For at undgå en gridstraf testede Red Bull den nye ’Spec C’-motor fra Renault på Max Verstappens bil, men det gav langt fra det forventede skub fremad mod Mercedes og Ferrari.
”Den er en lille smule hurtigere end den gamle, hvilket selvfølgelig er positivt, men det er bare ikke nok,” udtalte Verstappen efter kvalifikationen, hvor hollænderen sluttede på P5 hele 1,4 sekund efter hurtigste mand, Kimi Räikkönen i Ferrari.
Teamkammeraten Daniel Ricciardo testede samme motorspecifikation under træningen, og han var lidt mere positiv.
Teamchef Christian Horner leder stadig efter mere fart i Renault-motoren.
Copyright Red Bull Contentpool
”På min første omgang (da motoren gik ud under FP1, red.) var jeg temmelig bekymret, men heldigvis var det bare et lille ’hik’, og siden da har den været rimelig positiv,” lød det fra Ricciardo.
Selv om australieren kun nåede til Q1 under gårsdagens kvalifikation, er han generelt positiv overfor den nye Renault-motor.
”Jeg tror ikke, at den (motoren, red.) var optimeret korrekt, men alligevel føltes det som om den havde mere træk ud af svingene og trak mere på langsiderne.”
”Så alt i alt virkede det positivt,” sluttede Ricciardo.