Schumacher kolliderer. Det er Schumacher der bliver ramt bagfra af Hill. Adelaide, Australien 1994

1995 var det andet år for Schumacher og Benetton. Teamet havde nu skiftet fra Ford motorer til Renault, de samme som Williams, og Michael forsvarede sin titel med ni sejre ud af sæsonens 17 løb. Han scorede 33 point mere end nummer to, Damon Hill, han sikrede Benettons første konstruktørmesterskab og blev den yngste dobbelte verdensmester nogensinde.

Fremtiden så lys og lovende ud for både Schumacher og for Benetton. Men i 1996 besluttede Schumacher at skifte til Ferrari, et skifte der effektivt betød et farvel til Benetton oppe foran i feltet. Siden Schumacher forlod teamet i slutningen af 1995, blev det kun til en eneste sejr mere, indtil teamet blev opkøbt af Renault i 2000.

Ferrari var et team i kæmpe krise. De havde ikke haft en verdensmester siden Jody Scheckter i 1979, men havde været tæt på i både 1982 og i 1990. Starten af 90´erne var støt op af bakke. Ferrari havde satset for meget på de store V12 motorer, der var for tunge og for klodsede. Alle andre brugte de mindre, smallere og mere brændstofvenlige V10´ere. Samtidig var Ferrari´s pit crew en omvandrende joke.

I midten af 90´erne var der kommet mere fart i bilerne hos Ferrari og de kunne overraske en gang i mellem. Men der var langt op til Benetton og Williams. På trods af dette, erklærede Schumacher, at Ferrari 412T, den bil de havde brugt i 1994 og 1995, var hurtig nok til at vinde et mesterskab.

Michael Schumacher (Ferrari), Spaniens Grand Prix, 1996

Michael Schumacher vidste, at 1996 ville blive et svært år for teamet. Han var dobbelt verdensmester og vidste at Ferrari ville gøre hvad de kunne, for at bygge en god bil til ham. Det blev en svær start. Hill vandt seks ud af de første ni løb, mens Schumacher kun vandt et enkelt i samme periode. Bilen var upålidelig og Schumacher måtte udgå i seks af sæsonens seksten løb.

Hans første sejr for Ferrari kom i det spanske Grand Prix, et løb der bedst kan sammenlignes med Nürburgring anno 2007. Regnen var konstant og den piskede ned. Schumacher startede treer og var snart foran. Nu så verden for første gang, hvilket talent han var i regnvejr. Omgang efter omgang kørte han hurtigere end resten af feltet, og med en anderledes og meget flamboyant overhalingsteknik, nåede han at overhale hele feltet med en omgang, helt op til Jacques Villeneuve på tredjepladsen.

Schumacher vandt igen på Spa og på Monza og de hårde tifosi var ved at bløde op overfor ham. En tredjeplads i Portugal og en andenplads i Japan sikrede ham en tredjeplads i den samlede stilling. Hill tog sin første og eneste titel.

Jacques Villeneuve havde taget F1-verdenen med storm, da han debuterede i 1996, og hans Williams Renault var et sublimt stykke værktøj i hænderne på det enorme talent. Det var lykkedes canadieren at presse sin teamkollega Damon Hill til det sidste, ligesom Michael Schumacher også var efter englænderen. Schumacher fik derfor en endnu større opgave i 1997. Hill havde skiftet til Arrows, men nu var det Villeneuve, der for alvor bed fra sig.

Michael Schumacher. Ferrari, Belgien 1996

Villeneuve tog føringen tidligt i sæsonen, men på trods af den stærke Renault-motor, var bilen ustabil og han måtte udgå i fire ud af de første syv løb. Schumacher, derimod, fik en lidt skæv start på sæsonen, men indhentede snart Villeneuve. Dels på grund af canadierens DNF, men også fordi Schumacher tog sig tiden til at lære bilen at kende.

Villeneuve kom tilbage i kampen og det samme gjorde hans løjtnant, Heinz-Harald Frentzen, mens Eddie Irvine, der reelt var Michael Schumachers andenkører, ikke formåede at skille de to Williams-kørere ad.

Da der var et enkelt løb tilbage, det europæiske på Jerez, førte Schumacher med blot et point. Villeneuve førte løbet, men Schumacher lukkede hullet op til ham. Det ene øjeblik var Schumacher lige ved og næsten, det næste var der et par sekunder mellem de to. Sådan fortsatte det et stykke tid, indtil Scumacher tog en drastisk beslutning.

