Grundlæggeren af Red Bull død

Dietrich Mateschitz, grundlæggeren af Red Bull, er død i en alder af 78 år efter længere tids alvorlig sygdom. Ud over energidrikken og Formel 1-teamet Red Bull Racing nåede østrigeren at stå bag masser af firmaer og selskaber.

Red Bull-præsident Dieter Mateschitz . Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 23/10 2022 klokken 01:10

Det var en trist nyhed, der nåede Formel 1-verdenen kort før kvalifikationen til USA’s grandprix:

Ejeren af Red Bull, østrigeren Dietrich Mateschitz, afgik ved døden i en alder af 78 år. Mateschitz blev født den 20. maj 1944 i Sankt Marein i Mürztal, Østrig – ikke langt fra hvor Red Bull Ring befinder sig i dag.

Ifølge rygter havde Mateschitz kæmpet mod kræft i bugspytkirtlen i længere tid, men intet er dog officielt bekræftet.

Flere iagttagere havde for flere måneder siden bemærket, at Dietrich Mateschitz ikke var til stede ved Østrigs F1-grandprix eller til vigtige fodboldkampe med Red Bull Salzburg, hvilket gav næring til rygterne om, at Red Bull-bossen var alvorligt syg.

Copyright Getty Images/Red Bull RacingCopyright Getty Images/Red Bull Racing
Copyright Getty Images/Red Bull Racing


Ud over energidrikken Red Bull og Formel 1-teamet af samme navn nåede Dietrich Mateschitz også at den østrigske fjernsynskanal ServusTV og købte desuden racerbanen A1 Ring, som han omdøbte til Red Bull Ring i 2014.

På trods af Red Bulls udadvendte og ekspressive stil var Mateschitz en mediesky person: Han gav sjældent interviews (ud over til meget få udvalgte journalister), og der vides ikke meget om hans privatliv.

Det vides kun, at Mateschitz efterlader sig sin søn Mark, som han havde fra et tidligere forhold til Anita Gerhardter, og at han havde et mangeårigt forhold til Marion Feichtner.

Anita Gerhardter er i dag chef for Red Bull-fonden Wings for Life, der har som erklæret formål at hjælpe personer, der lider af paraplegi, dvs. personer med en rygmarvsskade.

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« USA's GP - Kvalifikationen LIVE: Sainz på pole Ricciardo: Nej tak til ovalbaner - de skræmmer mig »