Williams



Williams F1 er et af de mest succesrige teams i historien, og teamet har været med i Formel 1 i over 30 år.

Frank Williams startede sammen med designeren Patrick Head Williams F1 teamet i 1977, på baggrund af sit eget tidligere forsøg med eget team, som han søsatte to år tidligere. Men det var først i 1978, at Williams stillede til start med en bil af egen produktion, nemlig FW06. Raceren debuterede ved Argentinas GP.

Frank Williams grundlagde det nuværende Williams F1 team i 1977, efter at hans tidligere forsøg indenfor sporten, Frank Williams Racing Cars, ikke nåede den succes han ønskede. Teamet fik ny ejer i 1976, i form af canadieren Walter Wolf, men bilerne var ikke konkurrencedygtige nok. Frank Williams forlod teamet, der nu hed Walter Wolf Racing, hyrede den unge ingeniør Patrick Head, og lagde dermed kimen til et af de mest succesrige teams i historien.

Williams stillede til start i 1977 sæsonen med en March 761 kundebil. Der var kun råd til én kører, og valget faldt på den unge belgier, Patrick Neve, eller som han retteligt hed, Patrick Marie Ghislain Pierre Simon Stanislas Nève de Mévergnies. Han stillede op til enten 11 eller 12 løb, det er lidt usikkert, men sikkert er det dog, at det ikke var den store succes. Den bedste placering var en syvendeplads i det italienske Grand Prix.

Året efter havde Head den første racer med Williams' eget navn på siden klar. Den hed FW06, og man havde fået en knivskarp Alan Jones med ombord som kører. Australieren havde vundet det østrigske Grand Prix for Shadow-teamet, der på det tidspunkt var ved at blive glemt i skyggerne. Sejren blev i øvrigt den eneste for teamet nogensinde. Jones var den eneste pilot, man havde råd til, og i årets første løb i Argentina, satte han FW06´eren på en 14. plads i kvalifikationen men måtte udgå efter 36 omgange.

To løb senere, i det sydafrikanske GP, scorede Jones teamets første point ved at sikre sig en fjerdeplads. Den første podieplacering kom i det amerikanske Grand Prix på Watkins Glen, hvor det blev til en andenplads. Jones kørte i mål tyve sekunder efter Ferrarien, der tilhørte den kommende Williams-kører Carlos Reutemann. Williams endte sæsonen på en respektabel 10. plads i konstruktørernes mesterskab, mens Jones selv sluttede 12´er.

Alan Jones, Williams FW07, Watkins Glen, USA 1980

Slutningen af 1970´erne var en rebelsk og spændende tid for Formel 1, nok den periode, hvor der blev udviklet flest nye og spændende tiltag. Patrick Head havde designet FW07, en ground effect bil, baseret på Colin Chapmans banebrydende design et par år tidligere. Samtidig opnåede Williams medlemsskab af det daværende FOCA, Formula One Construtors Association, som helst så to biler fra hvert team. Derfor blev Clay Regazzoni sat i den anden FW07´er, men der var langt til sejr det år.

Teamet havde en svær start på sæsonen, og selvom Jones scorede en tredjeplads i USA, blev den første halvdel af sæsonen skæmmet af en masse løb, der ikke blev kørt til ende. I det syvende løb i året, Monacos GP, var Regazzoni utrolig tæt på at vinde, men det blev Jody Scheckter der tog sejren, mindre end et sekund foran Regazzoni.

Det næste løb, i Dijon, huskes bedst for den sidste omgang, hvor René Arnoux og Gilles Villeneuve kæmpede indædt om placeringerne, men det var også første gang, begge Williams racerne sluttede i pointene samtidig. Teamets første sejr kom på Silverstone - hjemmebanen - i 1979, hvor Regazzoni sejrede med over 25 sekunder til resten af feltet. På Hockenheim blev det endnu bedre. Jones vandt løbet og Regazzoni blev toer, teamets første 1-2 sejr.

Alan Jones og Frank Williams. Zolder i Belgien 1980. Jones fik en andenplads efter at være startet fra pole.

Herefter tog Jones tre sejre i træk og udkæmpede en fantastisk kamp med Villeneuve og Scheckter sæsonen igennem. Williams havde klart forbedret deres præstation, siden de startede blot to år tidligere, og ingen var længere i tvivl om, at her var et kommende mesterskabsteam. Wiliams sluttede otte placeringer højere end i 1978 med 59 flere point. Jones endte på en samlet tredjeplads, mens Regazzoni tog sig af femtepladsen.

I 1980 blev Regazzoni, af uvisse årsager, skiftet ud med Carlos Reutemann. Williams begyndte sæsonen fint med en sejr i det første løb til Jones, og derefter en tredjeplads. Men der var også en del løb, hvor Williams måtte udgå. I de første syv løb i sæsonen udgik Jones tre gange, mens Reutemann stod for to DNFs. Nelson Piquet sneg sig ind mellem de to Williams-kørere, og også René Arnoux og Didier Pironi gjorde dem rangen stridig.

Men det lykkedes Alan Jones at holde dem alle stangen, og med fem sejre det år, en fremragende Reutemann ved sin side og en fornemt kørende FW07/FW07B, blev Alan Jones Williams´ første verdensmester. Samtidig lykkedes det endda også for teamet at vinde konstruktørmesterskabet, hvor man scorede næsten dobbelt så mange point som Ligier.

Der var for alvor kommet vind i sejlene for Williams teamet og for den bryske og temperamentsfulde Jones. Alan Jones blev prototypen på en Williams-kører. Frank Williams forklarer: "AJ var en rigtig mand. Og han var altid sjov at være sammen med. Han behøvede aldrig at styrke sig selv mentalt op til et løb, for han var en meget målrettet og skræmmende kører."

"Han behøvede ikke nogen til at holde øje med ham eller holde ham i hånden, og det er sådan, det skal være. Det bør ikke være nødvendigt for mig at spørge en kører, om han er glad eller om han trænger til at få skiftet sine underbukser."

Engang måtte han køre med en brækket hånd, fordi han få dage inden løbet havde været involveret i et værtshusslagsmål. Der var fire mod ham, og alligevel vandt han angiveligt slåskampen. Han blev dog kun nummer to i løbet.

