På trods af, at Giancarlo Fisichella var tæt på at komme i problemer for tredje løb i træk i den anden udskilning, så var der rigeligt med reserver at trække på, da de ti forreste placeringer skulle fordeles.
Således blev det til en 1-2 på startgridden for Renault, der dog kan mærke Ferraris – og specielt Michael Schumachers – ånde i nakken. Længere nede i rækkerne stod Ralf Schumacher og Jarno Trulli for en solid indsats for Toyota, men det kneb mere for McLaren.
Her følger et fyldig sammendrag af begivenhederne:
Sidste år sluttede Alonso på andenpladsen – i år vil han gerne det sidste skridt op på skamlen i sit hjemmebaneløb.
OPTAKT
Efter en spændende tredje træning i formiddags er det nu alvor for kørerne. Resultatet efterlod flere spørgsmål, som vi måske finder svaret på i den kommende times tid.
Blandt disse spørgsmål er om Ferrari og isæt Michael Schumacher kan holde formen, de har vist i de sidste to løb. Træningen indikerede at de kan, men Renault var ikke langt efter.
Det skal også blive spændende at se, om BMW og Red Bull virkelig har så meget at give af, som de indikerede ved at tage tredje- til femtepladsen i træningen.
Fernando Alonsos succes sætter sine spor på tilskuerpladserne, hvor der selv i dag lørdag næsten er udsolgt. Det er ikke hverdag i Formel 1. Det bliver oplyst, at der 112.000 tilskuere tilstede på Circuit de Catalunya for at følge kvalifikationen – det er mere end der var totalt hele weekenden på for eksempel Imola!
Vejret kort, inden kvalifikationen går i gang, byder på en lufttemperatur på 25 grader og en asfalttemperatur på 38 grader. Luftfugtigheden er på 43% med en let vind, og der er ikke noget, der tyder på nedbør på trods af regn tidligt i morges.
Jacques Villeneuve (BMW) har skiftet sin motor, og han vil derfor blive straffet med ti pladser i forhold til den startplacering, han ellers ville have kvalificeret sig til.
David Coulthard fik ikke så meget at smile af i dag.
FØRSTE UDSKILDNING:
Så er kvalifikationen gået i gang, og det er Ralf Schumacher (Toyota), der er første mand ude på banen. Det så ikke alt for lyst ud i formiddags for Toyota med en 13. og en 18. plads, så de skal passe på ikke at blive slået ud allerede i denne del.
Ralf Schumachers tid i første sektor bliver 24,129 sekunder efterfulgt af en mellemtid på 56,320 sekunder efter anden sektor. Den samlede tid bliver 1:20.567, hvilket er næsten 5 sekunder langsommere end sin brors bedste tid fra i formiddags.
I mellemtiden er der kommet yderligere 8 kørere på banen, hvoraf David Coulthard (Red Bull) dog er gået i pit igen uden at sætte en tid.
At Ralf Schumachers tid ikke var imponerende understreges af, at Takuma Sato (Super Aguri) var i stand til at slå den. Det ser slet ikke godt ud for Toyota.
Sato får ikke lang tid i spidsen, idet en række kørere kort efter sætter hurtigere tider. Med ni minutter igen er det Jarno Trulli (Toyota), der ligger i front med tiden 1:17.53.
Kimi Räikkönen er den første formodede topkører, der sætter en tid, og han tager da også klart førstepladsen med tiden 1:16.613.
Afkørsel! Det er 200-løbsjubilaren David Coulthard, der er kørt af banen i sving 3 og har smadret bagenden. Dermed kommer han ikke til at leve op til træningstiderne. Hændelsen forårsager rødt flag med 7:29 tilbage af den første del.
Der er indtil nu kun ti kørere, der har sat en tid, så der kommer til at være travlhed i den sidste halvdel af udskilningen.
Michael Schumacher sørger for at komme først ud af pitten og dermed forrest i køen. Felipe Massa kommer lige bagefter og med Fernando Alonso som treer. De tre burde med lidt held få rimelig fri bane til at sætte en fornuftig tid.
Der er nu 15 kørere ude på banen, så der er stor risiko for, at nogle af kørerne kan blive mere eller mindre spæret og dermed ikke komme videre.
