Hverken Lewis Hamilton eller Mercedes var helt sikre på, hvor Lewis starter, når Østrigs grand prix skal køres. Hos Mercedes gik man i går ud fra en startplads som nr. 5.
Man behøver umiddelbart heller ikke være noget matematisk geni for at regner sig frem til, at når man kvalificerer sig som 2’er og får en straf på 3 placeringer, så starter man fra plads nr. 5.
Men det her er Formel 1. Takket være en kompliceret FIA-regel starter Hamilton som nr. 4.
Leclerc, Hamilton og Verstappen, Østrigs GP
Copyright BMF1
"Problemet" er straffen til Kevin Magnussen. Den danske Haas-kører kvalificerede sig bekendt som 5’er, men han rykkes også 5 pladser tilbage på grund af en ny gearkasse. På grund af en FIA-regel om, hvilke straffe der skal anvendes hvornår, rykker Hamilton altså en plads frem på grund af straffen til Magnussen, mens Magnussen stadig starter som 10’er. Lando Norris arver på den måde 5. pladsen.
Forvirret? Så tag et kig på de andre i startopstillingen: Nico Hülkenberg kvalificerede sig som nr. 12, fik en straf på 5 pladser, men han starter som nr. 15.
Endnu mere mærkeligt bliver det, når man kigger på George Russell: Han kvalificerede sig som nr. 19, fik en straf på 3 placeringer – og starter som nr. 18! Årsagen er, at Carlos Sainz og Alexander Albon skal starte helst bagerst på grund af straffe for skift af motor.
Startplaceringerne for Albon og Sainz var også et problem: Først blev Toro Rosso-køreren placeret sidst i feltet. Ca. 40 minutter senere offentliggjorde FIA en ny startopstilling, hvor Sainz var nr. 20 og dermed sidst.
Baggrunden er en ny regel for 2019-sæsonen, der siger, at den kører, der var hurtigst under kvalifikationen, skal starter foran den langsommere kører, selv om de begge burde starte allersidst som følge af straffen. Tidligere var det tidspunktet for straffen, der var det afgørende.
Mon ikke FIA burde anskaffe sig en lidt mindre kompliceret kugleramme…