Tyskeren førte løbet, men så Villeneuve i spejlene, og han kom nærmere og nærmere. Pludselig skød Villenuve forbi Schumacher, og i et desperat forsøg på at sætte canadieren ud af spillet, vædrede tyskeren Villeneuve´s Williams. Schumacher beskadigede sin bil så meget, at han ikke kunne fortsætte, mens Villeneuve fortsatte på halv kraft og tog mesterskabet.

Michael Schumacher, Ferrari. Frankrig 1997

Som straf for sin udåd, blev Schumacher´s andenplads slettet fra historiebøgerne, og han oplevede en masse negativ presse i den forbindelse.

I 1998 fik Schumacher en ny rival at kæmpe med. Finske Mika Häkkinen var blevet udpeget til at bane vejen for McLarens vej tilbage til toppen. Med David Coulthard i den anden McLaren, blev det en stor opgave for Schumacher og Irvine.

Der blev også lavet om på reglerne op til dette år. Blandt andet blev der indført riller i dækkene i stedet for de gamle slickdæk man havde kørt med, og bilens bredde blev reduceret. Førstnævnte for at nedsætte farten og øge grebet, sidstnævnte for at reducere downforcen. Hurtigt blev det klart, at McLaren var det team der fik mest ud af de nye regler. Häkkinen og Coulthard lagde ud med at vinde 1-2 i de første to løb, Australien og Brasilien.

Schumacher fik samlet sig og begyndte at lægge an til sejr. Han vandt i Spanien og Monaco, løb hvor Häkkinen endte som treer og tier. Men finnen var ikke sådan at skræmme. Han kom tilbage og styrede effektivt sin McLaren til sejr. Han vandt de næste tre løb i træk, tog yderligere to sejre, og endte året på toppen af skamlen, med 100 point mod Schmachers 86.

Den famøse hændelse, hvor Michael Schumacher vædrer Jacques Villeneuve´s Williams. Jerez, Spanien 1997

Der var kontroverser i 1998-sæsonen. I det britiske Grand Prix på Silverstone førte Schumacher og med to omgange tilbage fik han en stop/go straf, for at overhale Alex Wurz under gult flag. Det betød at han skulle i pit, holde stille i ti sekunder og tilbage på banen igen. Men der var kun to omgange tilbage, så på den sidste omgang kørte Schumacher i pit, krydsede målstregen og holdt stille i de ti sekunder han skulle.

FIA kløede sig gevaldigt i nakken over det, for der stod rent faktisk intet i reglerne om, at man måtte tage en stop/go straf når man krydser målstregen, så sejren var hjemme. Det viste sig senere, at Ferrari blev informeret om straffen seks minutter for sent i forhold til reglen om, at når der er taget beslutning om at straffe en kører, så må der maksimalt gå 25 minutter før straffen er givet.

Også på Spa var der ballade. Schumacher, genial i regnvejr, førte an i løjerne, mens regnede piskede ned. Da han skulle overhale David Coulthard med en omgang, satte skotten farten ned som han skulle, men flyttede sig ikke fra racingsporet. Dette resulterede i, at Schumacher ikke kunne nå at bremse, da Coulthard satte farten ned, og de kolliderede. Efter de begge var kommet tilbage til pitten, strøg Schumacher over til Coulthard og beskyldte ham for at ville slå ham ihjel.

Schumacher ville vinde mere end nogen anden, det var der ingen tvivl om. I 1999, lykkedes det Ferrari at vinde konstruktørmesterskabet, men det skyldtes ikke kun Schumacher. I det britiske Grand Prix fejlede hans bagerste bremse og han crashede voldsomt i Stowe Corner, Schumacher brækkede et ben.

Han blev erstattet af finske Mika Salo, der i det tyske Grand Prix var lige ved at tage sejren, men fik besked på at flytte sig og lade Irvine passere, som nu var Ferrari´s håb om en verdensmester.

Michael Schumacher crasher på Silverstone. 1999

Til gengæld var Irvine mand nok til, at overrække sit vindertrofæ til Salo, da de stod på skamlen, noget der blev mødt med buh-råb rettet mod Ferrari. Teamordrer var dog stadig tilladt på det tidspunkt.

Michael Schumacher kom tilbage efter en pause på seks løb. Han satte sig på pole i det første løb i Malaysia nogensinde, med over et sekund, og assisterede nu Irvine, der kun var to point efter Häkkinen. Løbet blev vundet af Irvine, men finnen tog sejren i det japanske GP og dermed titlen.

Schumacher fik meget frie hænder i Ferrari, mere end nogen anden kører. Da han havde været hos teamet i en sæson, begyndte han at bygge det op indefra. Jean Todt og Ross Brawn, den vel nok mest berømte strateg i Formel 1, satte sig sammen med Schumacher og lagde en plan.

