Vowles ikke klar til at fyre Sargeant

Efter endnu en dårlig indsats melder Williams' chef James Vowles nu ud, at han ikke har til hensigt at fyre amerikaneren samt at han ikke er i fare for at blive fyret, som det ser ud nu.

Spaniens GP . Copyright Williams F1 Team

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 25/9 2023 klokken 10:09

Logan Sargeant i Williams har vist sig at være et dyrt og dårligt valg af Williams, men det får ikke James Vowles til at fyre ham i den indeværende sæson.

"Vi vil ikke fyre Sargeant," kom det kort fra Vowles i et interview efter Japans Formel 1 Grand Prix.

Det som Vowles i virkeligheden siger er, at de ikke vil fyre den amerikanske kører i den igangværende sæson, da han kun har kontrakt med holdet for 2023-sæsonen.

Men mens Vowles overfor BMF1.dk under et møde med os i Monza åbent fortalte at han havde set lyspunkter i amerikanerens indsats i den weekend, hvilket var det han skulle vise, er teamchefen mere tilbageholdende med roserne til Sargeant i Japan.

Det var oprindelig forventet, at man ville forlænge med den amerikanske kører, når Formel 1 feltet om to løb kommer til USA, men den forventning er efterhånden dampet helt af og afløst af en forventning til, at han ikke er hos Williams, efter denne sæson.

Mick Schumacher har i nogen tid været nævnt som kandidat til sædet, med opbakning fra Mercedes, men også han er dømt ude nu.

Nu er de to favoritter til sædet henholdsvis brasilianske Felipe Drugovitch og danske Frederik Vesti.

Felipe Drugovich vandt Formel 2 i 2022, men er ikke lykkedes med at sikre sig et Formel 1-sæde efterfølgende. Han er p.t. reservekører for både Aston Martin og McLaren.

Frederik Vesti er lige nu nummer to i Formel 2-mesterskabet med et enkelt løb tilbage. Frederik er tilknyttet Mercedes og vil få første frie træning for Mercedes, når de kommer til Mexico. Mercedes chef, Toto Wolff har udtalt, at han mener at Vesti fortjener et Formel 1 sæde, uanset om han vinder Formel 2-mesterskabet eller ej.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Japans Grand Prix; løbsresumé: Verstappen vinder FIA stopper regelhul »