Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 22/1 2023 klokken 11:01
Formel 1 har altid været pionerer indenfor teknologisk udvikling i motorsport. Det er her, hvor nytænkning får lov til at blomstre indenfor det fastlagte reglement.
Formel 1’s nuværende reglement blev introduceret i 2022. Det blev oprettet, efter intensive aerodynamiske undersøgelser, for at bilerne kunne køre tæt, uden at miste den nødvendige downforce.
Det er i høj grad lykkedes, og bilerne kunne køre meget tættere i 2022 sammenlignet med årene før.
Det har også hjulpet på antallet af overhalinger, De er steget fra 599 i 2021 til 785 i 2022.
Der var også været snak om, at F1 ville fjerne DRS igen for at skabe tættere dueller, når der skal overhales, frem for at bilerne har forbikørsler ned af langsiden. Ifølge F1’s Chief Technical Officer, Pat Symonds, så fortsætter DRS på bilerne i det næste reglement. Det skriver Motorsport.com.
For Formel 1 er allerede i gang med at slå stregerne til næste generation af F1-biler, som kommer med det nye 2026-reglement.
Så ikke nok med at der kommer helt nye motorer, så får den aerodynamiske del også en overhaling.
Et af de punkter der er på “menuen”, det er den såkaldte aktive aerodynamik. Så selvom bilerne kan køre tættere, og de mister mindre downforce, så er der altid forbedringer at indføre.
Ifølge planen vil det gøre det muligt for den bagvedkørende bil at kompencere for noget af den downforce, bilen mister ved at køre tæt på den forankørende.
Ifølge Motorsport.com så vil de forskellige hold blive præsenteret for idéerne i slutningen af måneden.