Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 22/3 2021 klokken 12:03
Hvis man skal tro på de resultater vi så fra vintertesten, så er det et Red Bull-år vi kikker ind i, mens Mercedes skal kæmpe hårdt for overhovedet at komme på podiet.
Men når bilerne for alvor skal kæmpe om sejre, vil det med meget stor sandsynlighed se meget anderledes ud.
Så alt tyder på, at det igen i år bliver en kamp mellem Lewis Hamilton, der kan sikre sig sin 8. mesterskabstitel i år, og Max Verstappen, der kan sikre sig sin første.
Det store Formel 1-håb Max Verstappen skal også se at komme i gang. Han skal sikre sig stabilitet, både fra egen og fra holdets side, hvis det skal lykkes. Men lykkes det at forblive stabil og hurtig gennem hele sæsonen, kan det være i år Mercedes ikke sikrer sig en individuel verdensmester.
Modsat, vil Lewis Hamilton have sin 8. titel, inden han forlader Mercedes. For der er meget der tyder på, at 2021 bliver sidste år for Hamilton hos Mercedes, der kun valgte at forlænge med ham et enkelt år, da de endelig blev enige om en aftale i vinter.
Hamilton prøver konstant at nedtone favoritrollen ved konstant at fortælle, hvor stærk Red Bull ser ud, og hvor vanskelig hans egen Mercedes er at køre. Men uanset om Mercedes ikke har ramt de nye aerodynamiske tiltag så godt som Red Bull, så er der ingen tvivl om, at Mercedes har en bil, der kan vinde hen over sæsonen.
Valteri Bottas og Sergio Perez vil begge hævde, at de også er udfordrer til mesterskabet, men der er næppe den store tvivl om, at det er de to andre, der skal tælles blandt favoritterne.
Mens Bottas i de seneste interview op til sæsonstarten virker en anelse slukøret, ser det anderledes ud for Perez, der seriøst ser frem til at prøve kræfter med sit nye værktøj. Men om det er nok til at presse Verstappen, er tvivlsomt.
På fredag vil vi se de første tegn på styrkeforholdet.