Keke Rosberg, Williams FW10, Silverstone 1985

1981 blev et vendepunkt for teamet og for Jones. Man kørte stadig med den samme FW07, som man startede med i 1979, bare med mindre ændringer. Gennem hele sæsonen var der tæt kamp om titlen. Jones ville forsvare den med alle kneb, mens både Reutemann, der ofte ikke viste, hvor dygtig han kunne være, og Piquet forsøgte begge at presse Jones. Piquet tog titlen med 50 point, kun ét foran Reutemann, mens Jones fik en tredjeplads og samtidig meddelte, at han trak sig tilbage.

Keke Rosberg overtog Jones´ sæde. Et lidt pudsigt valg, da finnen ikke havde scoret et eneste point i sæsonen før. Men 1982 skulle vise sig at blive nok den mest intense sæson i historien.

Der var masser af tætpakket action på banen, og 1982-sæsonen var ekstremt konkurrencebetonet. Rosberg, Arnoux, Prost, Tambay, Pironi, Watson, Lauda, Piquet, Patrese, de Angelis og Alboreto vandt alle løb. Desværre blev de store præstationer på banen overskygget af to dødsfald. Riccardo Paletti og Gilles Villeneuve.

Rosberg vandt kun et løb i hele sæsonen, men trods en diskvalifikation og tre løb, hvor det ikke lykkedes finnnen at nå frem til målstregen, endte han alligevel øverst på skamlen. Reutemann nåede kun at køre to løb, inden han valgte at stoppe sin karriere. Mario Andretti overtog hans rolle i et enkelt løb, indtil Derek Daly kørte resten af sæsonen i Reutemanns bil.

Keke Rosberg, Williams FW08C, Monaco 1983

Keke Rosberg tog titlen, men Williams nåede kun en fjerdeplads i konstruktørernes mesterskab, som blev vundet af Ferrari. Samtidig nåede Frank Williams frem til den erkendelse, at hvis man fortsat ville være et topteam, som det var lykkedes Williams at blive på imponerende få år, så skulle der en seriøs motorleverandør til, såsom Renault eller BMW, der leverede de super kraftige turbomotorer. Tidligere var det Ford, der leverede motorer, men det var tydeligt, at det blev sværere og sværere at hænge på i toppen, nu hvor turbo var introduceret.

Frank Williams lavede derfor en aftale med Honda, som udviklede deres egen turbo V6-motor med Spirit-teamet. Williams benyttede sig af Ford-motorerne resten af 1983, scorede kun 36 point og sluttede nummer fire i konstruktørmesterskabet, inklusiv en sejr til Rosberg i Monaco. Rosbergs kollega, Jacques Lafitte, sikrede sig 11 point.

I 1984 designede Head den klodsede FW09. Utroligt nok vandt Rosberg det amerikanske Grand Prix i FW09 og supplerede sejren med en andenplads i Brasilien. Lafitte fik en 14. plads i mesterskabet, mens Rosberg selv endte på en beskeden 8. plads.

Da 1985 begyndte, var 1,5 liters turbo motorer blevet standard. Det betød et farvel til Ford Cosworths DFV, Double Four Valves motor. Mellem 1985 og 1986 så man den største samling af hestekræfter i sportens historie, og under kvalifikations-trim, kunne en motor nå op og levere op mod 1500 Hk. Ganske skræmmende, når bilens vægt stadig kun var omkring et halvt ton.

Keke Rosberg, Williams FW10, Silverstone 1985

Patrisk Head byggede FW10´eren, Williams´ første chassis, der benyttede sig af den samme kulfiber-teknologi, som McLaren havde påbegyndt et par år tidligere.
Rosberg fik en ny partner i form af briten Nigel Mansell, men sæsonen begyndte ikke godt. Der skulle seks løb til, før Rosberg tog sin første sejr, derefter gik det værre og værre, og begge kørere blev ramt af en masse DNF. Sæsonen sluttede egentlig ganske acceptabelt for Williams, da de endte på en tredjeplads i konstruktørmesterskabet, mens Rosberg blev treer og Mansell sekser, hver med to sejre.

I 1986 blev Williams teamet ramt af et stort slag, da Frank Williams på vej tilbage til lufthavnen i Nice blev involveret i et alvorligt trafikuheld. Han blev lam fra brystet og ned, og der gik næsten et år, før han vendte tilbage til pitten. På trods af teamchefens fravær vendte Williams nedturen til succes og vandt ni løb i sæsonen, og fem af disse sejre stod Mansell for. Keke Rosberg var skiftet til McLaren, noget der på papiret virkede som en genistreg, men finnen fik alvorlige stryg af franske Alain Prost.

I stedet for Rosberg var det lykkedes Williams at hyre den på det tidspunkt dobbelte verdensmester Nelson Piquet. Williams var tilbage i front, og 1986 blev endnu en tæt kamp om mesterskabet. Det blev i sidste ende Alain Prost, som tog mesterskabet, hans andet, mens Mansell sluttede to point efter franskmanden. Piquet kom ind på en tredjeplads lige efter.

I 1987 var Williams det bedste team på gridden. På et årti var det lykkedes at komme fra stort set ingenting med en underpræsterende bil, til nu at være stedet, der skabte mestrene. Williams-Honda konstellationen gik op i en højere enhed det år, hvor det lykkedes at vinde konstruktørmesterskabet med en brillant kørende Piquet. Tre sejre og syv andenpladser til brasilianeren, var det, der skulle til. Mansell hentede faktisk dobbelt så mange sejre som Piquet, men englænderen måtte samtidig udgå oftere. Piquet snuppede sit tredje mesterskab med Mansell lige i hælene.

Trods den store forskel mellem Williams og McLaren i 1987, der var helt nøjagtigt 61 points mellem de to teams, valgte Honda at stoppe samarbejdet med Williams, til fordel for McLaren og Lotus.

Nelson Piquet, Williams FW11B. Detroit 1987

I 1988 så Williams sig nødsaget til at tage det bedste motortilbud, de kunne få, og pudsigt nok var det kun Judd, der kunne få deres opmærksomhed. Et mesterskabsteam burde kunne skaffe større og bedre motorer, men ikke i dette tilfælde. Det betød, at Williams måtte sige farvel til en masse vigtige hestekræfter, da Judd-motoren ikke var en turbomotor.

