I et interview med det tyske bilblad 'auto motor und sport' siger Helmut Marko, at han ikke længere vil udelukke, at Verstappen kan køre med om verdensmesterskabet i år:
”Max kørte simpelthen fantastisk. Han fangede bilen i bedste Senna-stil, da han var ved at glide af banen. Da han ikke havde andre foran sig, kørte han så meget hurtigere end alle andre. Først efter løbet fik jeg at vide, at han også havde kørt den hurtigste omgang. Det gav vi ham egentlig ikke lov til, men jeg tror ikke han pressede bilen.”
Desuden er der andre faktorer end Verstappen, der gør at Red Bull tør tage kampen op med Mercedes:
"På Monza får vi en motoropdatering, i Rusland får vi nyudviklet benzin", siger Marko. "Så burde vi have lukket hullet hvad angår motoren. Og der er flere nye dele på vej til selve bilen. Vent og se."
Englands Grand Prix 2019. James Bond tema hos Red Bull. Helmut Marko og Christian Horner leger superskurke
Copyright Red Bull Contentpool
Direkte adspurgt, om Verstappen har mulighed for at vinde mesterskabet i år, siger Helmut Marko: "Jeg vil ikke udelukke det."
Helmut Marko mener heller ikke, at Red Bull bare har været heldige med at vinde to løb i år:
”Vi er ikke langt efter dem [Mercedes]. Det har man kunnet se i de sidste kvalifikationer. På Silverstone var vi under to tiendedele langsommere, og på Hockenheim ville vi have været tættere på, hvis vi ikke havde haft et par småproblemer. Det går i den rigtige retning.“
Desuden har Red Bull været uheldige: "I starten af sæsonen havde vi ingen balance i bilen. Derfor var bilen vanvittig svær at køre. Vi burgde have haft et bedre løb i Frankrig, men dér passede opdateringerne ikke til banens layout og asfalten. Og Honda var lidt for konservative med deres nye motor.
I Østrig passede det hele perfekt sammen for første gang. Vi vandt på banen, ikke fordi Mercedes havde problemer. Kølingen er også en del af bilen. Og Max overhalede Ferrari og Mercedes på banen.
I England kunne vi være blevet to'er, hvis ikke Max havde ligget så længe bag Leclerc. Og Hockenheim har vist, at Mercedes begår fejl, når de kommer rigtigt under pres."