Alonso sætter hurtigste tid i første sektor – og anden sektor. Til gengæld kniber det lidt mere for Michael Schumacher. Jarno Trulli er også ude på en meget hurtig omgang.
Stillingen da de er nået en omgang hver er Fernano Alonso (1:15.816), Giancarlo Fisichella (1:16.046), Jensen Button (1:16.054), Felipe Massa (1:16:359).
Det kan se ud til, at Schumacher kom til at holde lidt for længe ved pitudkørslen. Mod slutningen af omgangen var han hurtigst og i starten på næste omgang var han også hurtigere end Alonso.
Med 2:30 tilbage har Juan Pablo Montoya og Jacques Villeneuve stadig ikke sat nogen tid. Montoya når dog rundt lige efter og rykker op på en sjetteplads. Schumachers nye forsøg rækker til en tredjeplads, og dermed bør de være sikre.
Det er Nico Rosberg (Williams) og Scott Speed (Toro Rosso), der kæmper om den sidste plads, men Speed går i pit.
Meget positivt for Jarno Trulli (Toyota), der slutter på en flot sjetteplads, og Ralf Schumacher er oppe på en ottendeplads, så det var ikke nær så slemt, som det lige så ud i starten.
Som det ses af nedenstående tabel, så var det meget tæt med 14 kørere inden for otte tiendedele.
Resultatet efter den første udskilning.
Jarno Trulli og Toyota klarede sig fint i kvalifikationen.
ANDEN UDSKILDNING
Jacques Villeneuve (BMW) er den første til at køre ud til anden udskilning, men han får hurtigt følgeskab af flere kørere blandt andet Fernando Alonso, som var hurtigst i den første afdeling.
Villeneuve sætter en fornuftig tid med 1:16.349, hvilket er tre tiendedele langsommere end tiden i første afdeling. Mark Webber er næste mand rundt, og det bliver til en tid bare én tusindedel efter Villeneuve.
Nico Rosberg forbedrer sig mere end et sekund til denne afdeling, hvilket rækker til en kortvarig placering på førstepladsen. Det går dog hurtigt med at få nye kørere ind, men med tiden 1:15.124 (weekendens bedste) så sætter Fernando Alonso tyk streg under, at han i hvert fald skal regnes blandt kandidaterne til pole position. På de to næste pladser er pt. de to Toyota-kørere.
Det ændrer Kimi Räikkönen dog på ved at tage andenpladsen. Det kan dog se ud til at blive en kortvarig fornøjelse, idet de to Ferrari-kørere ser meget hurtige ud – specielt Michae Schumacher. Massa tager andenpladsen, men kort efter kommer Schumacher ind på en suveræn førsteplads: 1:14.637 eller mere end fire tienedele foran Alonso!
Button, Liuzzi, Webber, Villeneuve, Heidfeld og Klein er endnu ikke videre til den afsluttende del af kvalifikationen.
Jenson Button forbedrer sig dog kort efter, og han rykker op på en tredjeplads, hvormed han også skulle være sikker.
Med lidt over fem minutter igen er alle kørere i pit, men visse af kørerne bliver dog nød til at køre ud for at forsøge at forbedre sig. Ralf Schumacher og Juan Pablo Montoya er blandt de første til at vende tilbage. De ligger på henholdsvis tiende- og niendepladsen.
Der er nu syv kørere, der har sat tider hurtigere end den hurtigste tid fra træningerne.
Med tre minutter igen er alle kørere fra syvendepladsen og ned af ude på banen. For Ralf Schumacher giver det bonus, idet han rykker op på fjerdepladsen blandt ved at sætte ny bedste tid i den sidste sektor.
Det lader til, at Toyota-racerne er meget stærke i den sidste sektor. Jarno Trulli følger op ved at gøre Schumacher kunsten efter. Hans tid rækker til en flot andenplads.
Endnu en gang hænger Giancarlo Fisichella med en vis legemesdel i vandskorpen. I de to sidste løb er han ikke kommet i top ti, men denne gang er der ikke nogen tvivl. Med mindre end et minut tilbage sætter han næstbedste tid godt en tiendedel efter Michael Schumacher.
Blandt de største overraskelser er, at Juan Pablo Montoya ikke kommer videre.
Resultatet efter den anden udskilning.