Samtidig forlod Piquet teamet til fordel for Lotus, der jo havde sikret sig Hondamotorer. Håbet var, at Lotus kunne reddes af den kraftige motor, men Piquets karriere tog et dyk. Hos Williams hyrede man italieneren Riccardo Patrese til at fylde skoene efter Piquet.

Teamet vandt ikke et eneste løb i 1988 og sluttede som nummer syv i mesterskabet med blot tyve point. Sæsonens få højdepunkter kom med to andenpladser til Mansell, i England og Spanien, men Mansell oplevede også at måtte droppe et par løb på grund af sygdom, her tog Martin Brundle og Jean Louis Schlesser over. Sæsonen sluttede med et altdominerende McLaren-Honda team, der vandt 15 af sæsonens 16 løb.

Det lykkedes for Wiliams at sikre sig de kraftigere Renault motorer året efter. Dermed begyndte en æra i Formel 1, som betegnes som en af de mest succesrige. Tiden for turbomotorer var slut, men det stoppede ikke et team som Williams. Thierry Boutsen blev Riccardo Patreses nye kollega i 1989.

Nigel Mansell tester på Hockenheim 1988

1989 var også et år med masser af turbulente regelændringer. Blandt andet blev et nyt pre-kvalifikationsformat introdoceret. Årsagen skyldes, at der på grund af turbomotorernes forsvinden fra sporten mellem 1988 og 1989 nu dukkede et hav af mindre teams op, og der var simpelthen ikke tid til, at alle kunne sætte tider i den egentlige kvalifikation.

Der var nu tyve teams på gridden, som alle kæmpede om en lille plads i solen, og samtidig kom FISA med nye regler på sikkerheds området. Nu måtte kørernes fødder ikke placeres foran forakslen. Det betød masser af tegninger lige i skraldespanden, og designerne måtte nu kæmpe for at klemme køreren ned i et endnu tættere cockpit.

Starten på sæsonen var irriterende langsom. McLarens Alain Prost og Ayrton Senna var de absolutte stjerner i sporten, nok de mest lysende af slagsen nogensinde. Patrese og Boutsen kæmpede med næb og kløer for at hænge på, og trods to sejre til Boutsen, i Canada og Australien, samt en række andenpladser til Patrese, var det ikke nok. Patrese måtte nøjes med en tredjeplads i mesterskabet, Boutsen tog sig af femtepladsen, men Williams-Renault havde startet noget stort. Teamet sikrede sig en andenplads i konstruktørmesterskabet.

Williams havde været vant til at vinde tidligt i teamets historie, og mange mente, at det var på tide at vise lidt af storheden igen. Perioden var præget af masser af teams, der kom og gik, og især briterne var meget beskyttende overfor Williams, som de anså for at være et ægte engelsk team, ligesom McLaren.

I Ungarns Grand Prix 1990 tog Thierry Boutsen (Williams) starten foran Gerhard Berger (McLaren), Riccardo Patrese (Williams) og Ayrton Senna (McLaren)

1990 var et år, som Williams nok gerne vil glemme. Boutsen startede ellers fint med en tredjeplads i USA, efterfulgt af en femteplads i Brasilien, og trods solide præstationer fra begge kørere var Prost og Senna endnu en gang for dominerende. Senna tog sin anden af sine tre titler, Boutsen endte på en sjetteplads elleve point foran Patrese.

Boutsen forlod Williams efter 1990-sæsonen til fordel for Ligier. Nigel Mansell, som havde kørt for teamet mellem 1985-1988, fik sin anden opblomstring efter et par år hos Ferrari, mens Patrese blev som fast kører. Williams sikrede sig også en indtil da forholdsvis ukendt Damon Hill. Williams var nu et verdensmesterteam igen.

I de første fire løb scorede Senna maksimum point, da brasilianeren tog fire sejre i træk. I samme fire løb måtte Mansell udgå tre gange, men scorede dog en andenplads i Monaco. Resultatet var det samme for Patrese, han fik bare sin andenplads i Brasilien.

Pludselig, i det mexicanske Grand Prix, skete der en forandring. Patrese vandt løbet, Mansell tog andenpladsen, og derefter snuppede englænderen fire sejre i træk. Dette hjalp gevaldigt i forhold til at indhente den snu Ayrton Senna. Mansell fortsatte med at score masser af point og Patrese havde aldrig kørt bedre.

Det var tæt, og alle havde håbet på en tæt afslutning på sæsonen, men blev skuffet. I det portugisiske GP, var nerverne flossede for alle involverede i teamet. Starten af løbet var utrolig spændende. Patrese kom fint afsted, og Mansell kæmpede sig forbi Senna. Brasilianeren, som bestemt ikke var nem at imponere, forsøgte at tage sin placering tilbage i det første sving, men Mansell smækkede døren, og fortsatte op til Berger, som han tog i det andet sving.

Ricardo Patrese(2), Nigel Mansell(1) og Michael Schumacher(3). Mexico GP 1992

Efter første omgang var det Patrese, Mansell, Berger, Senna og Alesi. Over 18 omgange lod det til at Mansell var ganske tilfreds med at ligge bag sin kollega, men så satte han farten op og slipstreamede forbi Patrese. Løbet var fuldstændig styret af Williams og deres to kørere. Lige indtil katastrofen indtraf.

På 29. omgang kom Mansell i pit, og herfra gik det fra slemt til værre. Mekanikerne ved det højre baghjul blev forvirrede, da en mekaniker signalerede, at hjulet var sat på. Det var det dog ikke, og Mansell forlod pitlanen med kun tre hjul. Et desperat forsøg på at skifte hjulet ude i fastlanen, fik ham tilbage på banen, hvor han helt fænomenalt kæmpede sig op fra en 17. plads til en 6. plads, men det skulle vise sig at være forgæves. På 51. omgang blev han vist det sorte flag og blev diskvalificeret. Patrese vandt heldigvis løbet og var med til at sikre, at Williams endnu en gang blev toer i konstruktørernes mesterskab med et imponerende forspring på 69,5 point ned til Ferrari.

I 1992 var Williams holdet, der skulle slås. McLaren faldt igennem flere gange trods store anstrengelser fra Ayrton Senna og Gerhard Berger. Hos Williams havde man i 1990 tegnet kontrakt med Adrian Newey, en ung og sublim designer, og kombinationen af Renault-motorer, Mansell-Patrese line-up og Head-Neweys banebrydende FW14B, der af mange betegnes som den bedste Formel 1 racer nogensinde, blev en cocktail af succes.

