Der er ikke tale om et brud med Alonso, fortæller Brown: "Vi har så absolut fortsat en stærk og kontraktligt forpligtende aftale med Fernando." Derudover forklarer en talsmand for McLaren, at historien om et endeligt brud mellem Alonso og teamet i Woking "ikke er nøjagtig" samt at forholdet mellem McLaren og Alonso "ikke har ændret sig".
Men måske er det en sandhed med modifikationer: "Fernando er fortsat en ambassadør for McLaren", siger McLaren, men det dementeres ikke, at man er nået til enighed om, at Alonso ikke længere skal teste eller køre race for McLaren – hverken i Formel 1 eller Indy 500.
Vi samler lige op på fakta: Den 37-årige spanier og McLaren-bossen Brown a) forstår hinanden rigtig godt og b) arbejder fortsat sammen. Modefirmaet Kimoa, som Alonso har været med til at grundlægge, er fortsat en af McLarens sponsorer. Og McLaren udelukker ikke en dag at være med i Le Mans med en såkaldt „hypercar“, så heller her udelukkes der noget samarbejde med Alonso.
Men fakta er også: I øjeblikket er der ingen konkrete planer for, at Alonso kommer til at køre for McLaren. Slet ikke i Formel 1. Det kapitel fik McLarens nye teamchef Andreas Seidl lukket og slukket under Frankrigs grand prix. Så kort fortalt fungerer Alsonso kun som en slags kransekagefigur for McLaren.
McLarens motorhome
Copyright Bil Magasinet BMF1
Andreas Seidl fortæller, at Alonso kun vil køre i en bil, hvor han har chance for at vinde løb og mesterskaber. Det må man så acceptere. Derfor har Zak Brown besluttet sig for at satse på Lando Norris og Carlos Sainz. Og de gør et fremragende stykke arbejde, så der er ingen grund til at give Alonso testtid, siger Seidl.
Så hvis vi skal regne med at se Alonso tilbage i Formel 1, bliver det næppe hos McLaren, medmindre der sker noget drastisk – både rent teknisk og kørermæssigt. Alonso vil kun køre for et af de tre topteams: Mercedes, Ferrari og Red Bull.
Angiveligt skulle Alonso ringe regelmæssigt til Mercedes-chefen Toto Wolff for at fortælle, at han står til rådighed. Alonso har også sendt sin manager Luis Garcia Abad til Red Bull for at trække et sæde i land. Og selv Ferrari skulle løbende blive informeret om, at Alonso skulle være til rådighed, såfremt de skulle være interesserede.
Der er i øjeblikket ingen meldinger om, hvorvidt de tre topteams er interesserede i spanieren. Og spørgsmålet er så også, i hvor høj grad Alonso er en ”ægte” eller en ”fake” ambassadør for McLaren…