Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 7/12 2024 klokken 14:12
Formel 1-sæsonen lakker mod enden, og de røde lamper slukker for sidste gang i denne sæson på søndag. Inden da har holdene dog en sidste træningssession, inden kvalifikationen skal køres senere i dag.
Solen skinner, temperaturen i luften er 28 grader, og asfalten måler hele 41 grader.
Banen, der køres på, er Yas Marina Circuit, designet af den legendariske banebygger Hermann Tilke. Banen ligger på Yas Island i Abu Dhabi og er med sine 5,281 km og 16 sving en mellemstor bane sammenlignet med de øvrige i kalenderen.
Denne weekend har banen to DRS-zoner og en 1,2 km lang langside, som øger mulighederne for overhalinger – selvom banen er kendt for at levere færre overhalinger end mange andre.
Første løb på Yas Marina Circuit blev kørt i 2009, hvor Sebastian Vettel tog sejren, og Jenson Button kunne kalde sig verdensmester. Meget er sket siden da.
Pirelli har til denne weekend medbragt de tre blødeste dæk: C3 (hård), C4 (medium) og C5 (blød). Disse dæk skal holdene navigere med i de høje temperaturer.
Der er ingen tvivl om, at Mercedes, Ferrari, Red Bull og McLaren vil kæmpe med om de forreste placeringer i denne weekend – især fordi Ferrari og McLaren stadig dyster om konstruktørmesterskabet.
Træningssessionen starter stille ud. De fleste kørere står i pitten uden hjelme og snakker med deres teams. Veteranen Fernando Alonso skiller sig dog ud og er første mand på banen sammen med Lance Stroll, hvilket sikrer dem lidt tv-tid. Efter en enkelt omgang triller de dog begge i pit og skifter dæk.
Efter fem minutter begynder flere kørere at gøre sig klar og finder vej til deres biler.
Gasly kører ud på banen seks minutter inde, ledsaget af Doohan, mens Alonso og Stroll søger i pit. Først efter næsten 11 minutter ser vi Stroll igen på banen, mens mange af de øvrige kørere stadig bliver i pitten.
12 minutter inde kører Aston Martin ud, men de andre teams reagerer hurtigt og pitter deres biler. Et kvarter inde ser vi Zhou på banen, og herefter begynder aktiviteten at tage til. Magnussen og Hülkenberg følger snart efter.
Den lave aktivitet i starten skyldes den skarpe middagssol, som opvarmer banen markant. Kvalifikationen køres senere på dagen, hvor temperaturen vil være lavere, hvilket påvirker både motorer og dækkenes ydeevne.
Efter 17 minutter har 12 kørere været på banen, og efter 27 minutter ligger Kevin Magnussen overraskende på førstepladsen – til trods for at 14 andre har kørt på softdækket. Det er interessant, men sandsynligvis ikke holdbart.
Samtidig ser vi Colapinto komme på banen for første gang. Russell melder over radioen, at bilen føles god, men desværre er for langsom. Zhou brokker sig over, at Perez blokerer hans linje, mens Sainz’ bil udleder blålig røg fra udstødningen – et dårligt tegn for motorens levetid.
Efter 43 minutter skifter fokus mod kvalifikationstempoet, da kørerne begynder at teste kvalifikationsomgange. Albon lægger hårdt ud og sætter den hurtigste tid, men melder over radioen, at balancen i bilen skifter voldsomt undervejs, hvilket indikerer, at dækkene hurtigt slides.
Verstappen rapporterer problemer med forbremserne, som han beskriver som “glazed,” hvilket betyder, at de ikke bider ordentligt. Det kan koste vigtige tiendedele i en kvalifikationsrunde. Samtidig siger Leclerc over radioen, at de slet ikke kan følge med Piastris tid – en bekymrende melding for Ferraris mesterskabsambitioner.
Resten af sessionen forløber uden større dramatik. McLaren holder liv i mesterskabsdrømmene med Piastri som hurtigste mand foran Norris, mens Hamilton sikrer sig tredjepladsen. Verstappen og Sainz tager henholdsvis fjerde- og femtepladsen.
Haas-kørerne slutter flot på syvende- og ottendepladsen – de må næsten ønske, at det var selve kvalifikationen, der lige var blevet kørt. Top ti afrundes af Leclerc og Perez.
Resultatet fra træningssessionen kan ses nedenfor:
Bemærk! Det angivne dæk viser hvilken compound som køreren har sat den pågældende tid på.
Pirelli dæktyper:
W
= Regnvejrsdæk ("Wet")
I
= Regnvejrsdæk til let regn ("Intermediate")
H
= Hard dæk
M
= Medium dæk
S
= Soft dæk
Hvis dækket ikke er farvet, så betyder den angivne cirkel følgende:
P
= Pirelli (1950 - nu)
G
= Goodyear (1964 - 1998)
M
= Michelin (1978 - 2006, ikke alle år)
B
= Bridgestone (1997 - 2010)