Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 05/04 2026 klokken 09:05
På papiret ligner resultatet fra Miamis Formel 1-grandprix noget, som vi måske forventede:
Det længe ventede regnvejr udeblev, og det blev til en Mercedes-sejr efterfulgt af to McLarens og en uheldig Mercedes (George Russell) på en 4. plads med Max Verstappen i hælene.
Det er dog kun den halve sandhed:
Formel 1-løbet i Miami viste med al tydelighed, at Mercedes’ konkurrenter er ved at lukke hullet – det gælder især McLaren, som vandt sprintløbet med Norris i front foran Piastri.
Max og Red Bull er tilbage:
Men Red Bull er også ved at stemple ind i kampen:
Max Verstappen ser ud til at have genfundet sin glæde ved at køre Formel 1, efter FIA har justeret lidt på reglerne, så det såkaldte super clipping, altså afladning af batteriet på langsiderne med efterfølgende tab af topfart som konsekvens, er blevet tæmmet en smule.
Hvis det ikke havde været for en lidt optimistisk strategi med at gå i pit under en safetycar-fase tidligt løbet, kunne Verstappen helt sikkert være endt på podiet. I stedet endte han på en sitting duck på gamle dæk.
Men Red Bull har stadig kun én bil med: Hadjar blev diskvalificeret fra kvalifikationen på grund af 2 millimeter manglende underbund, og efter få omgange begik Hadjar en kæmpe kørefejl og endte i muren. Indtil videre er franskmanden fredet af Red Bull…
Snupper Kimi F1-kronen foran Russell?
Så selv om Kimi Antonelli vandt i Miami, var det en hård arbejdssejr, og Mercedes virkede på intet tidspunkt så overlegne, som vi har set tidligere i sæsonen.
Men spørgsmålet er nu, om Kimi Antonelli er den klare Mercedes-favorit til at vinde verdensmesterskabet.
Antonelli er kun 19 år, men han kørte rutineret og konstant hurtigt – noget som hans erfarne teamkammerat ikke formåede.
Efter løbet udtalte Mercedes-teamchefen Toto Wolff, at det vigtigste lige nu er, at Antonelli holder begge ben på jorden. For det går stærkt i Formel 1, og selv om man har en relativ stor føring og en god bil, betyder det ikke, at man er selvskrevet til at vinde mesterskabet – bare spørg Oscar Piastri, som fejlede i et par løb sidste sæson og endte på en skuffende 3. plads i den samlede stilling.
Ferrari mellem forvandling og frustration:
Ferrari endte på en skuffende 6. og 8 plads, og Charles Leclerc smed det hele på gulvet på sidste omgang med en afkørsel og efterfølgende straf på 20 sekunder.
Men også her nyder resultatet en smule:
Leclerc var med fremme det meste af løbet, og blev først overhalet på næstsidste omgang af Piastri – hvilket førte til en oversatsning fra monegaskerens side, en beskadiget bil og efterfølgende straf.
Hamiltons løb blev ødelagt allerede fra start efter en kollision med Colapintos Alpine, hvilket kostede den 7-dobbelte verdensmester downforce resten af løbet.
Men resultatet i Miami betyder ikke, at Ferrari i fremtiden ikke kan være med helt fremme: Opdateringerne virker – problemet for Ferrari er bare, at alle andre teams, især McLaren og Red Bull, har gjort lidt større fremskridt.
Overraskende nok havde Mercedes ikke mange opdateringer med til Miami. Det kan skyldes flere ting:
For det første skal delene designes, produceres og testes, i det mindste i en simulator, men for det andet kan det også tænkes, at Mercedes med vilje har holdt lidt igen for at se, hvor de står i forhold til de andre teams. Mercedes-opdateringer kommer først i Canada, altså næste løb.
Williams og Alpine med optur – Audi med nedtur:
Williams og Alpine havde en forholdsvis god weekend i Miami – begge Williams sluttede i pointene, og på trods af, at Pierre Gasly blev sendt i luften af Liam Lawson, sluttede Colapinto trods alt på en blev mere end godkendt 7. plads.
Det samme kan man desværre ikke sige om Audi, som nu ligger efter Williams i den samlede stilling.
På trods af lovende takter i de første par løb har Audi mistet Jonathan Wheatley og lidt af pålideligheden, for det tyske virker permanent ramt af småfejl og defekter.
Hvis Audi ikke meget snart for styr på de småfejl, ender det med at koste dem placeringer og point – og penge.
Og apropos småfejl og defekter - Aston Martin.
Aston Martin havde ingen opdateringer med til Miami, og der er ingen grund til at træde mere end nødvendigt på et team, der allerede ligger ned.
Eneste optur for det hårdtprøvede Newey-team var, at Fernando Alonso på nye og bløde dæk formåede at komme forbi Sergio Perez i Cadillac på gamle, slidte og hårde dæk i kamp om plads 15. Not much, but honest work…
Slår Russell tilbage i Canada?
Næste F1-løb i Canada den 24. maj kan meget vel vise, hvem der har fået opdateringer til at virke bedst – og måske trækker Mercedes fra igen, såfremt deres opdateringer virker efter hensigten.
For George Russell betyder det, at han skal se at komme op i gear og slå Antonelli, hvis han vil gøre sig forhåbninger om at blive Mercedes’ næste F1-verdensmester.
Men i øjeblikket ser både Max Verstappen, Charles Leclerc, Lando Norris og eventuelt Oscar Piastri ud til at kunne true Mercedes – og dermed især Russell.