Schumacher kunne de bedste mekanikere og han bestemte mere og mere. Vejen til succes var allerede lagt i Benetton-dagene, men det tog sin mand, eller rettere tre mand, at få Ferrari tilbage til tidligere tiders storhed. Det meste af den succes er krediteret Schumacher.

Juan Pablo Montoya WilliamsF1 BMW FW23 fører foran Michael Schumacher Ferrari F1 Monza 2001

Udenfor banen var Schumacher utrolig privat. Han talte aldrig om sine børn eller om sin hustru, Corinna, da han ikke mente de skulle blandes ind i mediernes blitzlys. Han værnede om sig selv og familien som ingen anden, men var langtfra pressesky. Han havde et enormt psykisk overskud, både når det gjaldt sin kørsel og sine forpligtelser og han optrådte altid belevent, velovervejet og veltalende ved enhver begivenhed, der måtte kræve hans tilstedeværelse. Han var en dygtig ambassadør for sit team, og var den bedste i branchen til at skaffe sponsorer.

Schumacher trænede også mere end nogen andre kører. Han havde sit eget mobile træningscenter med til alle løb, og han brugte flere timer om dagen med at træne sin i forvejen ufattelige fysik. Aldrig en bodybuilder-type, men alle vidste at han var stærk som en okse og lynhurtig på øverste etage. Derudover havde han en fantastisk evne til at få alle til at føle sig afslappede, når de var sammen med ham - om det var i garagen, hvor han selv gerne skruede løs, eller på de bonede gulve, med præsidenter, konger og andre dignitarer.

Nu begyndte den periode i Schumachers liv, som ændrede historien. Han vandt et tæt opgør i 2000 mod Häkkinen, og tog sin tredje titel. Han var samtidig Ferraris første verdensmester siden 1979, og sejren var sød.

Året efter skete en masse ændringer. Traction control blev re-introduceret, det havde været forbudt siden 1994, og to nye navne var for første gang på gridden. Fernando Alonso (Minardi), Juan Pablo Montoya (Williams) og Kimi Räikkönen (Sauber). Den dobbelte verdensmester Mika Häkkinen tog en pause, der senere skulle vise sig at blive permanent, og i 2001 sluttede Jean Alesi også sin karriere.

Schumacher og Montoya i Brasilien. 2001

Året var Ferrari´s. Tyskeren vandt ni løb og kunne kåres som verdensmester for fjerde gang, med fire løb tilbage på kalenderen (rekord). Han havde 58 point ned til David Coulthard (rekord). I Belgien vandt han for 52. gang, og var dermed den mest vindende kører nogensinde.

Med titlen kom han i fint selskab. Kun to kørere havde fire eller flere mesterskaber, nemlig Alain Prost og den store Juan Manuel Fangio med fem. Michael Schumacher var nu begyndt på det der blev den største triumf for et team og en kører i Formel 1-sportens historie.

I 2002 lancerede Ferrari deres F2002, blandt mange vurderet til at være det ypperste og den mest dominerende racer i F1. En sæson der var præget total dominans af Ferrari, men også teamordrer. I østrig så man en Rubens Barrichello, der føte løbet i sin Ferrari, men få omgange inden, sænkede han farten betragteligt og Michael Schumacher "overhalede" ham.

Sæsonen 2002 blev en opvisning og ikke en kamp om titlen. Ud af 17 løb, vandt Schumacher 11, og havde fem andenpladser og en enkelt tredjeplads. Med 144 point mod Barrichellos 77 tog Schumacher sin femte titel med 67 points forspring (rekord). Denne rekord stod indtil 2004, hvor ingen ringere end Michael Schumacher selv slog den. Derudover vandt han mesterskabet med seks løb tilbage (rekord).

Michael Schumacher, Monza 2001. Den sorte næse er til minde om ofrene fra 11. september 2001

Efter to fuldstændig dominerende sæsoner, blev 2003 pludselig meget tæt. Faktisk er dette begyndelsen til store ændringer i Formel 1, rent kørermæssigt, for der var nu adskillige kørere, som havde en matematisk chance for at vinde mesterskabet. Coulthard, Ralf Schumacher, Räikkönen, Montoya, Barrichello, Alonso, Trulli og Schumacher selv. Samtidig blev point-systemet ændret, så der nu blev uddelt point til de otte førende kørere.

Hvem kan ikke huske løbet i Brasilien, med dets monsunregn, fantastisk tætte kampe og masser af racing. Regnen lå som et tæppe over banen, og flere forskellige storm-fronter passerede banen under både træning, kvalifikation og løb.

