Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 2/7 2021 klokken 11:07
Det officielle navn til weekendens GP er ‘Formula 1 BWT Grosser Preis Von Österreich 2021’.
Banen blev opført under navnet Österreichring, og den havde et andet layout, end det vi kender i dag. Dengang var banen ca. 5,9 km, mod nutidens 4,3 km. Fra 1996 til 2004 hed banen også A1-ring, hvilket var en bane der var 8 meter længere end Red Bull Ring.
Banen er bygget i 1969, og allerede i 1970 kiggede Formel 1-feltet forbi racerbanen. En bane som er perfekt beliggende omringet af Østrigs flotte natur.
I vinteren 1995-96 fik banen en større overhaling af banedesigneren, Hermann Tilke. Tilke skar ca. 1,6 km af banen, og han sørgede for, at banen blev moderne igen.
Fra 2008 til 2011 fik banen en større overhaling, da Red Bull tømte sparegrisen og smed 70 mio. euro efter at renovere banen. 15 maj 2011 slog Red Bull så dørene op, til det Red Bull Ring som vi kender i dag.
Banen er kun 4,318 km lang og har 10 sving, derfor beskriver de fleste kørere den som en gokart-bane.
Banens unikke placering, omringet af Østrigs smukke bjerglandskab, betyder også, at banen er hele 784,9 m over havets overflade ved sving 3. Samtidig har Red Bull Ring store elevationsforskelle. Hele 63,5 m er forskellen nede fra start/mål-langsiden og banens højeste punkt i sving 3.
Kørerne skal tilbagelægge 71 omgange på søndag, hvilket er et par håndfulde mere end normalen på andre baner. Det skyldes banens længde. Sammenlagt bliver der derfor tilbageligt 306.452 km.
Banerekorden under løb blev ikke slået sidste weekend, til trods for Lewis Hamiltons ihærdige forsøg på omgang 71. Hamilton satte en tid på 1:07.058, hvilket er et stort stykke tid fra Carlos Sainz’ rekord fra 2020. Her blev omgangen kørt på 1:05.619 i en McLaren.
Dækkene til den her weekend er de hårde C3, medium C4, og bløde C5. Dækkene er gjort en tand blødere den her weekend for at spice tingene lidt mere op.
Banen er generelt ikke hård ved dækkene på Red Bull Ring, hvilket er grunden til at Pirelli har valgt deres blødeste compounds. Sidste weekend havde kørerne problemer med at holde gang i dækkene (på de hårdere compounds). Derfor forventes det også, at medium- og hard-dækket bliver attraktivt den her weekend.
Samtidig taler de blødere dæk også mest for en to-stop-strategi. Så kan det være, at Valtteri Bottas får sit ønske opfyldt den her weekend.
Trafik er ofte et stort problem i Østrig, da banen er så kort. Derfor forventes det at blive et problem under lørdagens kvalifikation.
Dæktryk har været et stort samtaleemne i 2021, og derfor er der fortsat minimumsgrænser for dæktrykkene. Dækkene skal minimum have 1,48 bar foran, og 1,37 bar bagved. Camber-vinklen (hjulets hældning) må ikke blive mindre end -3,5 grader for og -1,75 grader bag.
Sidste weekends hurtigste var Max Verstappen, som tog både pole position og det største trofæ med hjem. Med de nye dæk monteret bliver det interessant at se, om Verstappen kan gentage succesen den her weekend.