Qatar Grand Prix; løbsresumé: Verstappen fejrer verdensmesterskabet med sejr

Max Verstappen sikrede sig lørdag aften sit tredje verdensmesterskab, men det betød ikke mindre action i aftenmørket, hvor nye regler for antal omgange kørt på et sæt dæk bød på en hel del pitstop. Derudover var Carlos Sainz ude af løbet, inden det var begyndt. Læs her, hvordan det hele udfoldede sig.

Englands Grand Prix 2023 . Copyright Red Bull Contentpool

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 8/10 2023 klokken 20:10

Max Verstappen kom godt fra start, men blev presset af både George Russell og Lewis Hamilton, der dog ikke kunne undgå kontakt med hinanden ind i første sving, hvorfor Hamilton røg af banen og havde alt for store skader til at kunne fortsætte. Russell var stadig med i løbet, men meldte også om betydelige skader. Det betød med det samme, at aftenens første safetycar blev sendt på banen, mens oprydningen blev foretaget. Piastri dragede fordel af kaosset i front og rykkede op som nummer to, mens Alonso tabte andenpladsen. Længere nede i feltet lå Hülkenberg og Magnussen nr. 10 og 14. Hulkenberg blev også undersøgt for at have startet fra den forkerte startboks på banen, hvilket han senere fik 10 sekunders straf for.

På slutningen af omgang fire blev løbet givet frit igen, og Verstappen fik med det samme slået hul til Piastri, efterfulgt af Alonso, Leclerc, Ocon, Norris, Gasly, Tsunoda, Hülkenberg og Albon på tiendepladsen.

Den nye regel for FIA betød, at en kører maksimalt måtte køre 18 omgange på ét sæt dæk, hvorfor den tidlige safetycar var en gave for de fleste.

Efter de første 12 omgange var feltet strukket godt ud, og Verstappen havde et forspring på lidt over tre sekunder ned til Piastri. Samtidig begyndte de første pit-stop også at blive foretaget i top 10 af blandt andet Alonso, Gasly, Piastri og Norris.

Efterhånden som de mange pitstop blev afviklet, kunne vi for første gang i sæsonen se Alexander Albon i Williams føre et Grand Prix. Derefter fulgte Verstappen, Zhou, Piastri, Bottas, Stroll, Alonso, Leclerc, Norris og Ocon på de første 10 pladser. Et andet aspekt, der også begyndte at skulle indgå i beregningerne var overskridelserne af ´track limits´, hvor flere allerede havde modtaget advarsler, der til sidst ville resultere i en tidsstraf.

Med halvdelen af løbet tilbage begyndte 2. pitstop runde for flere og flere, mens Verstappen på nuværende tidspunkt havde kørt 17 sekunders forspring ud til Norris på andenpladsen og snart var tæt på at kunne forblive i front til trods for at skulle en tur gennem pitten.

Alonso forsøgte sig undervejs med en smulle rallykørsel i gruset, da han fik en overstyring ind i sving 15. Han måtte dog tage afkørselsvejen i brug for at komme tilbage på banen og var millimeter fra at køre direkte ind i Leclerc, hvilket helt sikkert ville blive undersøgt. Logan Sargeant havde en længere ordveksling med sin ingeniør om den tiltagende varme i bilen, som udfordrede han fysiske tilstand, hvilket Alonso også tidligere havde påtalt. Sargeant trak sig fra løbet på omgang 41.

Sergio Perez var i den grad ramt af reglen om overskridelse af track limits og modtog sin anden fem sekunders straf i løbet. Også Lance Stroll var tæt på at komme på den gale side af grænsen. Gasly blev næste mand i rækken, der modtog en straf af samme længde som Perez og derpå Albon og Stroll. Overskridelserne havde generelt været et tema for hele weekenden, da banen siden 2021, hvor feltet kørte her sidst, var blevet asfalteret på ny og derfor mere glat, end hvad ville være normalt. Dertil hørte også, at ørkensand ikke gør noget godt for greb på en racerbane.

Med 10 omgange tilbage var Verstappen stadig ensom majestæt i front med Russell på andenpladsen, der så ud til at få en god dag på kontoret henset til at være blevet sendt ned på sidstepladsen efter sit sammenstød med Hamilton. Piastri og Norris sad på tredje- og fjerdepladsen, derpå Leclerc, Zhou, Alonso, Ocon, Bottas og Stroll. Magnussen var på dette tidspunkt nummer 14.

Norris og Piastri lå med omtrent to sekunder mellem de to, da Norris over radioen blev instrueret i ikke at lægge an til overhaling på Piastri på tredjepladsen, men det var dog ikke noget, som Norris var udpræget begejstret for.

Med seks omgange tilbage var både Russell og Verstappen endnu engang på besøg hos deres pitmandskab. Russell fik de hurtigste dæk på og skulle nu ud og jagte sekunder. Verstappen var en smule mere konservativ og valgte medium dækket.

Verstappen fortsatte sin fejring af gårsdagens verdensmesterskabstitel med endnu en sejr, mens Piastri fortsatte med at vise sin voksende modenhed ved at holde stand mod Norris og sikre sig andenpladsen. McLaren kunne også glæde sig over en stor pointhøst til konstruktørmesterskabet. Russell måtte på sin vis være tilfreds med fjerdepladsen, der kunne have endt med en meget lavere placering eller sågar en DNF, hvis skaderne efter sammenstødet havde været værre. Leclerc kørte et forholdsvis anonymt løb på femtepladsen uden sin teamkammerat til at holde ham ved selskab. Derpå fulgte Alonso på sjettepladsen, Oocon og Bottas på en overraskende ottendeplads efterfulgte af Stroll, mens Gasly snuppede det sidste point på tiendepladsen.

Det var ikke nogen god weekend for Perez, der sluttede som nummer 11, mens Magnussen og Hülkenberg sluttede som nummer 14 og 16.

Næste weekend køres der i Austin, USA, hvor der traditionelt plejer at være fuldt blus på både tilskuere og ræs på banen.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Dækpanik hos Pirelli og FIA Formel 1 eksperten: Kogt over »