En syg Lundgaard imponerede i IndyCar-debut

Efter en overbevisende indsats i den Nordamerikanske IndyCar-serie kan det fastslås, at Christian Lundgaards debut er mere end godkendt.

Christian Lundgaard i sin debut i IndyCar. Indianapolis 2021. . Copyright Rahal Letterman Lanigan Racing

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 15/8 2021 klokken 17:08

Trods kun ganske få testomgange i sin Rahal Letterman Lanigan Racing på Barber Motorsports Park, førte Christian Lundgaard sig frem som hjemmevant på den legendariske Indianapolis Motor Speedway, hvor weekendens IndyCar-løb blev afviklet.

Allerede under fredagens kvalifikation gjorde kommentatorer fra de amerikanske medier en såkaldt ‘head turner’, da den danske Formel 2-kører satte fjerde hurtigste tid og dermed skulle starte lørdagens grandprix i anden startrække.

"Den her knægt er en af de hurtigste til at lære, vi nogensinde har oplevet,” sagde en af de amerikanske TV-kommentatorer.

Indtil kort før afslutningen var Lundgaard hurtigste mand, men blev dog slået af Romain Grosjean med en tusindedel af et sekund. Kort efter satte veteranen Will Power, Team Penske, hurtigste tid fulgt af Pat O'Ward i Arrow McLaren SP. Kun 3/100 sekund adskilte Lundgaard fra en sensationel pole position.

Christian Lundgaard tester IndyCar for Rahal Letterman Lanigan Racing på Barber Motorsports Park, USA. 2021.Christian Lundgaard tester IndyCar for Rahal Letterman Lanigan Racing på Barber Motorsports Park, USA. 2021.
Copyright Daniel Lundgaard


Der var med andre ord lagt op til en ganske interessant debut for den 20-årige dansker, men en ubekendt faktor havde sneget sig ind mellem kvalifikation og løb: en bakterie, som lørdag nat gav hele Rahal Letterman Lanigan Racing Team nok at se til. Kun Takuma Sato gik fri, fordi han havde spist sin traditionelle nuddelret.

Det var derfor en dehydreret Lundgaard, der, siddende på pitmuren før løbet, kunne fortælle at det kun var blevet til to timers søvn og at han derfor følte sig alt andet end klar til det længste løb i sin karriere.

“Fra jeg gik i seng i aftes, har alt været kaotisk,” oplyste rookien, som ikke desto mindre måtte gøre sig klar til løbsstart.

For Lundgaard var der også masser af nyt at lære i løbet, der blev afviklet over 85 omgange, omtrent dobbelt så langt som han er vant til at køre i Formel 2. Starten foregik som en rullestart og undervejs skulle Lundgaard i pit for brændstof og dækskifte tre gange.

Teamet trak første pitstop et par omgange længere end konkurrenterne, og selvom det betød, at Lundgaard kom til at føre løbet, viste det sig at være den forkerte strategi og den 20-årige dansker mistede mange placeringer.

Men Lundgaard kæmpede sig fremad og fik leveret et par flotte overhalinger undervejs, inden han kørte i mål på en placering som nummer 12. Løbet blev vundet af veteranen Will Power foran Romain Grosjean og Colton Herta.

Christian Lundgaard i pit i sin debut på Indianapolis. 2021Christian Lundgaard i pit i sin debut på Indianapolis. 2021
Copyright Rahal Letterman Lanigan Racing


Efter løbet var det en træt men også glad dansker, der trak sig op af bilen.

”Det har været en fantastisk oplevelse, men det har også været rigtig hårdt,” indrømmede Christian Lundgaard.

"Jeg ville gerne være sluttet i top-10, men det primære mål var at få erfaring, så jeg er glad og tilfreds med at være fuldføre. Vi kan presse hele løbet på de Firestone dæk, der køres med i den her serie. Så det var helt nyt for mig og virkelig noget jeg skulle vænne mig til.”

“Det var hårdt, men en god erfaring at tage med. Vi skal selvfølgelig kigge lidt på, hvorfor vi mistede så mange placeringer med vores strategi, men som jeg sagde, så var det vigtigste at lære og samle erfaring og det mål må jeg i den grad sige, er blevet opfyldt.”

“Det har været en fantastisk oplevelse og jeg må sige en kæmpe tak til hele IndyCar-serien for den måde, jeg er blevet modtaget på. Og selvfølgelig en kæmpe tak til Alpine Academy og mine sponsorer og samarbejdspartnere, der har sørget for, at dette kunne lykkes,” lød det fra Lundgaard.

Lundgaards fremtid i IndyCar er endnu ikke afgjort, men tilbuddene vil utvivlsomt dumpe ind i F2-kørerens indbakke de næste dage.

Næste løb for IndyCar-rookien er femte afdeling af Formel 2, der afvikles på Monza den 10.-12- september.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Motorstraf på vej til Verstappen Spa-direktør myrdet »