Sæsonen markerede endnu en æra for Williams-teamet. Mansell vandt årets fem første løb i træk, og ni løb i alt, en rekord der først blev slået af Michael Schumacher i 2002. På trods af fire DNF vandt Mansell igen og igen, mens Patrese tog sig af andenpladserne. Sæsonen 1992 sluttede med Mansell som ny Williams verdensmester, Patrese fik en andenplads og Williams tog også konstruktør-titlen for første gang siden 1987.

Nigel Mansell stoppede karrieren i Formel 1 efter titlen var i hus, og den tredobbelte verdensmester Alain Prost trådte til hos Williams. Hvor FW14B var hurtig og pålidelig, var efterfølgeren FW15C endnu bedre. Den havde et aktivt hjul-ophæng og feltets bedste traction control. Når den var i hænderne på Prost, skete der magiske ting på banen.

Patrese var også smuttet og ville hellere køre med Michael Schumacher hos Benetton, så Damon Hill blev forfremmet til fast kører ved siden af Prost. I årets første løb i Sydafrika satte Prost sig på pole og sluttede forrest med over et minut ned til Ayrton Senna i McLaren.

Damon Hill (WIlliams) på vej mod sin første sejr i karrieren ved løbet i 1993

Kampen var stadig på det højeste mellem Prost og Senna, og de skiftedes til at vinde, dog vandt Prost langt flere sejre end Senna. Hill viste sig værdig som fast løbskører og var på podiet hele ti gange i sin debut-sæson, tre af disse på det øverste trin.

Endnu en gang vandt Williams alt, der kunne vindes, med 84 point ned til McLaren. Prost vandt sin fjerde titel, pakkede sammen og sagde tak for denne gang, 26 point foran Senna.

I 1994 så man for første gang Williams-Renault i det nu berømte blå og hvide livery, med cigaret-mærket Rothmans som sponsor. Bilen blev med tiden den mest genkendelige på grund af farverne. Williams havde uden problemer skrevet kontrakt med Ayrton Senna, og alle vidste, at han ville tage sit fjerde mesterskab. Med ham bag rattet i en Williams, var spørgsmålet kun, hvem der fyldte op på de resterende pladser.

I pre-sæsonen var det imidlertid tydeligt, at Williams-Renault ikke var helt så stærke som i 1993. Bilen var hurtig men svær at køre. Samtidig havde FIA forbudt aktiv affjedring, traction control og ABS, for at gøre sporten mere "human," som man sagde. Williams raceren var ikke en særlig god bil i starten af sæsonen, og andre kørere bemærkede, at bagenden virkede mere løs. Senna, der normalt ikke var særlig diplomatisk, sagde at FW16´eren havde "et par ujævnheder der skulle ordnes", men alle kunne se, at der var langt op til FW15´eren.

Desværre gik det ikke helt som ventet, hverken for Senna eller for Williams. Michael Schumacher tog seks sejre i de første syv løb, mens Senna ikke formåede at stille meget op med den ubalancerede Williams i de to første løb.

Imola, 1. maj 1994: Under fredagens frie træning fløj Rubens Barrichellos Jordan af banen i den hurtige svingkombination lige inden start-/mål langsiden. Den unge brasilianer blev hårdt kvæstet, og kun en lynhurtig indsats fra læge Sid Watkins reddede hans liv. Dagen efter, under kvalifikationen, ramte Roland Ratzenbergers Simtek-racer betonmuren med knusende kraft på vej mod Tosa-svinget. Det anslås, at østrigeren ramte muren med over 320 km/t. Den 34-årige østriger blev dræbt på stedet.

Ayrton Senna i Williams 1994. Copyright Williams F1

Ayrton Senna var dybt rystet over disse to hændelser, og den stærkt religiøse brasilianer overvejede kraftigt ikke at stille op til løbet, I sidste ende overbeviste han dog sig selv om, at det var det eneste rigtige at gøre. Få omgange inde i løbet røg Sennas Williamsracer af banen i den lynhurtige Tamburello kurve, og bilen ramte direkte ind i betonmuren, som mere eller mindre knuste bilen.

Senna døde af sine kvæstelser på et hospital i Bologna. Et rørende og rystende objekt blev senere fundet i Sennas racer. I det smadrede kaos, og stadig dryppende af blod, fandt officials et østrigsk flag, som Senna havde tænkt sig at vise frem for tilskuerne,i respekt for afdøde Roland Ratzenberger. Weekenden er siden hen blevet kaldt den mørkeste periode i sportens historie.

Efterdøningerne af Sennas død ramte Williams-teamet hårdt. Italienske anklagere forsøgte at beskylde Frank Williams for uagtsomt manddrab, en sag der først blev endelig afsluttet i 2005, hvor hele Williams-teamet fra dengang blev frifundet i sagen.

I det næste løb var Damon Hill, af respekt for Senna, den eneste Williams-repræsentant på gridden. Siden brasilianerens hans død har alle Williams' racere haft et Senna "S" at finde et sted på bilen.

David Coulthard blev ny kører, forfremmet fra testkører, men det gik ikke helt godt. Han var for uerfaren, så Williams ringede til Nigel Mansell og betalte ham 9 millioner kroner per løb. Damon Hill fik 3 millioner for hele sæsonen, men lige meget hjalp det.

Sæsonen var utrolig tæt. Schumacher var for alvor ved at gøre sig gældende, og tyskeren vandt halvdelen af sæsonens løb. Hill hang på og endte, trods en særdeles kontroversiel kollision med Schumacher i Adelaide, på en andenplads, blot et enkelt point efter tyskeren, som tog sin første af mange titler. Williams endte dog på toppen, da de sikrede sig konstruktørernes mesterskab for tredje gang i træk.

Her er en anden vinkel af billedet, hvor Schumacher og Hill kolliderer. Adelaide, Australien 1994

I 1995 forlod Mansell Williams teamet for anden gang og skiftede til McLaren. Hill og Coulthard var nu faste kørere, og året blev endnu en kamp mellem Hill og Schumacher.

