Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 11/7 2019 klokken 11:07
"Hver gang Mercedes har sat mig et mål, har jeg opnået det og de har belønnet mig, jeg kan ikke se at det vil være anderledes denne gang," udtaler den unge Williams kører George Russell.
Russell har fra starten af hans rookie sæson, sat den langt mere erfarne Kubica på plads, hvilket har givet ham endnu mere selvtillid.
Mens Lewis Hamilton har sin aftale på plads med verdensmestrene, kører Valteri Bottas på sidste år af hans aftale, en aftale Mercedes ikke virker til at have travlt med at forlænge, til trods for ret gode resultater fra finnens side.
"Jeg går ikke og håber på, at Bottas laver dårlige resultater, men fokusere på, selv at lave gode resultater," kom det yderligere fra Russell, der således understreger, at han er meget opsat på at gøre det helt rigtige.
Han mener heller ikke, at hans manglende erfaring er et problem.
"Det drejer sig om, hvor hurtig man er på banen, erfaring er selvfølgelig ofte en fordel, men det kan ikke være det der er afgørende."
"Hvis Tot ringede til mig og spurgte om jeg var klar, ville mit svar være absolut!", sluttede Russell, der skal være med til at fejre 50 året for Frank Williams som holdchef, på Silverstone i den kommende weekend.