Red Bull ansatte får vinger

Som små fugle virker det til, at de store profiler hos Red Bull pludselig har drukket deres eget produkt, da mange af de store profiler har fået vinger og er fløjet fra reden. Så hvad er det, der sker hos det ellers stabile topteam, med flere titler i bagagen?

Japans Grand Prix 2026. Isack Hadjar i Red Bull foran Arvid Lindblad i VCARB. Copyright Red Bull Contentpool

Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 04/19 2026 klokken 08:04

Red Bull er trods sin forholdsvis unge alder i sporten allerede blevet en af de helt store spillere. Med sit indtog for 21 år siden gjorde det britiske team et stort indtryk, da de i teamets første sæson i Red Bull-bemaling markerede sig ved at score flere point i deres debutsæson, end Jaguar havde formået i 2004.

Med technomusik i garagen og Red Bull i drikkedunken har de altid været unikke i den ellers meget firkantede og perfektionistiske Formel 1-verden. Det er måske også årsagen til, at flere af de store profiler har “holdt ud” så længe. Men pludselig når det hele et punkt, hvor der bliver skruet ned for anlægget, og festen skal til at slutte.

Det virker til, at flere af de store profiler har pakket taskerne og søger mod grønnere græsgange.

Verstappen har et godt forspring ned til Piastri med Norris og Leclerc i det fjerne. Abu Dhabis GP 2025Verstappen har et godt forspring ned til Piastri med Norris og Leclerc i det fjerne. Abu Dhabis GP 2025
Copyright Red Bull Contentpool

Først startede det med Rob Marshall i 2023, der efter 17 år i Red Bull-sadlen søgte en stilling som Technical Director hos McLaren, hvilket tydeligt har sat sine spor, da papaya-racerne har vundet konstruktørmesterskabet de to efterfølgende år.

Det, der fik korthuset til at vælte helt sammen, var, da veteranen Adrian Newey fjernede sit es fra toppen af huset i 2024 – og så dalede kortene ellers stille ned derfra. Det blev til 19 år i førertrøjen for den erfarne herre.

Senere samme år stoppede Jonathan Wheatley (tidligere Sporting Director) efter 18 år for at deltage i det nye Audi-projekt.

I 2025 blev kongen fjernet fra korthuset, da selveste Christian Horner fik taget sin trone fra sig i et dramatisk exit efter at have besiddet den siden teamets start. Han kan dog i stedet sidde på sin bunke af penge, da han angiveligt fik 80 millioner pund for at blive hjemme med konen.

I slutningen af 2025 var det også slut efter 20 år for Helmut Marko, Verstappens mangeårige mentor.

Og i 2026 bliver det ved med at vælte ind med opsigelser til det hårdt prøvede team, der ikke har fået den bedste start på 2026-sæsonen.

Seneste mand til at forlade skuden er Verstappens tro følgesvend og race engineer, Gianpiero Lambiase, der skal forsøge lykken hos McLaren fra 2028-sæsonen som Chief Racing Officer.

Og seneste nyt fra rygtemøllen er, at dronningen også bliver fjernet fra korthuset, da teamets Principal Strategy Engineer, Hannah Schmitz, er rygtet til Ferrari fra 2027 efter 17 år i teamet.

Og set med danske briller bliver det trist, at vi mister holdets veteran og det store danske smil fra Ole Schack, der har været en vigtig brik i teamet, da han har haft en finger med i spillet til teamets seks konstruktørtitler og hele otte verdensmesterskaber siden 2005.

Så det er en tynd kop te, der er tilbage i Red Bull-kedlen. Så hvad er fremtiden for det hårdt prøvede team, der har et af feltets største budgetter og fanskarer?

Det er værd at bemærke, at både teammedlemmer og Verstappen er i høj kurs på markedet, så de kan i princippet selv vælge destination og antallet af nuller på checken.

Så et stabilt miljø hos Red Bull er pludselig splintret og spredt ud i tusind stykker.

Men hvor stiller det Red Bull i fremtiden, hvis alle folk forlader skuden? Er det, fordi Red Bull er en synkende skude, eller er det teamchefen Laurent Mekies, der har haft prikkerunden?

KATEGORIER

Formel 1

OM SKRIBENTEN

Nicki fra BMF1.dk Nicki har været en del af BMF1.dk siden 2018, og han er en stor bilnørd, som altid har været fan af motorsport.