Mercedes' danske "young driver" Frederik Vesti har fået en god nyhed og med ham dermed også alle danske motorsportsfans. Således skal køreren deltage i fredagens frie træning, når Formel 1-feltet kommer til banen Autódromo Hermanos Rodríguez i Mexico City til oktober.
Den såkaldte FP1 (Free Practice) varer 60 minutter, hvormed Vesti for første gang sætter sig ned i en Mercedes W14.
Det er dog ikke første gang den 21-årige Formel 2-kører kører en F1'er, idet han i slutningen af sidste sæson i Abu Dhabi kørte i forgængeren, W13. Her gennemførte han hele 124 omgange og beskrev det selv som "den mest utrolige dag."
Deltagelse i træningen er en del af F1-teamenes forpligtelse til at lade en rookie få fornemmelsen af en F1'er fra den aktuelle sæson.
Frederik Vesti i PREMA Racing
Copyright Mercedes AMG F1 - LAT Images
Vesti kører sin anden sæson i Formel 2 og er i øjeblikket på P2 i årets mesterskab, hvor der kun er tre runder tilbage. Indtil nu er det blevet til fire sejre og tre podieplaceringer, inklusive en overbevisende sejr i Monacos gader. Danskeren kom til Mercedes juniorkørerprogram i 2021 og er tidligere vinder af FIA Formula Regional European Championship.
Selv udtaler Vesti: "Jeg er utrolig stolt over at deltage i FP1-sessionen i Mexico City med teamet - det er en drøm, der går i opfyldelse. Dette har været min drøm, siden jeg var meget ung, og noget jeg har kæmpet for gennem hele min juniorkarriere. Det har krævet meget hårdt arbejde, og det er en meget vigtig skridt for mig på min rejse."
Mercedes teamchef og CEO Toto Wolf har også lagt mærke til Vestis kvaliteter.
"Fred har gennemført en imponerende Formel 2-kampagne indtil videre i denne sæson. At køre i en FP1-session er næste skridt i hans udvikling, og vi ser frem til at give ham den mulighed. Han er en talentfuld ung kører, ikke kun hurtig, men også klog, og han forstår præcis, hvad teamet har brug for fra ham i bilen."
"Jeg er sikker på, at han vil præstere godt og give et solidt udgangspunkt for vores arbejde i weekenden," lød det fra Mercedes-bossen.