Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 19/7 2021 klokken 11:07
Lewis Hamilton vandt søndagens løb på Silverstone, til trods for et uheld på første omgang og en straf på 10 sekunder.
Men ifølge Mercedes løbsingeniør Andrew Shovlin, var det meget tæt på at Hamilton også havde været nød til at udgå.
Da det røde flag kom ud, var det til stor hjælp for Mercedes, der lige efter uheldet så at der var skader på Hamiltons ene fælg, som de skulle reagere på.
På TV billederne så vi, at Mercedes mekanikerne satte en sensor fast, der måler bremsetemperaturene, da denne var blevet revet løst under sammenstødet med Verstappen.
"Det var godt at få den sat fast, men ikke noget der ville have afgørende betydning for bilen," kom det fra Andrew Shovlin.
Noget vi ikke så, var at Mercedes skiftede hjul på Hamiltons racer, af sikkerhedsmæssige grunde, hvorfor det ikke talte med som et dækskifte og skulle være med samme dæktype.
Der var en skade på den ene fælg, som de ikke kunne se fra pitten, men som let kunne have fået den til at kollapse og sende Hamilton ud af løbet.
Havde Formel 1 valgt at fortsætte bag sikkerhedsbilen, mens reparationen af barrieren blev gennemført, ville det have kostet Hamilton mindst et ekstra pit stop, hvis de havde opdaget det i tide.