Fernando Alonso



Personligt
Fødselsdato 29. juli 1981
Højde 171 cm.
Vægt 68 kg.
Sport Fodbold og cykling
Hobbies Sport, film og magi
Yndlings mad Italiensk
Yndlings drik Vand
Yndlings musik Red Hot Chili Peppers
Hjemmeside www.fernandoalonso.com


Karriere
Fernando Alonso blev født i Oviedo i den nordlige provins Asturien i Spanien, den yngste af to børn. Det var Fernandos far, Jose Luis, en amatør kart-racer, som ønskede at give sin passion videre til sine børn. Han byggede en gokart, oprindelig tiltænkt 8-årige Lorena, Fernandos ældre søster, men hun viste ikke nogen interesse i sporten, modsat den kun 3 år gamle Fernando.
Jose Luis og Fernando deltog snart i karting løb rundt omkring i området, og far Jose Luis var både med som støtte til Fernando og som mekaniker. Alonso-familien manglede aldrig noget, men en karriere i karting var dyr, og i første omgang så det ud som om, at Fernando måtte lade sin drøm gå i vasken.
Heldigvis viste han tidligt sit store talent, og det tiltrak sponsorer og efterfølgende penge. Inden hans 10. fødselsdag var der allerede en bunke trofæer hjemme i huset i Oviedo, alle med Alonsos navn på, og stort set alle var for førstepladser. Trods sin ringe alder, han var som regel den yngste kører i alle de serier han kørte i, var han tit den bedste.
Mellem 1993 og 1996 vandt Alonso stort set alt, han stillede op i. Dette inkluderede fire spanske mesterskaber i træk i junior kategorierne, og i 1996 tog han sejren i Verdensmesterskabet for juniorer. I 1997 var han et kæmpe navn i karting, og dette år vandt han både det spanske og det italienske Inter-A mesterskab. Året efter gentog han næsten kunststykket, da han vandt det spanske Inter-A mesterskab og blev nummer to i det europæiske mesterskab.
Fernando Alonso fik af tidligere Minardi-kører Adrian Campos en test i en rigtig racerbil i slutningen af 1998. Efter tre dages intensiv test matchede Alonso de tider, som teamets normale kører, Marc Gene, havde præsteret. Campos skrev kontrakt med Alonso med det samme, og i 1999 deltog han i Euro Open Movistar by Nissan-serien.
Fernando vandt sin første sejr i sit andet løb og kørte hele sæsonen bedre og hurtigere end alle andre. Han var flyvende, og resultatet var et mesterskab, bare et point foran rivalen Manuel Giao.
Alonso fik en test med Minardi i 1999 og satte imponerende omgangstider, og i 2000 rykkede han op i Formel 3000, for Team Astromega. Han var klart den yngste kører og havde lidt tilvænningsproblemer i starten af sæsonen. Modstanden var klart hårdere, men efterhånden fik han taget på det. Han begyndte at vinde og kørte konstant og hurtigt. Han sluttede sæsonen som nummer fire, bag Bruno Junqueira, Nicolas Minassain og Mark Webber.
Da Fernando gjorde sit indtog i Formel 1 året efter, blev han den tredjeyngste kører, der nogensinde havde stillet til start i et Formel 1 løb. Minardi-teamet var blevet overtaget af Paul Stoddard, og den nye bil PS01 var hverken pålidelig eller særlig hurtig. Alligevel kvalificerede Alonso sig hele 2,6 sekunder foran Tarso Marques, sin daværende team-kollega. I det fjerde løb på Imola udkvalificerede han begge Benetton-racerne.
Alonso havde nu fået alles opmærksomhed, og det var tydeligt, at den unge spanier var et navn, der skulle holdes øje med. Allerede mens han kørte sin første sæson, var der spekulationer omkring et skifte til et større team. De fleste regnede med, at han ville skifte til Sauber, men i sidste øjeblik snuppede Felipe Massa dette sæde.
Flavio Briatore, Alonsos manager, havde allerede påtænkt at gøre ham til løbskører i 2002, men han besluttede i stedet at lade ham teste et år for Renault.
Året efter, i 2003, droppede Renault Jenson Button, og Alonso fik sin chance. Han imponerede fra start. Han blev den yngste til at sætte pole position (Malaysia), og i Ungarn blev han den yngste løbsvinder. Året sluttede med en fornem sjetteplads og 55 point i bagagen.
2004 startede ikke så godt for Alonso. Han blev ofte udkvalificeret af Jarno Trulli, men hen mod slutningen af året blev Trulli droppet, og samtidig oplevede Alonso et løft i performance. Han sluttede sæsonen som nummer fire i mesterskabet.
