Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 29/6 2019 klokken 18:06
Hamilton er blevet idømt en straf på tre placeringer til Østrigs grand prix. I afgørelsen fra stewardsene hedder det, at Hamilton „unødigt hindrede” Kimi Räikkönen i sving 3.
Videre siges der: "Bil nr. 44 [Hamilton] var netop kørt ud fra pitten og var blevet oplyst om, at der nærmede sig andre biler, blandt andet bil nr. 7 [Räikkönen]. Bil nr. 44 forsøgte ganske vist ikke at være i vejen for bil nr. 7, da den var på en hurtig omgang, men det var ikke tilstrækkeligt for at undgå at hindre bil nr. 7."
Räikkönen måtte afbryde sin omgang efter hændelsen.
Hamilton mister dermed ikke kun sin startposition som nr. 2 og må starte som nr. 5, men han får også et klip i kørekortet, dvs. sin Formel 1-licens.
Alfa Romeo-køreren Kimi Räikkönen viste som nævnt den midterste finger til Lewis Hamilton efter hændelsen i sving 3, da han var sur over, at Hamilton ødelagde hans omgang. Men selvfølgelig havde Räikkönen en anden og lidt mere diplomatisk forklaring på håndtegnet: "Jeg så op på flyene over banen og pegede på dem med fingeren."
Lewis Hamilton accepterer sin straf: "Jeg har fortjent den og har ikke noget problem med at acceptere den", siger verdensmesteren på de sociale medier. "Det var min fejl. Jeg påtager mig ansvaret. Det var ikke med vilje. I morgen er det en ny dag, og så får jeg mulighed for at vise, hvad jeg kan."
Der er dog ikke noget ondt blod mellem Kimi Räikkönen og Hamilton efter hændelsen i Q1. Kimi siger: "Han var desværre på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Og det er der nu engang regler for. Vi har ikke nogen problemer med hinanden. Vi har alle sammen prøvet at være i sådan en situation og blevet straffet for det. Det er ikke altid nemt."