I den første halvdel af sæsonen vandt Michael Scumacher fem løb, mens Hill vandt to og kæmpede for at holde trit med tyskeren. Opgaven blev ikke nemmere af, at Hill udgik syv gange, og sæsonen endte da også med, at Schumacher strøg til tops for anden gang i træk, den yngste dobbelte verdensmester nogensinde. Coulthard havde heller ikke nogen særlig god sæson, da ham måtte udgå hele otte gange, men alligevel lykkedes det ham at score en samlet tredjeplads i mesterskabet, lige efter Damon Hill.

I 1996 havde Williams helt klart den hurtigste bil i feltet. Coulthard var skiftet fra Williams til McLaren, hvor han skulle køre sammen med Mika Häkkinen, og Damon Hill fik den canadiske Jacques Villeneuve som partner.

Trods en forskrækkelse i årets første løb - Villeneuve snuppede pole foran Hill og vandt næsten sit første F1 løb - så brillerede Damon Hill på banen. Den canadiske kører havde udfordret Hill siden det første løb, og vandt selv fire løb, men Hill var bedre. Samtidig var FW18 raceren suveræn og fejede al modstand af banen. Hill vandt som den første søn af en verdensmester sin egen titel, med 97 point mod Villeneuves imponerende andenplads og hans 78 point. Igen tog Williams konstruktør titlen med en konfortabel føring ned til Ferrari.

Damon Hill vinder det Argentinske GP 1996. Williams FW18

Pudsigt nok besluttede Frank Williams sig for, at Damon Hill, der jo lige havde vundet verdensmesterskabet, ikke skulle køre for teamet i 1997. Samtidig havde Adrian Newey håbet på, at træde i Patrick Heads fodspor, men Head selv havde andre tanker. Han var medstifter og storaktionær i teamet, så han gik ingen vegne. I stedet gik Newey til McLaren i 1998 efter et sabbatår, og for Williams begyndte nu en nedadgående spiral af dårlige præstationer.

Adrian Newey havde dog lige nået at bygge en ny bil til teamet, og i stedet for Hill hyrede man tyskeren Heinz-Harald Frentzen med håbet om, at han kunne gøre det endnu bedre end Hill, som jo altså lige var blevet verdensmester.

Men Frentzen kunne slet ikke leve op til hypet, og han faldt fuldstændig igennem. Villeneuve var dog heldigvis så kold, at han tog styringen, og med syv sejre mod Schumachers fem var kampen åben. I årets sidste løb på Jerez førte Michael Schumacher, da Villeneuve lagde an til at overhale ham. Pludselig svingede Schumacher brat sin Ferrari direkte ind i Villeneuves Williams for at undgå, at canadieren overhalede ham. Heldigvis skete retfærdigheden fyldest, for det blev Schumacher selv, som måtte bøde. Tyskerens Ferrari blev så beskadiget, at han måtte udgå, mens Villeneuve kunne fortsætte for halv kraft, slutte løbet som treer og sikre sig sit verdensmesterskab.

Williams dominerende optræden i Formel 1 var ved at nærme sig sin afslutning. Renault trak sig ud af Formel 1, og i stedet så Williams sig nødsaget til at købe de aldrende Megachrome motorer, der var Renault motorer men med dårligere balance og præstationer.

Den famøse hændelse, hvor Michael Schumacher vædrer Jacques Villeneuves Williams. Jerez, Spanien 1997

Rothmans, der havde været hovedsponsor i et stykke tid, ændrede sponsoratet til et andet mærke, Winfield, og det betød farvel til det afholdte blå og hvide livery. Villeneuve og Frentzen fortsatte som kørere i 1998, men de havde ikke meget held med at følge med hverken Ferrari, som igen var blevet et storhold, eller McLaren. Villeneuve sluttede på en skuffende femteplads, med usle 21 point, mens Frentzen blev syver med blot 17 point.

I 1999 smuttede Villeneuve til det nye BAR-team, mens Frentzen kom til Jordan. Ralf Schumacher og Alex Zanardi blev de to nye kørere. De nye kørere skulle vænne sig til bilen, og det blev ikke nemmere af, at Mika Häkkinen endnu en gang var altdominerende og tog sin anden titel i træk. Ralf Schumacher sluttede som nummer seks, mens Zanardi, som kun nåede frem til det ternede flag i seks løb ud af sæsonens seksten, blev nummer 19. Williams sluttede på en samlet femteplads, bagved det nystiftede Stewart-team, hvilket af mange blev anset som direkte pinligt.

Ralf Schumacher var kommet til teamet, fordi Williams i 1998 havde indgået en seks-årig aftale med BMW. En aftale som dog først skulle effektueres fra 2000. BMW krævede, som tak for hjælpen, at mindst én kører skulle være tysk, derfor blev det Ralf Schumacher.

Faktisk havde man op til 2000 forsøgt at få columbianeren Juan Pablo Montoya med på vognen i stedet for Alex Zanardi, men han var ikke tilgængelig på det tidspunkt, så i stedet for fik den unge englænder Jenson Button nu sin debut.

BMW-Williams, ikke Williams-BMW som mange havde troet, scorede ikke nogle sejre i 2000, men kom dog på podiet tre gange, alle tre gange var det i skikkelse af Ralf Schumacher. Williams sluttede treer i mesterskabet, Ralf Schumacher blev femmer, mens Button blev nummer otte.

Samtidig ændrede teamet den generelle opfattelse af, hvordan et livery skulle se ud. Normalt havde bilen en grundfarve, teamets egen, derpå hovedsponsorens farver. BMW insisterede, og betalte mange penge for, at bilerne udelukkende skulle holdes i mørkeblå og hvid, og alle andre sponsorer skulle aceeptere denne plan. Utroligt nok lykkedes det over al forventning, især da Williams endnu en gang, også i 2000, bevidst fravalgte tobaksreklamer, og satsede på højteknologi. Compaq blev teamets anden store sponsor.

Juan Pablo Montoya WilliamsF1 BMW FW23 fører foran Michael Schumacher Ferrari F1 Monza 2001

Button skiftede til Benetton-Renault for at gøre plads til Montoya. FW23´eren havde rå fart, BMW havde bygget en fantastisk motor, chassiset var stærkt, og Michelin dækkene arbejdede godt i varme forhold, så der var lagt i kakkelovnen.

Schumacher vandt tre løb, Montoya et enkelt og FW23 var hurtigere end Ferrari´erne. Men desværre var BMW-motoren ikke tilstrækkelig pålidelig. Faktisk endte halvdelen af løbene i skuffelse. Ralf udgik syv gange, Juan Pablo hele elleve gange. Chassiset var ikke særlig godt på baner med høj downforce, og begge kørere lavede alt for mange fejl.

