Pierre Gasly har kun hentet 55 point til sig selv og sit team i år. Det er 107 færre end hans holdkammerat Max Verstappen, der i øjeblikket har 162 point.
Det tyske grand prix var heller ikke en af Gaslys stjernestunder: Først smadrede han sin bil i den anden frie træning, derefter var han en pæn del langsommere end Verstappen i kvalifikationen, og under løbet udgik han efter en meningsløs kollision med Alexander Albon i en Toro Rosso i kampen om plads 6.
Verstappen vandt som bekendt det tyske grand prix i overlegen stil i samme bil som Gasly.
Alligevel bliver den 23-årige franskmand sæsonen ud hos Red Bull. Det bekræfter Helmut Marko: "I år ændrer vi ikke noget. Vi fortsætter året ud med den aktuelle kørersammensætning.“
Det betyder dog ikke, at presset er fjernet fra Gaslys skuldre internt i teamet. Teamchefen Christian Horner var sur over Gaslys præstation på Hockenheim: "Under den sidste restart overhalede han først Vettel, men derefter missede han det første sving tre gange i træk på de næste tre omgange, og derfor blev han overhalet af de andre biler."
Det efterfølgende sammenstød med Albon, der førte til at Gasly måtte udgå, var "frustrerende," siger Horner, "for i dag havde vi en god chance for at tage point fra Ferrari. I stedet for 20 point fik vi kun indhentet dem [Ferrari] med 8."
Tysklands Grand Prix 2019. Max Verstappen vinder løbet og fejrer med hele teamet - bemærk dog at Pierre Gasly (som udgik) ikke er med på billedet
Copyright Red Bull Contentpool
Horner siger desuden, at Red Bull kun kan blive nr. 2 i konstruktørernes verdensmesterskab, „hvis vi kommer i pointene med begge biler.“ I øjeblikket har Red Bull 44 point op til Ferrari.
Teamchefen hos Toro Rosso Franz Tost siger i et andet interview, at Daniil Kvyat efter hans mening er parat til at skifte til A-holdet Red Bull. Russeren leverede en absolut godkendt præstation med sin tredjeplads i det tyske grand prix.
Tost siger om Daniil Kvyat: "Der er gået lang tid nu. Han har fået mere erfaring, og han ved, hvad han skal gøre – han har gjort sin del."
Den udtalelse letter nok heller ikke presset på Gasly.