Igen var det ikke den letteste dag på kontoret for Kevin Magnussen, som næppe kan anklages for at sidde inde med det størte held i denne sæson.
Allerede om lørdagen havde Haas-raceren problemer med gearkassen, som sendte voldsomme stød eller ryk op i nakken på danskeren, når der blev skiftet op i gearene under løbet.
Efter lørdagens kvalifikation gik teamet derfor til FIA for at anmode om tilladelse til at udskifte sensorerne på gearkassen, men her fik man at vide, at det i så fald ville koste en straf og dermed Magnussens 17. startposition til løbet.
”En temmelig frustrerende søndag eftermiddag,” indrømmede teamchef teamchef Günther Steiner ifølge Autosport.
Emilia Romagnas Grand Prix 2020. Kevin Magnussen i interview
Copyright Haas F1
”Men intet går vores vej, som det ser ud i øjeblikket - egentlig ikke kun i øjeblikket, for det har faktisk været sådan et stykke tid nu.”
”Kevin kolliderer med Sebastian (Vettel, red.) i Sving 7, og, ja, det spin sender ham hen, hvor der ikke er meget mere at gøre. Men til sidst kom han ganske godt op.”
“Derefter havde han det gearkasseproblem, som vi fik efter kvalifikationen, men vi fik ikke tilladelse af FIA til at skifte sensorer uden at blive straffet - så det gik imod os,” lød det fra Steiner.
Kevin Magnussens hovedsmerter tvang teamet til at trække danskeren ud af løbet på 47. omgang.