Sauber Motorsport har netop annonceret, at fabrikken har indgået en aftale med Audi AG om, at Sauber Group bliver den strategiske partner i Audis kommende Formel 1-program.
Samtidig oplyser begge parter, at Audi AG også planlægger at købe en aktieandel i Sauber-koncernen. Det oplyses ikke, hvor stor andelen bliver.
Efter at have annonceret sin indtræden i Formel 1 som motorenhedsproducent (den såkaldte Power Unit, som inkluderer turbo og energigenvindingsenhederne), står det nu klart, at FIAs introduktion af den kommende nye, motorformel og regulativ for 2026, har været udslagsgivende for Audis beslutning om at vælge Sauber Motorsport som sit team fra 2026-sæsonen og frem.
Sauber Audis showbil
Copyright Audi AG
Med partnerskabet får Audi samtidig adgang til en af Europas førende vindtunneller og motorsportsproduktionsfaciliteter.
Sauber fortsætter i 2024 og 2025 med sin nuværende partner Alfa Romeo, som benytter motorenheder fra Ferrari.