Kimi Räikkonen starter fra 9. pladsen.
SUPER POLE
Så er der taget hul på de sidste 20 minutter. Som sædvanlig vil vi se kørerne bare forsøge at brænde så lidt brændstof af som muligt mens de holder tiderne under 10% langsommere end poletiden.
Med tiderne fra anden udskilning betyder det, at tidsgrænsen ligger på omkring 1:22. FIA har besluttet at for hver omgang, en kører tilbagelægger inden for denne tidsgrænse, får man lov til at fylde 2,5 kg. benzin på bilen. Bortset fra dette, må der ikke fyldes mere brændstof på, end kvalifikationen sluttes med.
Kørerne vælger da også at lægge ud med tider på mellem 1:18.6 og 1:21.4.
Resultatet fra målingerne i fartmåleren for enden af start-/mållangsiden viser, at det er de to Ferrari-kørere, der præsterer de klart højeste tophastigheder. Felipe Massa har klokket 319 km/t, mens Michael Schumacher nåede op på 314 km/t. På de efterfølgende pladser ligger Fisichella (311 km/t), Villeneuve (308 km/t), Heidfeld (308 km/t) og Barrichello (308 kmt/t).
Efter ti minutter er det de to Ferrari-kørere, der ligger forrest med deres bedste tider omkring et halvt sekund hurtigere end de to Renault-kørere.
Første mand til at gå i pit er Fernando Alonso, hvilket han gør med lige over otte minutter igen. Han følges næste med det samme af fem andre kørere, der i blandt begge Ferrari-kørere og Giancarlo Fisichella. Det er blandt de fire, vi må formode, at den hurtigste skal findes.
Lad os se, hvad Michael Schumacher kan præstere på de nye dæk. Han skærer med det samme syv tiendedele af den bedste tid i første sektor. Det øges til mere end 1,2 sekund efter anden sektor. Hans samlede tid bliver 1:15.862, men det kommer ikke til at række.
Der går bare nogle få sekunder, så er Fernando Alonso i spidsen med 1:14.875, og Fisichella tager andenpladsen – altså ren Renault-føring nu. Felipe Massa har også sat en tid, der er bedre end Schumacher.
Fernando Alonso går i pit igen for at få nye dæk endnu engang. Felipe Massa følger efter. Mon Schumacher satser på lige at nå én omgang til, inden han går ind? I så tilfælde bliver det snært, om han når ud inden på sin flyvende omgang inden tiden løber ud. Han går i pit, så det er taktikken.
Det ser ud til, at Ferrariens Bridgestone-dæk har tendens til graining på venstre fordæk. Det er ikke noget godt tegn for dem.
Så er det sidste chance. Alonso er 27 tusindedele hurtigere på første mellemtid, men den slås først af Massa og siden af Fisichella. Alle er dog meget tæt. Alonso sætter bedste tid i anden sektor er foran Massa nu. Ny bedste tid til Alonso: 1:14.648!
Michael Schumacher ser dog ud til at kunne gøre indtryk på den tid! På anden mellemtid er han 96 tusindedele efter. Kan han vinde det ind? Ferrarien plejer at være hurtig til sidst. Nej, han gør det ikke! Det bliver til en tredjeplads.
Dermed bliver det ren Renault-front i morgen, men vigtigst af alt for de 120.000 tilskuere, så er det hjemmebanehelten Fernando Alonso, der er i pole. Skal det endelig lykkes for ham at tage en sejr på hjemmebanen? På vej rundt tilbage til pitten hyldes han af de begejstrerede tilskuere.
I anden startrække bliver det de to Ferrari-kørere, der kommer til at holde, mens Rubens Barrichello og Ralf Schumacher tager sig af den tredje. I øvrigt blev de to noteret for nøjagtig samme tid.
McLaren må derimod erkende, at de tilsyneladende stadig mangler en del, før de for alvor kan kæmpe med om de forreste placeringer: Kimi Räikkönen starter fra niende startposition, mens Juan Pablo Montoya med en 12. plads slet ikke nåede blandt de sidste ti.
Vi vender tilbage senere i dag med reaktioner og flere nyheder fra Spanien, og selvfølgelig rapporterer vi løbende fra løbet i morgen klokken 14.
Resultatet af kvalifikationen.