Der har været travlt i Hondas motorudviklingsafdeling hen over vinteren. Dette på trods af at den japanske fabrik trækker sig ud af Formel 1 efter 2021-sæsonen og afleverer nøgler og koncept til Red Bull Racing, som fortsætter med at udvikle på motorenhederne.
I forbindelse med Scuderia AlphaTauris præsentation i Salzburg, Østrig, af sin nye 2021-racer, fortalte Honda F1s tekniske direktør, Toyoharu Tanabe, at fabrikken føler sig velforberedte til den nye sæson.
“De tal vi har set i prøvebænken matcher, hvad vi forventede,” udtalte han til medier ved præsentationen.
“Lad os nu se, hvad den kan præstere, når det gælder rigtige løb.”
Tanebe fortalte, at ingeniørerne havde fokuseret på områder af motorenheden, hvor det vil være muligt at forbedre sig i forhold til konkurrenterne.
Ruslands Grand Prix 2020. Max Verstappen forrest i kæden af racere
Copyright Red Bull Contentpool
”Det er vanskeligt at være specifik om, hvilke dele der mest har været kigget på, men for at forbedre hastighed og pålidelighed har vi foretaget ændringer på ICE (forbrændingsmotoren, red.), turbo og ERS (Energy Recovery System, red.),” forklarede han.
"Dette er vores tredje år med Scuderia AlphaTauri, og for at forbedre os som helhed har vi også forbedret selve montering og pakningen af hele PUen (Power Unit, red.).”
Direktøren indrømmede også, at ambitionerne faktisk havde været højere, men at Covid-19 desværre spændte ben for yderligere tiltag.
“Før Covid-19 ville vi introducere en ny PU i år,” oplyste han.
“Men på grund af problemerne og restriktionerne efter det lange nedlukning af F1, kombineret med den europæiske lock-down og vanskeligheder med at skaffe reservedele, besluttede vi at udsætte det til 2022.”
AlphaTauri med Honda-power
Copyright AlphaTauri
"Under hensyntagen til beslutningen, der blev annonceret i oktober 2020, om at Honda vil forlade sporten i slutningen af 2021, revurderede vi situationen og ændrede vores plan igen for at genindføre den i 2021.”
"Det afspejler også vigtigheden af vores rolle og historie som en del af Formel 1-verdenen i flere årtier. Så jeg er glad for, at Honda har været i stand til at hjælpe de to hold (Red Bull og AlphaTauri, red.) og sporten på denne måde,” sluttede Tanabe.
Hondas motorprogram fortsætter fra 2022 på egen fabrik under navnet Red Bull Powertrains Limited og får base i Red Bulls hidtidige domicil i Milton Keynes, England.