Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 19/8 2021 klokken 11:08
Alpine trådte ind i Formel 1 til 2021-sæsonen, i et forsøg på at promovere Renaults’ søster bilmærke.
Det franske team har da også allerede skabt flere interessante resultater i år, bl.a. med Esteban Ocons sejr i Ungarn.
Le Mans løber af stablen i Frankrig, så derfor ligger det lige til højrefoden for franske Alpine, at promovere mærket i hjemlandet.
Derfor har Alpine besluttet, at de vil deltage i Le Mans’ parade, som en del af ceremonien, inden løbet skydes i gang. Og ikke nok med det, så vil holdets to stjerner køre hver sin bil.
Ocon vil køre en Alpine A110 GT4, mens Fernando Alonso trak konkurrencens længste strå, da han får lov at køre en Formel 1-racer på banen. Da han ikke må køre i årets racer, så vil det blive en Alpine-bemalet Renault-racer.
Alonso har allerede vundet Le Mans to gange, så det bliver et glædeligt gensyn for spanieren.