Det er på sin vis to helt nye teams vi slutter vores gennemgang af årets deltagere med. BMW Sauber har ikke længere noget med BMW at gøre, og HRT F1, som er brudt ud af af Campos Meta, præsenterede i sidste uge i Murcia, Spanien.
BMW Sauber har en bil, men ikke store sponsorer. HRT F1 er så nye, at de stort set ikke har nået at finde sponsorer, og de reddede det nye Campos Meta-team fra at blive en større fiasko, som var ved at ødelægge en ung kørers Formel 1-karriere, før den var kommet igang.
See you in Bahrain
Copyright BMW Sauber
BMW Sauber
BMW offentliggjorde sidste år, at de ville lukke deres Formel 1-hold ned ved udgangen af 2009. Officielt blev holdet solgt til den schweiziske investeringsfond Qadbak Investments, og de ville overtage BMW’s tildelte plads på 2010-gridden.
Da ingen rigtig vidste hvad Qadbak Investments stod for, og hvem der stod bag trak FIA deres starttilladelse tilbage.
Det fik Peter Sauber, der tilbage i 1992 grundlagde Sauber F1-holdet og debuterede i 1993 i Formel 1-VM med opbakning fra Mercedes, til at kigge på sine muligheder for at drive holdet videre under eget navn.
Kort før jul kunne Sauber så præsentere sit comeback som teamejer, og selv om det krævede en omstrukturering og opsigelse af en større del medarbejdere, bevarede holdet alligevel en hel del arbejdspladser, hvilket ifølge den schweiziske teamchef var formålet med købet fra BMW.
Det er derfor et noget mindre hold vi kommer til at se på asfalten i år. Det er også en noget mere ren bil, da fokus på grund af den sene overtagelse gik fra sponsorjagt til færdiggørelsen af C29, så den kunne blive klar til test i februar.
For sjov skyld skal det nævnes, at C29 afløser C24 fra 2005. De mellemliggende modeller eksisterer ikke, da de modeller skulle være produceret under BMW-regi.
Vintertestene i Spanien har givet forhåbninger om, at C29 kan gå hen og blande sig i topkampen, i det mindste i pointkampen, på trods af at C29 er designet med data indhentet fra sidste års skuffende BMW Sauber F1.09.
To nye kørere er kommet til holdet, eller rettere Kamui Kobayashi er ny efter to løb i Toyota, mens Pedro de la Rosa kommer fra en mangeårig test- og reservekørerrolle hos McLaren-Mercedes.
En lidt spøjs blanding, når man samtidig kigger på de kørere, som Ferrari, der leverer motorer til holdet, kunne have leveret. Kamui og Pedro bliver en spændende blanding af ungdommelig aggression og mangeårig testerfaring.
For få dage siden kunne man se et nyt logo på en pressemeddelelse udsendt af BMW Sauber, hvor navnet var ændret til SAUBER Motorsport og logoet var det velkendte røde Sauber-’S’. Måske vi inden for de næste uger kan offentliggøre, at holdet skifter navn og BMW forsvinder helt ud af Formel 1.
Pedro de la Rosa BMW Sauber-kører
Copyright Sauber
Pedro de la Rosa
Pedro de la Rosa vender efter syv år som testkører for McLaren-Mercedes tilbage til Formel 1 som løbskører. I de syv år er det blevet til ni løbsstarter til den spanske kører (et løb i 2005 for den ’tennisskadede’ Juan Pablo Montoya og otte løb i 2006, da selvsamme Montoya trak sig ud af Formel 1).
Bedste resultat blev en andenplads i Ungarn 2006, der var det løb hvor Jenson Button vandt sin første sejr.
Pedros karriere som racerkører kom ret sent i gang. Han var sytten år, da han begyndte med at køre gokart, og det er jo helt uhørt i disse kredse, at man starter så sent og så samtidig formår at komme i Formel 1. Turen til Formel 1 ligner lidt Tom Kristensens vej til de store klasser. Dog endte Tom i sportsvogne, mens Pedro nåede Formel 1.
Men ligesom Tom tilbragte et par år i japansk motorsport ligeså gik Pedros vej over et japansk F3-mesterskab 1995 og japansk F3000-mesterskabet i 1997. Fra Japan blev spanieren testkører for Jordan-teamet, der i 1998 kørte med Honda-motorer.
Året efter blev det til en løbsdebut for Tom Walkinshaws Arrows-team og efter en tid her, fik Pedro chancen som afløser for brasilianske Luciano Burti hos Jaguar midt i 2001. Her gik det ikke så godt, så da McLaren tilbød ham en testkørerkontrakt i 2003 slog han til.
