Det er triste tyskere, man møder til på Hockenheimring i år. Bevidstheden om, at et så stort motorsportsland som Tyskland med stor sandsynlighed ikke vil være at finde på Formel 1-kalenderen næste år, gør ondt på den tyske motorsportsfan.
En af dem, det gør ondt på, er den tyske kommentator for RTL og tidligere Formel 1-kører Christian Danner, som bmf1.dk talte med under fredagens frie træninger.
”Jeg har startet min racerkarriere her på Hockenheim”, fortæller Danner. ”Et tysk grand prix betyder selvfølgelig mere for mig end for en almindelig medierepræsentant. Jeg har kørt Formel 1 og DTM her. Mit hjerte er knyttet til dette sted, og derfor gør det ondt, at det næste år nok ikke bliver til noget. På den anden side har de forhandlet om det, og Liberty Media har sagt, at det ikke har nogen interesse.”
Danner fortsætter: ”Personligt er jeg meget ked af det, men jeg er også optimistisk, og jeg tror, at Formel 1 vender tilbage til Tyskland i nær fremtid.”
Billeder fra Hockenheim torsdag og fredag 2014
Copyright Marussia F1
Norbert Haug, tidligere chef for Mercedes udtaler også til bmf1.dk, at han personligt er ked af, at Tyskland med al sandsynlighed ikke har et Formel 1-løb. "Det gør ondt på mig, for vi har virkelig brugt mange kræfter på at bygge det hele op. Men som altid er det pengene, der spiller den afgørende rolle," udtaler Haug.
Der kommer nok til at skulle ske noget drastisk, hvis Formel 1 skal vende tilbage til Tyskland foreløbigt: På fredagens pressemøde med teamcheferne gav alle udtryk for, at det ville være synd og skam at miste Tyskland som værtsland for Formel 1, men på den anden side er der som Mercedes' teamchef Toto Wolff udtrykte det også en forretning, der skal passes.
White Mercedes
Copyright Mercedes
Mercedes har tidligere skudt mange millioner i Hockenheim for at have en national hjemmebane, men det er slut nu. I fremtiden vil der blive lagt større vægt på vækst og markedspotentiale i udlandet og mindre vægt på motorsportshjertet i Tyskland.