Der var nu ikke nogen tvivl om, at Fernando Alonso var en mand af fremtiden. Starten på 2005, hvor hans kollega nu hed Giancarlo Fisichella, var imponerende. Fernando startede åbningsløbet på en 13. plads, men kæmpede sig op til en tredjeplads. Han vandt i Malaysia og Bahrain fra pole, og det blev også til en sejr i San Marino. Gennem hele sæsonen kæmpede han mod Kimi Räikkönen, hver havde syv sejre, men det lykkedes Alonso at holde finnen fra fadet, og han tog sit første verdensmesterskab, som den yngste i historien.
I 2006 var rivalen en anden, nemlig Michael Schumacher. Alonso havde brudt tyskerens dominans med fem mesterskaber i træk, og han havde tænkt sig at fortsætte. De to kørte brillant, og der var masser af spænding i mesterskabet. Hen mod slutningen af sæsonen stod det klart, at Schumacher stoppede karrieren, og da Alonso for anden gang i karrieren kunne løfte trofæet som vinder af mesterskabet, indvarslede det en ny æra i sporten.
Fernando Alonso, Spaniens Grand Prix 2006
Med Schumacher af vejen, regnede de fleste med, at Alonso, som i 2007 sad i en super hurtig McLaren, ville tage sit tredje mesterskab, men han fik uventet stor modstand fra egne rækker. Rookie Lewis Hamilton imponerede alt og alle og fulgte gennem hele sæsonen Alonso som en skygge. Hamilton og Alonsos kamp gik fra venlig rivalisering til noget, der lignede direkte had, og pressen svælgede i de indre stridigheder. Samtidig blev McLaren beskyldt, og senere dømt, for spionage mod Ferrari, og selvom Alonso altid havde drømt om at køre for de sølvgrå pile, kunne han kun tænke på at forlade teamet så hurtigt som muligt.
Kimi Raïkkönen vandt sit første mesterskab det år, Hamilton tog andenpladsen, mens Alonso snuppede tredjepladsen, med samme point-total som Hamilton. Der var store spekulationer omkring, hvor han ville køre i 2008, og endelig blev det bekræftet. Renault havde budt Alonso tilbage i familien, og den fortabte søn vendte hjem. Efter en skuffende indsats i 2007, ser både Renault og Alonso, samt hans nye kollega Nelson Piquet, frem mod nye højder.
2008 var året hvor Alonso vendte tilbage til Renault, hvor han med det samme følte sig velkommen. Som teamkollega fik han Nelson Piquet jr., men den første sæson blev ret skuffende for spanieren.
Den såkaldte Crashgate-sag, hvor Piquet stod frem og indrømmede at teamchefen, Flavio Briatore, havde presset ham til at lave en fingeret afkørsel under Singapores Grand Prix gjorde, at der hang en permanent tung sky over teamet, og at året som et hele var ret ukonkurrencedygtigt for Alonso. Spanieren sluttede dog på en 5. plads med 61 point, 2 sejre og 3 podieplaceringer.
2009 blev heller ikke den store succes for Alonso og Renault. Dertil havde Crashgate ødelagt for meget, og desuden var teamet også presset hårdt økonomisk. Konstant florerede demotiverende rygter om, at fabrikken ville give teamet silkesnoren. Alonso sluttede sæsonen på en skuffende 9. plads med 26 points, 1 podieplacering, 1 pole og 5 hurtigste omgange.
De sidste måneder af 2009-sæsonen druknede i en strøm af rygter om et skifte til Ferrari, og da nyheden endelig blev offentliggjort, var det ikke den store overraskelse for nogen, men til stor glæde for Ferraris mange tifosis.
2010-sæsonen, Alonsos første hos Ferrari, sluttede i meget tæt kamp med Red Bull og Sebastian Vettel. Dog måtte spanieren se sig slået med sølle 2 points i mesterskabet, men det blev til 5 sejre, 10 podieplaceringer, 2 polepositioner og 5 hurtigste omgange. Nær ved og næsten, og alle så frem til et egentligt gennembrud i 2011, men sådan kom det langt fra til at gå.
Uheldigvis (for Ferrari) viste Red Bull og Sebastian Vettel en nærmest skræmmende styrke og pulveriserede enhver modstand. Dertil kom, at Ferrari performede ubegribelig dårligt, og ingen fattede hvorfor – indtil man fandt årsagen i en softwarefejl i teamets vindtunnel. Men da var løbet bogstaveligt talt kørt, og teknikkerne fokuserede nu på at minimere skaderne så meget som muligt og forsøge at glemme årstallet 2011.