Der har flere gange været talt om et Formel 1-comeback, og sidste år testede de la Rosa for Force India, der skiftede til Mercedes’ motorer. I år vender den nu ældre spanier tilbage på gridden som løbskører, og det bliver sjovt at se hvor meget angrebsiver, der stadig er tilbage i ham efter syv år som testkører.
Kamui Kobayashi
Copyright BMW Sauber
Kamui Kobayashi
Kamui Kobayashi er den næste japanske kører i Formel 1, og i år er chancerne for, at han bliver den eneste japanske kører store. De andre ’store’ japanske kørere, Takuma Sato og Kazuki Nakajima, er skiftet til den amerikanske Indycar-serie og til Stefan Grand Prix-teamet, som ikke har fået starttilladelse i år.
Kamui er en svær kører at blive klog på. Han kom til GP2-klassen i 2008 ved hjælp fra Toyotas juniorprogram, og vandt vinterklassen GP2 Asia sidste år i DAMS-teamet. Hans resultater i den almindelige GP2-klasse har dog ikke været overbevisende i de to år han har deltaget, så der var umiddelbart ikke nogen naturlig forklaring på, at han skulle få chancen i Formel 1.
Da Timo Glock blev syg sidste år i Japan overtog den japanske kører bilen om fredagen i kraft af hans daværende test- og reservekørerrolle hos Toyota. Lørdag kørte Timo galt igen og kom så slemt til skade, at han ikke kunne stille op i de efterfølgende løb.
Det betød, at Kobayashi kunne debutere i Interlagos, og det gjorde han med bravour. Han var aggressiv, hvilket landsmanden Kazuki Nakajima mærkede i den Toyota-drevne Williams-racer. Han var hurtig og lavede ingen fejl. En fin debut, der blev til et ekstra løb i Abu Dhabi.
Her scorede japaneren sit første point i Formel 1, og Kamui var allerede placeret i det ene Toyota-sæde i 2010 (af de mange F1-eksperter og fans), da Toyota lukkede holdet ned. Det var noget af et dilemma for den unge kører, som ikke havde penge og sponsorer til at kunne vende tilbage til GP2, men som samtidig har fået smag for Formel 1. Spørg bare Nicolas Kiesa, hvad F1-bacillen gør ved én.
Sauber blev redningen. Peter Sauber ønskede at skabe en duo af ungdom og erfaring, og japanerens to sidste løb i 2009 står stadig frisk i erindringen, som to rigtig gode løb. Forvent, at Kamui Kobayashi vil være den hurtigste kører i teamet, men også den kører, som vil lave flest fejl.
Bruno Senna twitter-billede
HRT F1
HRT F1 team, eller Hispania Racing F1 Team, hedder det hold, som blev tilmeldt 2010-sæsonen som Campos Meta. Forventningerne var store og ret hurtigt blev chassisfabrikanten Dallara hyret (leverer bl.a. chassiser til mange af Renaults mærkeklasser) til at designe den Formel 1-bil, som holdet skulle køre med i 2010.
Bruno Senna blev hentet ind som kører for holdet, og selv om den brasilianske nevø til afdøde Ayrton Senna ikke ville få løn, så skulle hans navn kunne skaffe sponsorer til holdet. Campos-delen af holdet bestod af den tidligere Formel 1-kører Adrian Campos, der har egne hold i en del mindre klasser. Altså en mand med erfaring.
Meta stod for Meta Images, som skulle være partner for holdet, mens Jose Ramon Carabante blev investor i teamet. En hjemmeside blev sat op, og der blev lagt et par pressemeddelelser og billeder op, men så skete der ikke mere.
Der blev nærmest helt stille, men det hang jo sammen med det, som man var begyndt at frygte: Holdet ville ikke blive klar til start, og så begyndte rygterne omkring manglende betaling til Dallara f.eks. at dukke op.
På de store nyhedssites kunne man læse, at det spanske hold selvfølgelig ville komme til start, mens analytikerne tvivlede på holdets fremtidige eksistens. Vi ved nu, at der fandtes en redningsplan, men den blev nærmest påtvunget, og holdet er ikke længere det samme, som det Campos Meta-team, der skulle debutere i Formel 1.
Jose Ramon Carabante købte forleden Adrian Campos og Meta Images ud af holdet, han hentede Colin Kolles, som tidligere har været involveret i Jordan/Midland/Spyker/Force India. Ind fra sidelinien kom den indiske kører Karun Chandhok (med personlig støtte fra Bernie Ecclestone) som supplement til Bruno Senna.