I 2002 beholdt man Schumacher-Montoya, men året tilhørte suveræne Ferrari. Ralf Schumacher vandt et enkelt løb for Williams det år, og trods det magre resultat forbedrede Williams deres stilling i konstruktør mesterskabet, hvor man sluttede som nummer to. Montoya blev treer, otte point foran Schumacher den Yngre.

I 2003 toppede BMW-Williams. Gennem hele sæsonen var Montoya en titeludfordrer, og han scorede en række fine resultater, blandt andet sejre i Monaco og Tyskland og en stribe andenpladser. Ralf Schumacher havde det sværere, men han fik dog scoret et par sejre. Michael Schumacher var endnu en gang i en liga for sig og tog sin sjette titel. Colombianeren Montoya blev treer, kun elleve point efter Michael Schumacher. Ralf blev femmer.

Ralf Schumacher og Juan Pablo Montoya i Canada 2003

I 2004 forsøgte teamet naturligt nok at bygge videre på de gode takter fra året før, og man udviklede en radikal løsning til næsen på FW26. Den blev kaldt en hvalros-næse og var et klodset, men dog opfindsomt, forsøg på at hente mere ud af den begrænsede aerodynamiske pakke, som teamet havde udviklet i 2003. Resultatet var ikke særlig godt, og halvvejs gennem sæsonen droppede man ideen og vendte tilbage til et mere grundlæggende næse-design.

Montoya meddelte allerede i starten af året, at han ville køre for McLaren i 2005. Indtil videre var han hos Williams, og det blev et skuffende år for colombianeren. En enkelt sejr i sæsonens sidste løb i Brasilien, 58 point og en femteplads var, hvad det blev til for Montoya, mens det gik endnu værre for Ralf Schumacher. Han blev alvorligt skadet under det amerikanske Grand Prix på Indianapolis og sad over i hele seks løb. Han endte sæsonen på en 9. plads, i endnu en sæson domineret af hans storebror Michael, som vandt tretten sejre ud af atten mulige.

Som nævnt skiftede Montoya i 2005 til McLaren, mens Schumacher skiftede til Toyota. Som erstatning kom australske Mark Webber og tyske Nick Heidfeld til teamet. Egentlig var det meningen, at Button skulle køre for Williams i 2005, men på grund af komplicerede kontraktforhandlinger bestemte FIA, at Button hørte til hos BAR-Honda teamet. Valget faldt så i stedet på Heidfeld, angiveligt fordi BMW håndhævede den specielle klausul, at der skulle være en tysk kører i teamet. Button skrev i stedet kontrakt med Williams teamet for 2006.

Der var opbrudsstemning overalt i Formel 1. Michael Schumacher vidste det endnu ikke, men hans tid var forbi, og det nye navn var Fernando Alonso. Samtidig var der i slutningen 2004 og starten af 2005 blevet linet til øretæver. BMW Motorsport og Mario Theissen beskyldte offentligt Williams for ikke at gøre nok for at vinde, mens Williams rettede skytset tilbage mod BMW og sagde, at BMW ikke lavede en tilstrækkelig god motor.

Forholdet mellem BMW og Williams forværredes op gennem 2005, og det blev en afgørende faktor i BMWs beslutning om at købe Sauber-teamet, som man omdøbte til BMW-Sauber. Williams havde stadig en kontrakt med BMW om levering af motorer men valgte i stedet, nogle siger i ren foragt for BMW, at køre med Cosworth-motorer i 2006-sæsonen.

Mark Webber tester Williams FW27

Cirklen sluttes, kan overskriften passende lyde på dette afsnit. Nico Rosberg, søn af tidligere Williams verdensmester Keke Rosberg, sad nu i det varme sæde. Han erstattede Nick Heidfeld, som fulgte med BMW, da de overtog Sauber-teamet, mens Mark Webber blev siddende i den anden Williams-racer. Men hvad med Button? Meningen var jo, at han netop var fri af sin kontrakt fra BAR og kunne komme til Williams i 2006? Button valgte, lidt skænesvangert vil mange sige, at blive hos BAR, der senere blev til Honda. Button købte sig fri af sine kontraktlige forpligtelser hos Williams for rundt regnet 250 millioner kroner, nogle af de mange millioner kom fra hans egen lomme.

Williams og Cosworth indgik et partnerskab, hvor Cosworth leverede motorer, gearkasse og elektronik til teamet. Hewlett-Packard, der havde købt Compaq, stoppede deres støtte til teamet et år før kontrakten udløb, og Williams skiftede til Bridgestone-dæk.

Sæsonen startede flot. Debutanten Rosberg sluttede åbningsløbet som nummer syv, og blev i samme løb den yngste kører nogensinde til at sætte en hurtigste løbsomgang. Desværre blev resten af året en skuffende oplevelse for alle. Tyve gange udgik bilerne ud af 36 mulige starter, og Williams opnåede for første gang siden 1977 ikke én eneste podieplacering. Teamet sluttede med ynkelige 11 point.

I 2007 skiftede Williams fra Cosworth-motorer til Toyota. Alexander Wurz, der havde været testkører for teamet i 2006, blev forfremmet til fast kører, side om side med Nico Rosberg. Mark Webber fortsatte karrieren hos Red Bull. Kazuki Nakajima erstattede Wurz som testkører, sammen med inderen Narain Karthikeyan.

Også sponsormæssigt skete der store ændringer. AT&T, den store amerikanske telegigant, blev annonceret som teamets nye hovedsponsor. Beslutningen var nem for AT&T. Vodafone, en af firmaets største konkurrenter, havde netop skiftet fra Ferrari til McLaren, så valget var naturligt. Kort tid efter kom Lenovo med på vognen og leverede computere og teknik til teamet.

Sæsonen havde op- og nedture. Rosberg klarede sig generelt bedre end Wurz, der dog fik sin første podieplacering i karrieren, i form af en tredjeplads i Canada. Det blev en anelse bedre i anden halvdel af året, især i årets sidste løb, hvor en djævel fór i Rosberg, som kørte et af de bedste løb, nogen har set i mere end et årti, for at slutte på en fornem fjerdeplads. Rosberg og Wurz sluttede på en 9. og en 11. plads respektivt i mesterskabet. Testkører Kazuki Nakajima overtog Wurzs sæde til årets sidste løb i Brasilien.

