Nyheden om Mick Schumachers afgang kommer næppe som nogen overraskelse, da kilder overfor BMF1 flere måneder siden antydede, at han fra 2023-sæsonen vil være fortid i det amerikanske team.
Nu er det imidlertid en kendsgerning, og afløseren bliver den erfarne Nico Hülkenberg, som dermed laver et næsten lige så usædvanligt comeback, som Kevin Magnussen fik sidste år, da han returnerede til Formel 1 og Haas.
I lang tid har teamchef Gunther Steiner ellers insisteret på, at der ikke var truffet nogen beslutning, og at Schumacher blev i den blå-hvide bil. Men de eneste uger er rygterne steget i intensitet, og i dag er det så en kendsgerning, at en ny tysker sætter sig i Haas-teamets andet sæde.
I en erklæring på Haas' webside siger Steiner: "Jeg vil gerne takke Mick Schumacher for hans bidrag til teamet i løbet af de sidste par år."
"Micks bedrifter i juniorkategorierne var velkendt, og han er fortsat med at vokse og udvikle sig som kører i sin tid med Haas F1 Team - hvilket kulminerende med hans første F1-points tidligere denne sæson."
"Selvom vi i fremtiden vælger at gå hver sin vej, ønsker hele teamet Mick held og lykke med de næste skridt i hans karriere og vejen videre."
Som det kan læses mellem linjerne herunder, er unge Mick ikke helt tilfreds med beslutningen:
En del af årsagen til at Haas hælder Schumacher ned ad brættet er utvivlsomt den unge kørers mange ulykker, som har kostet det økonomisk trængte team mange penge. Uagtet dette er den 23-årige kører sat i forbindelse med andre teams på gridden.
Eneste ledige sæde lige nu er hos Williams - selvom det kun bliver til en mulighed, hvis Logan Sergeant får en katastrofal sidste Formel 2-weekend i Abu Dhabi og dermed ikke kan sikre sin superlicens, der giver adgang til F1-sædet.
Mick Schumacher i sin Haas-racer.
Copyright Haas F1 - LAT Photo
Allerede nu cirkulerer der rygter om, at Schumacher er blevet hyret som reservekører hos Mercedes, hvormed han direkte kan blive en stopklods for den danske Mercedes-juniorkører Frederik Veste, der bejler til samme sæde men dog endnu er uden en Superlicens.
Det forventes, at Haas annoncerer kontrakten med Hülkenberg op til grandprix-weekenden, sandsynligvis torsdag, i Abu Dhabi, hvor sæsonens sidste F1-løb afvikles søndag.