Det nye hold blev præsenteret i sidste uge, hvor Dallaras Formel 1-racer for første gang så dagens lys. Vi kan desværre ikke bringe billeder af bilen, da HRT F1 ikke har en hjemmeside endnu, og vi ikke kan bringe billeder, som vi ikke har rettighederne til.
Forventningerne til holdet kan dog kun sættes lavt. Bilen har aldrig været ude og køre, og de første løb må betragtes som rene testsessions. Den nye kører, Karun Chandhok, tror dog holdet vil overraske i år.
Bruno Senna i Dallara-cockpit
Copyright Campos Meta
Bruno Senna
Den 26-årige brasilianer, Bruno Senna, er en kører, der debuterer ret sent i Formel 1. Debuten var dog også planlagt til sidste år, da Honda var interesseret i den afdøde, tredobbelte verdensmester Ayrton Sennas nevø, som en af de to kørere i 2009.
Da Honda lukkede ned, røg den chance, og Bruno skiftede i stedet til Oreca-teamet i sportsvognsracing, hvor han kunne holde sine kørerevner vedlige i Le Mans-serien og på Le Mans. Den brasilianske kører tog en utraditionel vej til Formel 1.
Først i 2004 debuterede han i en europæisk formelklasse, da han deltog i 6 Formula BMW-løb i den engelske serie. 2005 og 2006 blev tilbragt hos Räikkönen-Robertson Racing (og ja, det er den Räikkönen, red.) i den britiske F3-serie, hvor han i det sidste år tabte mesterskabet til holdkammeraten Mike Conway.
I 2007 debuterede Senna i GP2 for Red Bull-Arden International GP2-teamet. Her blev det til en sejr i Spanien, men ellers var det ikke de største resultater, der blev opnået.
Året efter skiftede Bruno til iSport International, der var det team, som Timo Glock året før havde vundet GP2-titlen med. Her blev det da også til to sejre og i alt seks podieplaceringer, der var med til at sikre plads to i mesterskabet.
Vejen til Formel 1 har været kort. Fem fulde racersæsoner, de fire af disse i formelbiler, og nu kommer debuten så for Hispania Racing F1. Det er dog svært at forestille sig, at Ayrtons nevø vil imponere i sit første år, men kan det blive et springbræt til et bedre team, er der en god gevinst i det, som bliver en svær Formel 1-sæson.
Bruno Senna er dog kun 26 år. Damon Hill debutede i Formel 1 som 32-årig. En lille sjov anekdote er, at Sennas holdkammerat bliver Karun Chandhok. De to var holdkammerater hos iSport International i 2008.
Karun Chandhok tidligere ORT GP2-kører, nu HRT F1-kører
Copyright GP2 Media
Karun Chandhok
Det bliver endnu en debutant, der sætter sig i det andet sæde hos HRT F1. I 2007 deltog han i GP2-klassen for Durango, og selv om det var svært at se det store talent i det første år i GP2, så gjorde han noget rigtigt.
Sæsonen sluttede med en sejr i GP2-sprintløbet i Belgien foran de morgenfriske F1-chefer, og Red Bull gjorde ham til testkører for holdet.
2008 gav en ny sejr i Tyskland og et par podieplaceringer, men stadigvæk lignede Karun ikke en Formel 1-kører. De første F1-indikationer kom dog, da Vijay Mallya, der er nær ven af familien Chandhok, købte Spyker-holdet, og et hold under indisk flag havde selvfølgelig behov for en indisk kører.
Den indiske kører måtte dog tage en tredje sæson i GP2, hvor han kørte for den tidligere Formel 1-kører Tiago Monteiros nye Ocean Racing Technology (ORT)-team. Det var noget af et skifte fra iSport til ORT, og resultaterne blev heller ikke som ønsket. En tredjeplads på Silverstone var sæsonens bedste resultat.
Da Giancarlo Fisichella, efter det belgiske Grand Pris, skiftede til Ferrari, var der på ny en mulighed for at komme til Formel 1, men endnu engang undlod Vijay Mallya at give Karun en chance i Formel 1. Det til stor ærgrelse for Bernie Ecclestone, der gerne så en indisk kører i et indisk team, når Indien skal afvikle deres første Grand Prix i 2011.
Nu kommer chancen endelig hos Hispania Racing F1-team. Hvordan det kommer til at gå for den 26-årige inder er svært at spå om. Formel 1 er noget andet, og måske oplever man et gennembrud af den slags, som Kamui Kobayashi fik i sine to løb for Toyota sidste år.
Forvent ikke de store resultater i år, og i starten en del afkørsler.