Masser af kørere, heriblandt Schumacher, spandt af banen og løbet endte før tid, med Giancarlo Fisichella øverst på skamlen og Kimi Räikkönen og Fernando Alonso på de næste to. Eller hvad med den skøre præst, der pludselig dukkede op midt på banen i Englands Grand Prix, iført kilt og bærende et banner med religiøs tekst?

Mesterskabet endte med Michael Schumacher, der med kun to points forspring ned til Kimi Raïkkönen, tog sin sjette titel, og nu stod alene i rekordbøgerne, som bar hans eget navn.

I 2004 vandt Michael Schumacher tolv ud af de første tretten løb (rekord), og tog sin syvende titel efter det Belgiske Grand Prix. Han sluttede sæsonen med 148 point(rekord), og sluttede med 34 point foran Barrichello. Derudover vandt han tretten ud af sæsonens atten løb (rekord).

Tilbagegang er for stort et ord at bruge om de næste to sæsoner, men der var tydeligvis noget, der var ændret. Schumacher var stadig blændende hurtig, men et antal kørere der startede i mindre teams, var nu ved at puste til ilden. Fernando Alonso havde skiftet fra Minardi til Renault i 2002, og var aggressiv, ung, men først og fremmest uhyre talentfuld. Kimi Räikkönen havde været en titeludfordrer i en del sæsoner nu, og man begyndte at spekulere i, om det var ved at være tid til at sige farvel til Schumacher.

Michael Schumacher, Ferrari. Japan 2001

Halvvejs gennem sæsonen, var det klart for alle, inklusiv Michael Schumacher, at der var nye drenge i skolegården, og de slog hårdt. Ferrari manglede fart og havde nok ikke udviklet så meget på deres succes fra F2002, som de måske burde. Sagen var, at Renault ikke bare havde overhalet, men fuldstændig domineret sæsonen, på samme måde som Ferrari selv havde gjort bare et år tidligere.

Sæsonen 2005 var en kamp mellem Alonso og Räikkönen. Spanieren vandt syv løb, det samme gjorde finnen, mens Schumacher måtte nøjes med en enkelt sejr, nemlig det yderst kontroversielle på Indianapolis banen i USA, hvor kun seks biler stillede til start. Årsagen var, at Michelin ikke turde anbefale de teams, som kørte på deres dæk, at stille op, da der var sket for mange uheld i forbindelse med dæktypen.

Alonso vandt sit første mesterskab og blev dermed den yngste mester nogen sinde. Han scorede samlet 133 point, 71 mere end Schumacher på tredjepladsen.

Alonso og Schumacher fortsatte deres intense kamp for mesterskabet året efter. Ferrari fik indhentet meget i forhold til Renault, og det normalt lukkede team var usædvanlig ærlige og sagde, at de blev nødt til at arbejde hårdere, end de havde regnet med, for at lukke hullet op til Renault.

Michael Schumacher, Tyskland 2002

Starten på sæsonen blev noget sløv for Schumacher og Ferrari, trods den øgede indsats. Renault og Alonso var flyvende i den første halvdel af sæsonen, men kom igen med sejre på Imola og Nürburgring.

Det var også året, hvor Schumacher måske - måske ikke - kom til at parkere sin Ferrari i La Rascasse hårnålen i Monaco, hvilket satte en effektiv stopper for at de efterfølgende kørere ikke kunne køre med maksimal hastighed og dermed tage den pole, som Schumacher havde sikret sig.

Schumacher blev sendt ned bagest i klassen og startede som nummer 22. Han valgte at starte fra pitlanen men sluttede som femmer.

Det italienske Grand Prix på Monza blev et skelsættende løb. Alonso fik en straf for at holde Massa bag sig. Mange i paddocken var ikke enige i den straf. Uanset hvad, så betød det, at Schumacher nu kun var to point efter Alonso, og da spanieren måtte udgå, overhalede Ferrari Renault i konstruktør mesterskabet.

Idet Michael Schumacher indtog sejrsskamlen, meddelte Ferrari, at den syv-dobbelte verdensmester trak sig tilbage ved udganen af 2006. Tre uger senere, i Shanghai, stod Schumacher lige i point mod Alonso, med 116 hver. Alonso vandt i Japan, Schumacher udgik, men da var det for sent.

Podium Imola 2005. En æra var ved at være forbi.

I Schumachers sidste Formel 1 løb i Brasilien, viste han sin store klasse og formidable køreregenskaber. Han startede på en 10. plads, arbejdede sig hurtigt op til en 6. plads, men da han ville overhale Alonso´s kollega, Giancarlo Fisichella, punkterede hans ene dæk, da det ramte Fisichella´s vinge. Efter et pitstop, var Schumacher nu nede som nummer 19, men det stoppede ikke en gammel cirkushest.

