Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 27/8 2024 klokken 21:08
Williams har gang i en større kabale for tiden, og nu blev de senere tids rygter endelig bekræftet for omverdenen.
Amerikaneren Logan Sargeant er fortid hos Williams. Den amerikanske kører har tilbragt den seneste 1,5 sæson i motorsportens fineste række, men Hollands Grand Prix blev det foreløbige sidste Formel 1-Grand Prix for amerikaneren. Det skriver Williams F1-team i en pressemeddelse.
Williams har givet sædet til den argentinske racerkører Franco Colapinto. Rygterne havde ellers svirret længe, om det skulle være Mick Schumacher eller Liam Lawson der skulle agere sædevarmer indtil næste sæson, hvor Carlos Sainz træder ind i teamet.
Valget er faldet på Colapinto, der hidtil har gjort indtog i F2-serien i 2024-sæsonen, hvor det er blevet til en enkelt sejr på Imola-banan.
Colapinto er med sine bare 21 år en af de yngste kørere på gridden, men som en del af Williams’ driver academy, så Williams ham som et naturligt valg til at erstatte Sargeant.
Sargeant er dog ikke sparket ud af Williams-familien. Sargeant vil stadig være en del af Williams, og de vil fortsat støtte Sargeants fremtidige racerkarriere.
Franco Colapinto har givet følgende kommentar til sin opgradering til Formel 1:
"Det er en ære at få min debut i Formel 1 med Williams – det er, hvad drømme er lavet af.
Holdet har en fantastisk historie og en mission om at komme tilbage til fronten, som jeg ikke kan vente med at blive en del af."
"At komme ind i F1 midt i sæsonen vil være en enorm læringskurve, men jeg er klar til udfordringen, og jeg er fuldt fokuseret på at arbejde så hårdt, jeg kan, sammen med Alex og holdet for at få succes," slutter Franco Colapinto.
James Vowles, Teamchefen for Williams, har også knyttet en kommentar til skiftet 2/3 dele inde i F1-sæsonen:
"At erstatte en kører midt i sæsonen er ikke en beslutning, vi har taget let, men vi mener, at dette giver Williams den bedste chance for at konkurrere om point i resten af sæsonen."
"Vi har netop bragt en stor opgradering til bilen og skal maksimere hver eneste mulighed for at score point i en bemærkelsesværdig tæt kamp i midterfeltet."
"Vi tror også på at investere i vores unge kørere i Williams Racing Driver Academy, og Franco får en fantastisk mulighed for at demonstrere, hvad han er i stand til i de sidste ni runder af sæsonen."
"Det er uden tvivl utroligt hårdt for Logan, som har givet alt i sin tid hos Williams, og vi vil gerne takke ham for al hans hårde arbejde og positive attitude. Logan forbliver en talentfuld kører, og vi vil støtte ham i at fortsætte sin racerkarriere i fremtiden."
"Jeg ved, at Franco har stor fart og et stort potentiale, og vi ser frem til at se, hvad han kan udrette i Formel 1," slutter teamchefen.