For Alonsos vedkommende sluttede 2011-sæsonen med en tæt 4. plads, 257 points, 1 sejr, 10 podieplaceringer og en hurtigste omgang. En på alle måder utilfredsstillende sæson for den ambitiøse, dobbelte verdensmester, som på trods af en dårlig bil viste sit store format og dygtighed ved at presse det på papiret nærmest umulige ud af en ligeledes umulig Ferrari F150.
Fernando Alonso. Copyright Ferrari Media
Heller ikke i 2012 skulle det lykkes for Alonso og Ferrari at bryde Red Bulls dominans. Det blev en ualmindelig spændende sæson med stor jævnbyrdighed, og sæsonen startede ikke optimalt for Alonso. I første del af sæsonen var resultaterne for svingende, men henover sommeren kom der anderledes stabilitet i tingene. Mod slutningen af sæsonen mistede Ferrari igen momentum, men Alonso viste klassen og holdt via en heroisk fight trit med Vettel i Red Bull. I sidste ende blev det imidlertid Vettel, som trak det længste strå, da han vandt mesterskabet med en margin på blot 3 points. 13 podieplaceringer, heraf 3 på det øverste trin, var ikke nok mod en skræmmende stabil Sebastian Vettel.
I første halvdel af 2013 så det længe ud til, at kampen om mesterskabet ville blive næsten lige så tæt som i 2012. Alonso henter 2 sejre i sæsonens 5 første løb, og spanieren er generelt en flittig gæst på podiet. En 8. plads i Bahrain og en 7. plads i Monaco giver dog Vettel et relativt stort forspring, og som sæsonen skrider frem, bliver det tydeligt, at Ferrari heller ikke i 2013 er i stand til for alvor at udfordre Red Bull. I stedet udvikler den sidste del af sæsonen sig til en kamp for at snuppe 2. pladsen i konstruktør-mesterskabet, hvor både Lotus og Mercedes bider godt fra sig. I sidste ende må Ferrari se sig overhalet af Mercedes, og man må tage til takke med 3. pladsen. I kørernes mesterskab bliver Alonso til gengæld en sikker nr. 2, mens teamkammeraten Felipe Massa blot bliver nr. 8.
Flere gange i løbet af sæsonen havde Fernando Alonso svært ved at skjule sine frustrationer over Ferrariens manglende konkurrencedygtighed. Mest opmærksomhed fik det uden tvivl, da han i forbindelse med sin fødselsdag blev spurgt til sine ønsker, og han svarede: "En racerbil, der er lige så hurtig som de andres." Der er ingen tvivl om, at den ambitiøse spanier efterhånden er godt træt af at blive nr. 2 eller 3, og den gentagne kritik af Ferrari satte mod slutningen af sæsonen gang i spekulationer om Alonsos fremtid.
I 2014 fik Fernando Alonso ny teamkammerat i form af verdensmesteren fra 2007, Kimi Räikkönen. Deres samarbejde var imødeset med spænding, men det blev aldrig til den dynamiske duo, som mange på forhånd havde forventet. Räikkönen havde store problemer med at finde en kørestil, som passede til den nye racer med turbomotor, og han blev gennem hele sæsonen sat til vægs af Alonso. Spanieren viste igen sine evner til at hente det umulige ud af en middelmådig racer, men alligevel blev det aldrig den sæson, som han havde håbet på. Alonso udgik kun i 2 af sæsonens løb og sluttede i pointene i alle de løb, som han fuldførte. Det blev dog kun til 2 besøg på podiet, men en 2. plads i Ungarn som sæsonens bedste resultat, og samlet rakte anstrengelserne blot til en 6. plads i mesterskabet.
Allerede midtvejs i 2014 sæsonen offentliggjorde Alonso og Ferrari, at deres mangeårige samarbejde ville ophøre med udgangen af sæsonen. Officielt skete bruddet efter gensidig overenskomst, men det er den generelle opfattelse, at Alonso har mistet tålmodigheden med det italienske team. Den ambitiøse spanier vil meget gerne vinde sit 3. mesterskab, og efter 5 sæsoner med noget svingende resultater tror han efterhånden ikke længere på, at Ferrari kan levere en konkurrencedygtigt bil til ham. Længe er spanierens fremtid uvis, men ved afslutningen på sæsonen meddeles det, at Alonso vender tilbage til McLaren, som han senest kørte for i 2007. McLaren har haft den stor pengepung fremme; hvis rygterne taler sandt har Alonso skrevet under på en 2-årig aftale, som sikrer ham en årsløn på £25 mio. Den 33-årige spanier skal hos McLaren danne makkerpar med britiske Jenson Button.
Fernando Alonso. Copyright McLaren Media


