Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 17/5 2025 klokken 15:05
Imola er hjemmebane for to hold, dækleverandøren og en enkelt kører, hvilket tilføjer ekstra spænding til weekenden. Løbet bærer det lange navn Formula 1 AWS Gran Premio Del Made in Italy e Dell’Emilia-Romagna 2025.
Weekendens løb foregår på den smukke og frodige “Autodromo Internazionale Enzo e Dino Ferrari”, bedre kendt som Imola. Banen er opkaldt efter Ferrari-grundlæggeren Enzo Ferrari og hans søn Dino.
Banen er 4,909 km lang og har 19 sving, men kun én DRS-zone – ned mod sving 2. En særlig udfordring ved Imola er, at der køres mod uret rundt på banen, hvilket stiller andre krav til kørernes nakkemuskler.
Den nuværende banerekord blev sat i 2020 af Lewis Hamilton, der kørte en omgang under løbet på 1:15.484.
Til denne weekend benyttes helt nye dæk: det bløde C6-dæk, medium C5 og det hårde C4. Det betyder, at både kørere og teams står over for noget uprøvet.
Vejret er 22 grader i luften og 45 grader på asfalten. Solen skinner, men regnskyer lurer i området omkring Imola.
Træningen begynder:
McLaren er det første team på banen, men tager blot en kort runde og kører derefter i pit igen. Der bliver stille på banen i et øjeblik.
McLaren har vist stærk form i de to tidligere træninger, så det vil ikke være overraskende, hvis de fortsætter den gode stime her i Imola.
Kort efter kører Stroll ud, og Hamilton og Alonso følger trop.
10 minutter inde er det kun Hamilton, Hülkenberg og Bortoleto, der er på banen.
Et kvarter inde begynder aktiviteten at tage til. Det er blandet, om kørerne er på soft eller medium dæk. De hurtigste tider forventes først i slutningen af sessionen, når der er kommet mere gummi i asfalten, og baneforholdene ligner dem, vi vil se i kvalifikationen senere på dagen.
Piastri ser ud til at have overtaget internt hos McLaren, hvilket sandsynligvis er frustrerende for Norris.
Verstappen er 0,2 sekunder hurtigere end Piastri i deres første forsøg på medium-dækket. Norris sniger sig dog imellem de to.
Spørgsmålet er, om Red Bull har fundet noget i løbet af natten, der kan bringe dem foran McLaren.
Hadjar går i front på medium-dækket, med Leclerc lige bag sig.
Alonso er mindre tilfreds med de to Ferrari-kørere, som han mener er i vejen. Over radioen kommenterer han, at de “kører, som om de er alene på banen.”
Verstappen giver det et forsøg mere og slutter 0,378 sekunder foran Hadjar. Norris prøver også, men er lige over 0,3 sekunder efter.
Russell melder over radioen, at bilen hopper i sving 5. Det koster ham ikke tid, men det føles mærkeligt, fortæller han.
Lawson ryger af banen, men får kæmpet sig tilbage til pitten. Han mister kontrollen i sving 3, snurrer 360 grader rundt og ender i gruset. Det giver både flatspots og grus i dækkene. Alligevel fortsætter han rundt på banen.
Hamilton er utilfreds med sin omgang gennem chikanen og afbryder forsøget. Leclerc forsøger sig også, men flyver nærmest hen over chikanen med alle fire hjul i luften.
Russell klager over, at bilens kørbarhed er forværret i dag. Han har problemer gennem begge chikaner og ender også kortvarigt i gruset, inden han kører i pit.
Soft-dækket viser sig ikke at give nogen særlig fordel. Verstappen formår ikke at slå sin tid på medium, da han forsøger sig på soft. Albon har samme problem – soft-dækket er langsommere i de sidste sektorer.
Norris bryder dog tendensen og sætter hurtigste tid i sektor 3 på soft-dæk.
Tsunoda melder over radioen, at der “absolut ingen fart er i raceren”. Hans teamkammerat er dog fjerdehurtigst på samme dæk, hvilket gør problemet endnu mere bemærkelsesværdigt.
Norris’ bil bliver nervøs i bagenden ved indbremsningen til et sving, og han fortsætter ligeud gennem gruset.
Hamilton kører for langt i sving 18 og rammer kerben, hvor det ene hjulsæt havner i gruset. Det koster på omgangstiden, og han melder over radioen, at han tror, der er skade på gulvet.
Tsunoda klager igen og siger, at der er “nul greb” i raceren. Det stemmer overens med hans omgangstider, som er 1,1 sekunder langsommere end Verstappens – på samme dæk.
Sessionens resultat:
Norris slutter som hurtigste mand i denne tredje frie træning, med Piastri lige i hælene – kun 0,1 sekund efter.
Verstappen bliver nummer tre, blot 0,181 sekunder efter Norris. Forskellen er dog, at Verstappen kørte sin tid på medium-dæk, mens McLaren-kørerne var på soft.
Du kan se hele resultatet i tabellen nedenfor.
Bemærk! Det angivne dæk viser hvilken compound som køreren har sat den pågældende tid på.
Pirelli dæktyper:
W
= Regnvejrsdæk ("Wet")
I
= Regnvejrsdæk til let regn ("Intermediate")
H
= Hard dæk
M
= Medium dæk
S
= Soft dæk
Hvis dækket ikke er farvet, så betyder den angivne cirkel følgende:
P
= Pirelli (1950 - nu)
G
= Goodyear (1964 - 1998)
M
= Michelin (1978 - 2006, ikke alle år)
B
= Bridgestone (1997 - 2010)