I 2008 fortsatte Rosberg, nu med en langt højere gage, som fast kører hos Williams. Kazuki Nakajima blev forfremmet til andenkører. Gennem vintertest har man kunnet se den nye FW30 med seks forskellige bemalinger, der alle fejrer 30 års-jubilæet for Williams.

Kazuki Nakajima i FW30 med endnu en jubilæumsbemaling. Copyright Willliams F1

Sæsonen startede lovende med en podieplads til Nico Rosberg, og Kazuki Nakajimas første point med en sjetteplads. Den flotte sæsonstart kunne holdet dog ikke holde, og selv om det blev til point ved flere lejligheder, så var det kun i et enkelt tilfælde bedre end syvende og ottendepladser.

Nico Rosberg forbedrede sit eget bedste resultat med en andenplads i det første løb i Singapore, hvor flot kørsel bragte ham op og slås med Renaults Fernando Alonso. Løbet blev dramatisk og blev senere kendt som ’Crashgate’, idet Nelson Piquet Jr. på ordre fra teamet smadrede sin racer på banen og dermed sikrede en safetycar-periode. Det var også i dette løb, Felipe Massa forlod pitten med brændstofslangen hængende fast på sin Ferrari-racer.

På dette tidspunkt er dette løbet, hvor Williams har været tættest på en sejr, siden Juan-Pablo Montoya sejrede i Brasilien 2004. Nico Rosberg og Kazuki Nakajima sluttede på plads 13 og 15 i kørernes mesterskab, AT & T Williams F1 sluttede på 8. pladsen i konstruktørernes mesterskab.

Williams-duo på Monza.
Copyright Williams F1


I 2009 fortsatte Nico Rosberg og Kazuki Nakajima for holdet, men resultatmæssigt kan vi sløjfe den japanske kører med det samme. Nakajima hentede ikke et eneste point i sæsonen, mens Nico Rosberg kørte en del pointgivende løb, dog sjældent oppe i den sjove ende af feltet. To fjerdepladser i Tyskland og Ungarn blev det bedste resultat for Nico og Williams, der dog havde mere momentum end i 2008-sæsonen.

Holdets motorleverandør, Toyota, trak efter sæsonen både sit eget Formel 1-team og dets motorleverancer, så Williams måtte på jagt efter en ny motorleverandør. Valget faldt på Cosworth, der vendte tilbage til Formel 1 som motorleverandør, og uden Toyotas motorer blev Kazuki Nakajima efter et skuffende år skiftet ud med testkører Nico Hülkenberg.

Nico Rosberg blev samtidig hentet til Mercedes GP, og Rubens Barrichello kom til holdet som den erfarne veteran, som netop var sluttet som nummer tre i mesterskabet for Brawn GP (holdet som i 2010 blev solgt og omdøbt til Mercedes GP). Rubens havde erfaringen og Nico Hülkenberg skulle være det unge nye håb.

Den første halvdel af sæsonen sad Rubens Barrichello på overskuddet. Hülkenberg skulle først lære at begå sig som løbskører og blev indblandet i flere påkørsler. Barrichello sikrede holdets to bedste resultater med en fjerdeplads i det europæiske grand prix i Valencia og en femteplads i det efterfølgende løb i England.

I anden halvdel af sæsonen var Nico Hülkenberg så meget med, at han ved flere lejligheder overstrålede Rubens Barrichello på holdet, og han scorede en sjetteplads i Ungarn og en syvendeplads i Italien. Højdepunktet for holdet kom i Brasilien, hvor Nico Hülkenberg sikrede en pole position til holdet, den første siden Europas GP på Nürburgring i 2005.

Nico Hulkenberg tog Williams' første pole siden Europas GP 2005. Copyright Williams F1

Holdet sluttede på 6. pladsen i konstruktørernes mesterskab, og de manglende resultater udsprang også i manglende sponsorater. Man valgte at beholde Rubens Barrichello som den erfarne kører, og i stedet byttede man Nico Hulkenberg ud med venezuelaneren Pastor Maldonado, som ligesom Nico året før kom som regerende GP2-mester. Desuden havde Maldonado en stor sponsorpakke i ryggen, som Williams dårligt kunne sige nej til.

Williams har i mange år været kendt for at designe letkørte biler, men sådan en var FW33 ikke. Bortset fra løbet i Monaco, hvor Paster Maldonado blev skubbet ud af løbet fra et flot resultat, så var 2011-sæsonen lige til glemmebogen. To niendepladser til Rubens Barrichello i Monaco og Canada og en tiendeplads til Pastor Maldonado i Belgien var ikke de resultater, som holdet havde forventet.

Rubens Barrichello kørte sit sidste løb i Formel 1 i Brasiliens GP. Copyright Williams F1

Holdet sluttede på en skuffende niendeplads i konstruktørmesterskabet, kun foran de tre bundhold HRT, Marussia Virgin og Team Lotus. Williams var som en skygge af sig selv. Væk er minderne fra de glade dage i 80’erne og 90’erne, og det momentum holdet fik, da de havde BMW som samarbejdspartner og motorleverandør.

2012 blev på mange måder et omstillingsår for Williams. Tilbage var Renaults stærke motorer, der sikrede holdet fire kørertitler og fem konstruktørtitler i 90’erne. Patrick Head trak sig tilbage og Sir Frank Williams har trak sig fra bestyrelsen i sit eget team. Et par ledende medarbejdere blev udskiftet, og samtidig kom der nye tekniske medarbejdere til holdet.

På kørerfronten blev Rubens Barrichello udskiftet med en anden brasilianer i form af Bruno Senna, hvis onkel, Ayrton, kørte tre løb for holdet i 1994, inden han blev slået ihjel Imola-banen.

Bruno Senna kører tester for Williams. Det er tredje år i træk, at en kører er blevet skiftet ud. Copyright Williams F1

Selv om presæsontestene havde været lovende, så var der nok ikke mange som havde regnet med, at Williams havde flyttet sig så meget på kun et år. I årets første løb lå Pastor Maldonado sidst i løbet og kæmpede om femtepladsen, og løbet efter i Malaysia scorede Bruno Senna årets første point.

