Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 14/9 2018 klokken 08:09
Der er ikke mange der skal være i tvivl om, at unge Charles Leclerc er en mand med ambitioner.
”Jeg forventer at jeg får lov til at udfordre Sebastian (Vettel red.),” kom det fra Leclerc i et interview med Autosport, op til Singapores Grand Prix.
”Det er vel mere eller mindre det samme på alle hold. Man har to kørere der starter sæsonen lige og på samme vilkår, som på et eller andet tidspunkt må indse, at den ene klarer sig bedre end den anden, hvorefter man satser mere på den førende,” kom det uddybende fra den unge monagasker.
Men om Leclerc vil være klar til at udfordre Vettel fra dag 1 i Melbourne, er der mange der stiller spørgsmålstegn ved.
”Der er mange der stiller spørgsmålstegn ved, om jeg er klar eller ej!”
”Det kan jeg ikke sige om jeg er, men hvis man ser på Lewis Hamilton, så var han jo klar fra start,” kom det fra Leclerc, underforstået at det forventer han også at være.
”Jeg har behov for at levere varen, jeg kommer ikke til Ferrari for at lære!”
”Jeg vil dog ikke sige, at jeg ikke har mere at lære, for det har jeg, men jeg siger bare, at jeg er klar og langt bedre forberedt end jeg var til begyndelsen (i år red.)!”
Leclerc har rykket sig utroligt meget i år, så det bliver spændende at se, hvad han kan udrette i en Ferrari i 2019.