"Man ved, hvad man har, men man ved ikke, hvad man får," lyder et gammelt mundheld, og noget tyder på, at teamchefen hos Haas F1, Günther Steiner, arbejder efter samme princip.
I hvert fald har han nu udtalt, at Mick Schumacher står stærkere end sine konkurrenter til sædet i den ene Haas-racer fra næste sæson.
På et tidspunkt så det ellers temmeligt sort ud for den tidligere Formel 2-mester, som smadrede Haas-biler på samlebånd, men nu tyder de seneste løb på, at Schumacher er ved at få mere styr på tingene efterhånden som erfaringen i F1 bygges op.
Ifølge Haas-teamchefen har den 23-årige tysker fundet en bedre balance imellem risici og belønning.
"Hvis du har en, som du har arbejdet sammen med i to år, er det bedre end at få en ny ind, for, som jeg altid har sagt, du har ikke læretiden," har Steiner udtalt til
Motorsport.com.
Canadas Grand Prix 2022. Mick Schumacher med sin løbsingeniør før starten
Copyright Haas F1
"Det er derfor, vi fik Kevin tilbage, fordi han havde været her. Han var ude et år, men kendte alle, og det er altid en fordel, når man starter et sted."
På et tidspunkt var Schumachers uheld så belastende for det amerikanske teams økonomi, at Steiner i fuld offentlighed udtalte, at det "simpelthen ikke er muligt at fortsætte på denne måde."
Og den slet skjulte advarsel har den unge tysker taget så meget til sig, at end ikke et crash på Suzuka under en af træningerne, har gjort teamchefen nervøs.
"Han gjorde jo ingen skade på bilen eller noget, og han scorede point," tilføjede Steiner og påpegede, at Schumacher havde formået at udvikle sit håndværk.
"Det kommer, når du scorer point, for hvis du ikke forstår og udvikler dig som kører, scorer du ikke point," lød det fra Steiner.
Efter alt at dømme er de e største konkurrenter til Schumachers sæde hos Haas i 2023 landsmanden Nico Hülkenberg samt Ferraris test- og reservekører Antonio Giovinazzi.