Kevin klar til lederrollen hos Renault

Renault ønsker en markant og karismatisk ledertype som kører. En der kan gå foran både på og uden for banen, internt såvel som eksternt. Kevin Magnussen er ikke i tvivl om at han kan udfylde rollen.

Kevin Magnussen . Copyright Renault Sport

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 26/8 2016 klokken 14:08

I et interview sidste uge udtalte Renault Sport F1’s direktør, Cyril Abiteboul, at man ønsker en ”hurtig kører, der kan lede teamet” og vedkommende må også gerne være i besiddelse af en god portion karisma.

Kevin Magnussen mener, at han passer til den ønskede profil. Samtidig afslører danskeren, at Renault har option på ham for 2017, men den er stadig ikke underskrevet.

"Renault har en option på mig for 2017, og de kan vælge mig, hvis de vil," udtalte Magnussen til Sky Sports F1.

Kevin Magnussen
Copyright Renault Sport


"Det er, hvor jeg er i øjeblikket. Medmindre du har en langtidskontrakt for mange år, kan man aldrig vide sig sikker i Formel 1. Men jeg føler, at jeg har gjort mit bedste, og når jeg ser tilbage, kan jeg ikke se, at jeg har kunnet gøre meget mere. Uanset hvad der sker, føler jeg, at jeg har gjort mit bedste.”

"Jeg er ret positiv. Jeg er begyndt at se frem til næste år, selvom jeg ikke er sikker."

Efter en 2016-sæson, som teamet selv kalder et ”overgangsår”, er Magnussen ikke et øjeblik i tvivl om, at hans nuværende arbejdsgivere er på udkig efter en kører, der kan føre dem tilbage til store dage, hvor Renault vandt verdensmesterskabstitler med Michael Schumacher og Fernando Alonso.

Et rimelig tungt åg for en 23-årig kører, men det ryster ikke danskeren.

Kevin Magnussen
Copyright Renault F1


"De ønsker en hurtig kører, der kan lede teamet, og det er det, jeg forsøger at være," tilføjede Magnussen.

Renault har tidligere meldt officielt ud, at teamet vil offentliggøre sit kører-lineup for 2017 i starten af september. Rygterne går på, at det dermed bliver i forbindelse med Italiens Grand Prix i næste uge på Monza uden for Milano.

BMF1 er til stede i paddock'en på Monza og vil opdatere med seneste nyt.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Belgiens GP: 1. frie træning. Rosberg topper Straf til Marcus og Nando »