Årets bedste resultat kom i Barcelona i Europapremieren, da Pastor Maldonado startede fra pole position. Søndag vekslede han den til holdets første sejr siden Brasilien 2004. En brand i pitten efter løbet satte en lille skygge over sejren, men Williams så ud til at være tilbage.

Williams' sejrsbillede efter første sejr i knap otte år. Copyright Williams F1

Det skulle dog hurtigt vise sig, at sejren i Barcelona var en enlig svale. Williams fik en mindre formkrise, samtidig med at de andre hold fik udviklet kraftigt på deres biler. Sidste halvdel af sæsonen gik dog fremad igen, og resultaterne begyndte at vende tilbage. Bedste resultat i anden halvdel af sæsonen blev en femteplads i Abu Dhabi, hvor Bruno Senna også var ved at få lidt indflydelse på VM, da han og Sebastian Vettel ramlede sammen i starten af løbet. Brasilianerens hjulophæng knækkede, mens Sebastian Vettel fra sidstepladsen kørte sig op gennem feltet og vandt sit tredje mesterskab i træk.

For Bruno Senna sluttede den foreløbige Formel 1-karriere i Brasilien. 28. november 2012 blev den finske testkører Valtteri Bottas og Pastor Maldonado bekræftet som løbskørere til 2013-sæsonen.

2013 udviklede sig allerede fra starten af sæsonen som en ørkenvandring. Maldonado udgik i 3 af de første 6 løb, hvor Bottas ganske vist fik raceren i mål, men hver gang var det på absolut sekundære placeringer. FW35 havde slet ikke den fornødne fart, og trods forskellige designmæssige tiltag i løbet af sæsonen lykkedes det aldrig for holdet at blande sig i den sjovere del af feltet. Williams måtte se i øjnene, at man efterhånden var at regne for et bundhold, og facit på sæsonen blev da også, at kun Marussia og Caterham sluttede dårligere end Williams i mesterskabskampen. Teamet scorede kun 5 sølle point, med Bottas' 8. plads i USA som sæsonens bedste resultat.

Valtteri Bottas. Copyright Williams F1

Op til 2014 har teamet oprustet på kørerfronten, hvor man har skrevet kontrakt med den erfarne brasilianer Felipe Massa. Massa har gennem en årrække ageret trofast 2. kører hos Ferrari, og selvom han af mange anses som værende i sin karrieres efterår, så er der nok ingen tvivl om, at han tilfører stor værdi til Williams-teamet. I den anden racer er der blevet genvalg til Valtteri Bottas, som alt andet lige gjorde det fornuftigt i sin debutsæson.
Samtidig har Williams sikret sig en ny motorleverandør i form af Mercedes. Hvordan den konstellation kommer til at fungere, skal blive spændende at se.

Tilføjelsen af Felipe Massa og Mercedes skulle hurtigt vise sig at give pose, samtidig med at Valtteri Bottas også begyndte at udfolde sit talent. Felipe Mass blev nemlig den eneste ikke Mercedes GP-kører som formåede at sætte en pole position i løbet af sæsonen, det skete i Østrig. Ud over det sluttede Massa på podiet i Italien, Brasilien og Abu Dhabi. Valtteri Bottas gjorde det dog endnu bedre, han sluttede på podiet seks gange og da sæsonen var slut lå han nummer fire i mesterskabet. Williams teamet sluttede som nummer tre i konstruktør mesterskabet, så efter nogle dårlige sæsoner var man ved at være tilbage.

Felipe Massa
Copyright Williams F1 Team


I 2015 sæsonen sluttede Williams igen på tredjepladsen i konstruktør mesterskabet, men man hentede dog ikke lige så mange ture på podiet. Fire podieplaceringer fordelt ligeligt mellem de to kørere Massa og Bottas var, hvad det kunne blive til.

2016 sæsonen blev en meget svær sæson for det ellers så traditionsrige britiske team. Efter et par sæsoner som feltets tredje bedste team, måtte Williams se sig overhalet og sendt helt ned på femtepladsen i konstruktørmesterskabet. Dette resultat skyldes mest af alt dårlige resultater fra begge de to kørere, selvom Valtteri Bottas af og til leverede gode resultater, hvilket gav ham en tredjeplads i Canada. Overordnet set lykkedes det dog kun finnen at slutte på 8 pladsen i mesterskabet, mens Felipe Massa sluttede som nummer 11.

I 2017 er Valtteri Bottas blevet byttet ud med Lance Stroll og så er spørgsmålet så om den unge 18-årige kører kan hjælpe Felipe Massa med at få det traditionsrige team tilbage til toppen, eller om de går endnu en katastrofal sæson i møde.

Generel info
Holdejer Frank Williams og Patrick Head
Hovedkvarter Grove, Oxfordshire, England
Debut i F1 Argentina 1978
Verdensmester - konstruktører 1980, 1981, 1987, 1992, 1993, 1994, 1996, 1997
Verdensmester - kører 1980, 1982, 1987, 1992, 1993, 1996, 1997
Hjemmeside williamsf1.com


Personer
Teamejer og administrativ teamchef Frank Williams
Fungerende teamchef Claire Williams
Teknisk direktør Pat Symonds
Chefdesigner Ed Wood
Chef aerodynamiker Jason Sommerville
Piloter Felipe Massa,
Lance Stroll


Bilen
Navn FW40
Dæk Pirelli
Længde 5000 mm
Bredde 1800 mm
Højde 950 mm
Sporvidde (foran) -
Sporvidde (bagerst) -
Akselafstand -
Chassis Monocoque formet af kulfibre og en bikubeagtig kompositstruktur.
Gear semi automatisk 8-trins gearkasse, + reverse, elektronisk styret
Bremser ventilerede kulfiber skivebremser
Vægt 691 kg inkl. kører, kamera, vand og smøremiddel


Motor
Navn Mercedes Benz PU106A Hybrid
Cylindervinkel 90 grader V6 med turboladning
Ydelse -
Motorstyring digital-elektronisk
Benzin -
Motorvægt -


Diverse oplysninger
Homepagehttp://www.williamsf1.com
Team ejerFrank Williams & Patrick Head
Antal sejre114
Antal poles128
Antal point (alle år)982.5
Antal startede grand prix'er670
Kørere 201718. Lance Stroll
19. Felipe Massa


2017 sæsonen


Nr. Løb Kørere Placeringer Point
I alt i 2017 2017
Sidste år