Lando Norris fortsætter hos McLaren et par år endnu.
Den 21-årige englænder har haft to gode år hos McLaren og hentet et par podieplaceringer til det traditionsrige McLaren-team, der før Norris’ tid kæmpede i bunden af feltet med ubrugelige Honda-motorer og Fernando Alonso.
I løbet af de få år har Lando Norris nærmest udviklet sig til McLarens førstekører, og den unge englænder har – indtil videre – haft bedre fart i sin bil end hans teamkammerat Daniel Ricciardo.
Lando Norris 2021
Copyright McLaren
På de sociale medier og
McLarens hjemmeside fortæller Lando Norris, at han føler sig hjemme hos teamet, og at han ikke har talt med andre teams.
Den nye kontrakt mellem McLaren og Norris løber over ”flere år”. Så er spørgsmålet bare, hvor mange år der rent faktisk er tale om…
Ingen ved det med sikkerhed: McLaren og Norris har blot meldt ud, at der er tale om ”flere år”, og det kan som bekendt betyde alt fra 2 til 5 år.
Kontraktforlængelsen betyder i hvert fald, at stemningen mellem McLaren og Norris er god, og at McLaren ser Lando Norris som en af fremtidens helt store kørere.