Op- og nedtur for Lundgaard på Monza

Weekenden på Monza blev en blandet pose bolsjer for Christian Lundgaard i Formel 2, men danskeren fik alligevel demonstreret sit talent.

Christian Lundgaard. Bahrain 2021. . Copyright Getty Images

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 12/9 2021 klokken 20:09

Uden overdrivelse kan det nu slåes fast, at 2021-sæsonen har været en kæmpe rutschebanetur for den danske Alpine F1 juniorkører.

Et imponerende løb af Lundgaard sikrede ham en flot placering på podiets tredje trin i lørdagens første løb på Monza, men derefter blev han desværre igen ramt af et af de uheld, som er ved at blive symptomatisk for Hedensted-køreren.

Således leverede Lundgaard et fantastisk løb lørdag morgen, hvor han startede fra 19. startposition, efter en kvalifikation, hvor bilen ikke kørte optimalt. Men da først starten gik til løb 1, demonstrerede danskeren, hvad han kan, når tingene gået op i en højere enhed.

Således leverede han flere flotte overhalinger og i et vanvittigt flot løb avancerede ART Grand Prix-køreren intet mindre end 16 pladser og sluttede på løbets tredjeplads, hvilket er sæsonens tredje podieplacering for ham.

Christian Lundgaard. Monaco 2021.Christian Lundgaard. Monaco 2021.
Copyright ART Grand Prix


Lørdagens løb 2 og søndagens såkalde ‘Featureløb’ gav desværre endnu en gang modgang for Lundgaard. Efter at være startet fra ottende startposition, blev Lundgaard ramt bagfra i banens anden chikane og røg ned bagerst i feltet på 22 kørere. Herfra fik han kørt sig op på en 15. plads.

I søndagens Featureløb var Lundgaard på en alternativ strategi, som på et tidspunkt bragte ham op på andenpladsen, hvor han dog manglede et pitstop i forhold til de fleste af konkurrenterne, der havde pittet under safetycar.

Meget symptomatisk for Lundgaards sæson, blev han præcis kaldt i pit lige nøjagtig en omgang for tidligt, da der sekunder efter kom den safetycar, som Alpine-junioren, med sit lange stint på mediumdækket, havde håbet på ville komme, så han kunne slutte med en topplacering.

Den indkaldte Safety Car hjalp dog Lundgaard nogle pladser op på resultatlisten, hvor han sluttede på løbets ellevteplads, en enkelt plads uden for pointene.

Så det var med blandede følelser Christian Lundgaard så tilbage på weekenden i Monza.

"Det har været noget af en rollercoaster-weekend, med op og nedture,” fortalte Lundgaard.

"I løb 1 havde vi en rigtig god bil, men jeg var også heldig, at der var kørere, der udgik foran mig. Men selvfølgelig super dejligt, at levere sådan et løb og komme tilbage på podiet.”

Et avancement på 16 pladser og podie til Christian Lundgaard. Monza 2021Et avancement på 16 pladser og podie til Christian Lundgaard. Monza 2021
Copyright Getty Images


“I løb to bliver jeg snurret rundt næsten inden vi er igang, så der forsvandt muligheden for point,” fortsatte Lundgaard, der dog også var ærlig omkring bilens performance, som tilsyneladende konstant skal køres på kanten, eller der over, for at være med i den bedste halvdel.

“Helt ærligt, så synes jeg ikke bilen havde farten til at være med fremme. Vi kører konstant på grænsen, konstant på maks og der er ikke noget ekstra at presse ud af bilen,” indrømmede danskeren.

“Det samme er gældende i søndagens løb. Vi har ikke noget overskud i bilen, så der er ikke noget ekstra at give af.”

Da bilerne i Formel 2 alle kører med samme chassis fra Dallara, tyder en del på, at ingeniørerne hos ART Grand Prix har en pæn opgave foran sig, hvis Lundgaard skal slutte blandt de bedste efter sæsonfinalen i Abu Dhabi i december.

Løbet på Monza blev vundet af stortalentet Oscar Piastri i Prema Racing, hvorefter stillingen øverst i tabellen ser således ud efter 5. afdeling:

1. Oscar Piastri, Prema Racing, 149 point
2. Guanyu Zhou, Uni-Virtuosi Racing, 134 point
3. Robert Schwartzman, Prema Racing, 113 point
4. Dan Ticktum, Carlin, 104 point
-
11. Christian Lundgaard, ART Grand Prix, 38 point

Resterende løb

24-26/9 Sochi, Rusland
3-5/12 Jeddah, Saudi Arabien
10-12/12 Yas Island, Abu Dhabi

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Italiens GP: Løbsresumé Ricciardo vinder Straf til Verstappen »