I 2015 var Fernando Alonso tilbage hos McLaren, et team som han var lige ved at vinde mesterskabet med tilbage i 2007. Det var Alonso dog ikke denne gang, tværtimod faktisk. Fernando Alonsos sæson startede forfærdeligt allerede inden den var gået i gang, han kørte nemlig galt under den ene af vinter testene. Det betød at Alonso ikke kunne deltage i sæsonens første Grand Prix som blev kørt i Australien. Da feltet nåede til Malaysia var den spanske kører dog klar igen, men ikke ret længe fordi han måtte udgå af løbet. Udgå var generelt noget Alonso gjorde en del i 2015 sæsonen, faktisk udgik han af intet mindre end syv løb og i resten af løbene var han placeret i den bagerste ende af feltet. Det lykkedes dog Alonso at slutte i top ti to gange, han sluttede bl.a. som nummer fem i Ungarn hvilket var McLarens bedste resultat i sæsonen. Alonso gjorde sig også uheldigt bemærket hos Honda, da han på deres hjemmebane i Japan, valgte at skrige "GP2-motor" ind i radioen. Med andre ord så var det en forfærdelig sæson for Alonso, han blev nemlig også slået af sin teamkammerart Jenson Button som hentede fem point mere end den spanske eks. verdensmester.

Alonso forsætter hos McLaren i 2016 så er spørgsmålet om det kommer til at gå bedre end i 2015, det kan jo næsten ikke gå værre.

Diverse oplysninger
NationalitetAbu Dhabi
Fødselsdag29/07 1981
Antal sejre32
Antal poles22
Antal point i karrieren1832
Antal startede grand prix'er272
Team 2017McLaren (Kører)


Formel 1 karriere


År Rolle Team Nr
2006 Kører Renault 1
2007 Kører McLaren 1
2008 Kører Renault 5
2009 Kører Renault 7
2010 Kører Ferrari 8
2011 Kører Ferrari 5
2012 Kører Ferrari 5
2013 Kører Ferrari 3
2014 Kører Ferrari 14
2015 Kører McLaren 14
2016 Kører McLaren 14
2017 Kører McLaren 14


2017 sæsonen


Nr. Løb Team Placering Årsag Point
I alt i 2017 0