Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 1/5 2025 klokken 10:05
Den argentinske energigigant YPF, der er Fanco Colapintos største personlige sponsor, havde firmaets CEO, Horacio Marin, inde til et interview med nyhedskanalen A24 op til weekendens F1-løb i Miami.
Her kom det frem, dog ikke under det officielle interview men på et tidspunkt, hvor der var lidt løs snak og mikrofonen fortsat var tændt, at Colapinto vil bytte sæde med Doohan, når Formel 1-feltet kommer til Italien, for at afvikle Emilia Romagnas Grand Prix.
Doohan har fra sæsonstart været under voldsomt pres, da han ikke har opbakningen fra Alpines rådgiver Flavio Briatore, og samtidig ikke har leveret de resultater, som man kunne forvente.
Hver gang han har haft mulighed for det, har Briatore til gengæld rost Colapinto.
Argentineren har sæde og kørerdragt klar, og mangler kun en bil.