Hamilton fortsætter i 2022

Efter Abu Dhabis Grand Prix har rygterne svirret omkring Lewis Hamiltons fortsatte deltagelse i Formel 1, men nu antyder et interview, at eksverdensmesteren fortsætter.

Lewis Hamilton . Copyright Mercedes

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 23/12 2021 klokken 17:12

Efter den kontroversielle sæsonafslutning i Abu Dhabi, hvor Max Verstappen snuppede verdensmesterskabet foran Lewis Hamilton på sidste omgang, har der været spekuleret i, om sidstnævnte overhovedet vil fortsætte i Formel 1.

Rygterne om en tidlig pension til den syvdobbelte verdensmester fik næring af flere årsager, men især efter et videointerview med Mercedes’ teamchef Toto Wolff, hvor denne flere gange siger, at han ”håber at Hamilton fortsætter”.

Som ydeligere næring til rygterne mødte hverken Hamilton og Wolff op til FIAs årlige prisuddelingsgalla i sidste uge. Det er ikke er set tidligere.

Endelig har sæsonen været præget af en ny og hård fodboldagtig fankultur, hvor buh-råb fra modstanderens fanskare (primært hollandske) har lydt op mod Hamilton, når han stod på podiet.

Max Verstappen jagter Lewis Hamilton. Abu Dhabi 2021Max Verstappen jagter Lewis Hamilton. Abu Dhabi 2021
Copyright Mercedes AMG F1 - LAT Images


Dertil kommer en usædvanlig hadsk og ofte racistisk tone på de sociale medier. I den helt groteske ende dødstrusler mod Williams F1's Nicolas Latifi for at have forårsaget Mercedes-kørerens nederlag. Og her er der selvsagt ikke kun hollandske deltagere.

Selv den stærkeste sportspersonlighed kan ikke undgå at blive påvirket af disse helt nye tendenser.

Flere iagttagere hæftede sig også ved den 36-årige eksverdensmester, da han under interviewet efter Abu Dhabis GP, sagde “vi får at se vedrørende næste år”.

En væsentligt pointe i overskriften til denne artikel er, at Hamilton på intet tidspunkt selv har udtalt ønske om at stoppe. Det har Formel 1s rygtemølle til gengæld sørget for at give næring til.

I førnævnte videointerview siger Wolff derimod flere ting, som lader ane, at Hamilton fortsætter. Bl.a. nævner østrigeren, at nederlaget vil tage tid at komme sig over.

Max Verstappen foran Lewis Hamilton. Emilia Romagnas GP 2021.Max Verstappen foran Lewis Hamilton. Emilia Romagnas GP 2021.
Copyright Red Bull Contentpool


"Vi vil arbejde os igennem begivenhederne i de næste uger og måneder, og som racerkører vil hans hjerte sige 'jeg skal fortsætte', fordi han er på toppen af sin karriere,” lød det fra teamchefen.

"Men vi er nødt til at overvinde den smerte, der blev påført ham (i Abu Dhabi, red.), fordi han også er en mand med klare værdier, og det er svært at forstå, at det (nederlaget, red.) skete.”

Wolff kom ind på, at der nærmest er tale om en helingsproces, som kun tiden vil hjælpe med at løse.

“Det vil tage lang tid for os at fordøje, hvad der skete. Jeg tror aldrig, vi kommer over det. Det er ikke muligt, og bestemt ikke for ham som kører.”

Toto WolffToto Wolff
Copyright Mercedes


"Jeg håber meget, at vi to og resten af holdet arbejder os igennem begivenhederne, og at vi sammen med FIA og F1 kan udnytte situationen til at forbedre sporten fremadrettet.”

"Men han vil aldrig overvinde smerten og den sorg, det forårsagede,” lød det fra Mercedes-bossen.

Foruden det faktum at Hamilton har to år tilbage af sin kontrakt med Mercedes, vil den tyske arbejdsgiver utvivlsomt gøre en hel del for at undgå en gentagelse af situationen i 2016, hvor Nico Rosberg med kort varsel stoppede. Årsagen var dengang, at tyskeren ikke længere havde energi og kræfter til endnu en opslidende sæson og kamp med teamkammeraten Lewis Hamilton og derfor ville forlade scenen på toppen af sin karriere.

Med god ret kan man derfor mene, at ingen behøver offentliggøre en nyhed, der aldrig blev officiel.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Dyre drenge Mercedes fyrer op under sin 2022-motor »