Felipe Massa, Scumacher´s løjtnant, førte løbet, med 70 sekunder ned til Schumacher. Tyskeren rystede oplevelsen af sig og strøg forbi Fisichella og Räikkönen og sikrede sig en fjerdeplads. Pressen beskrev hans kørsel som "heroisk", "åndeløs", og en "præstation der opsummerer hele hans karriere."

Mens Alonso løftede trofæet for anden gang i træk, overtog han titlen fra Schumacher, som den yngste dobbelte verdensmester.

Arven gives videre

I 2007 fortsatte Michael Schumacher med at arbejde for Ferrari, dog nu som en såkaldt super-assistent til Jean Todt. Kimi Räikkönen overtog Schumachers sæde, angiveligt efter ønske fra manden selv. Han har været vital for udviklingen af både F2007 og F2008, og har selv testet begge biler intensivt.

I 2005 blev Michael Schumacher udpeget til verdens første sportsmilliardær af magasinet Eurobusiness. I 2004 tjente Schumacher omkring $80 millioner, eller godt 450 millioner kroner, inklusiv private sponsorer og tallene fra hans eget mærke af merchandice. Forbes magazine gjorde ham til nummer 17 på listen over verdens mest indflydelsesrige personer.

Efter jordskælvet i det Indiske Ocean i 2004, skænkede han $10 millioner til de efterladte, hvilket klart oversteg alle andre privatpersoner, sågar mere end nogle lande var villige til at give.

Schumacher er speciel ambassadør til UNESCO, og har doneret mere end €1,5 million til organisationen. Derudover har han betalt for en skole til fattige børn i Senegal, og samtidig doneret midler til at forbedre området for de indfødte.

Ferrari takker Michael Schumacher for sin tid i teamet. Brasilien 2006

I Lima, Peru, åbnede han Palace for the Poor, et center der hjælper fattige hjemløse børn, med at få en uddannelse, tøj på kroppen, mad og medicin. Samtidig støtter han et hospital for børn i Sarajevo, som specialiserer sig i amputerede lemmer.

Det er uvist hvor mange penge han har doneret, men i de sidste fire år som aktiv kører, er et forsigtigt gæt omkring $50 millioner.

Michael Schumacher er gift med Corinna og de har to børn, Gina-Maria og Mick. Familien bor i Schweiz, nær Geneve-søen, i et 650 kvadratmeter stort hus, med undergrundsparkering, egen benzinstation og egen strand. I sin sparsomme fritid spiller Michael Schumacher fodbold for det lokale hold FC Echichens og er desuden en eminent skiløber.

Michael Schumacher

Michael Schumacher var en kører med enorme ambitioner, selvtillid, intelligens, motivation og dedikation. Det der adskilte ham fra andre store mestre, var hans utrættelige engagement, hans evige søgen efter perfektion og hans passion for racing.

Tyskeren var velsignet med et supernaturligt talent, og havde hjernen til det også. Han kunne regne vinkler og grader ud, mens han sad og kørte en bil med 350 km/t. Han påtænkte altid det næste skridt og det næste, lang tid før han havde brug for den viden.

Schumachers mentale overskud var skræmmende sommetider. Efter et bestemt hårdt løb, så man ham stå på skamlen med perfekt redt hår, et stort imødekommende smil og et overskud, som alle var misundelige over. Ved siden af ham måtte en af hans rivaler sætte sig ned, da udmattelsen blev for meget. Schumacher selv havde ikke en sveddråbe på panden.

Han havde et mekanisk indblik som få andre. Ferrari havde, som alle andre teams, testkørere, der gennemførte tusindvis af kilometre hvert år. Men når de havde fri, satte Schumacher sig i bilen i Maranello og kørte selv flere omgange, for at fintune maskinen til perfektion. Denne indgående viden om alle aspekter i en racerbil, sammen med hans mentale kapacitet samt evnen til at melde nøjagtigt tilbage over radioen, var alt sammen med til at gøre ham til en af de absolut største sportspersoner nogensinde.

Michael Schumacher

Herunder følger en række af Michael Schumachers rekorder.
Flest verdensmesterskaber: 7
Flest titler i træk: 5
Flest sejre: 91
Flest sejre med et team: 72 (Ferrari)
Flest sejre på samme bane: 8 (Magny Cours)
Flest andenpladser: 43
Flest podieplaceringer: 143
Flest poles: 68
Flest point i karrieren: 1369
Flest hattricks (pole, hurtigste omgang og sejr): 22
Flest point scoret i en enkelt sæson: 148 (2004)