Mens Aston Martin i dag annoncerede Adrian Newey som deres kommende chefdesigner, har spekulationerne indtil da gået på, hvorfor Red Bull-designeren ikke kom til Maranello.
Det løfter Frederic Vasseur, Ferraris teamchef, lidt af sløret for – omend på en lidt kryptisk måde.
Vasseur indrømmer, at han havde samtaler med Newey, men siger også, at parterne ikke kunne blive enige. Han besluttede derfor tidligt ikke at forfølge muligheden for at få topdesigneren ombord i den røde lejr.
"Han havde nok en anden idé end den, jeg havde i tankerne for ham," siger Vasseur noget kryptisk i et interview med det franske dagblad l'Equipe."
"Måske når vi til enighed en dag," fortsætter han kryptisk.
Adrian Newey
Copyright Red Bull Photofiles
Hvorom alting er, så er der trods alt gode nyheder for Hamilton, som kommer til Ferrari i 2025, idet væsentlige nøglepersoner kommer fra Mercedes, hvor briten triumferede med syv verdensmesterskaber.
Ferrari annoncerede for nylig en ny teknisk struktur, som Loic Serra og Jerome d'Ambrosio begge er en del af. De har begge tidligere arbejdet for Mercedes. Mens Newey lukker døren bag sig i Milton Keynes hos Red Bull, har Enrico Cardile (tidligere teknisk direktør for chassis) gjort det samme hos Ferrari.
Serra bliver Cardiles afløser og stempler ind i Maranello den 1. oktober. Det betyder, at Hamilton har kendte ansigter at arbejde sammen med ud over Vasseur.
Lewis Hamilton i garagen.
Copyright Mercedes AMG - Sam Bloxham
"Loics styrke er, at han er en erfaren mand, som i lang tid har arbejdet på højeste niveau," sagde Vasseur.
D'Ambrosio kommer også fra Mercedes.
"Det var vigtigt for mig at have en person med Jeromes viden. Han har oplevet alt inden for racing - både som kører, teamchef og CEO for et team."
"Han kender forretningen," konkluderede Ferrari-bossen.