• Forside

Optakt 2010 – TV3 Puls er klar til sæsonstarten

Om syv dage starter årets første træning i Bahrain, og kan man ikke lige være nede på banen, når det går løs, så er fjernsynsskærmen det næstbedste sted. I Danmark foregår det på Viasat-kanalen TV3 Puls, og holdet bag udsendelserne er klar.

3puls logo . Copyright Michael Ewert

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 5/3 2010 klokken 15:03

TV3 Puls viser igen i år samtlige løb og samtlige sessions i årets verdensmesterskab live, og jeg skal hilse fra værten Peter Palshøj og sige, at han og holdet bag er klar til at underholde os før, under og efter løbet, og naturligvis under træninger samt kvalifikation.

Det fortalte Peter under et pressemøde, afholdt tidligere i dag, der foregik i det nye gokartcenter Power Racing på Østerbro. Her havde Viasat inviteret til præsentation af holdet bag udsendelserne, og det er nogle kompetente herrer de har med sig.

Der var flotte biler på parkeringspladsen
Copyright Michael Ewert


Ved ankomst til gokartcenteret blev man mødt af store bannere ’F1 på TV3 Puls’ og inde på parkeringspladsen blev man mødt af et par af de biler, der giver skattevæsenet våde øjne. Vel ankommet til den lille café i gokartcenteret, der agerede mødelokale med ild i pejsen, Red Bull og croissanter på bordene, samt frisklavet kaffe, kigger man rundt.

I lokalet står Nicolas Kiesa, Thorkild Thyrring, John Nielsen, Peter Palshøj og kommentator Jens Hansen og snakker med journalister og gæster. Selve den officielle del af pressemødet blev et par minutter forsinket for der manglede lige den sidste mand, Tom Kristensen.

Storsmilende Tom Kristensen'
Copyright Michael Ewert


Han var lidt forsinket, men det er heller ikke nemt at skulle op ad trapper, når man render rundt med krykker ovenpå den fodskade han pådrog sig under en badmintonkamp med sønnike for et par måneder siden.

Toms ankomst betød, at pressemødet kunne gå i gang, og en veloplagt Peter Palshøj bød velkommen, flankeret af sine prominente medhjælpere og Jens Hansen, der var røget ud på kanten af bordet. Der var ingen tvivl om, at denne sæson ville skabe historie, og TV3 Puls ville gøre deres for at bringe historieskrivningen direkte til seerne.

3puls' F1-hold
Copyright Michael Ewert


Palshøj åbnede mødet med at sige, at Superligaen starter på søndag, Champions League er startet, men den rigtige sport begynder først om en uge. Det kunne man kun give ham ret i. Racerkørerne blev præsenteret, og alle var enige om, at det, som Tom Kristensen udtrykte det, ville blive ’den bedste sæson i mands minde’.

3puls forvinge
Copyright Michael Ewert


Michael Schumachers comeback var omdrejningspunktet, og har du set TV3 eller en af søsterkanalerne har du nok allerede set reklamerne om Michael Schumachers comeback, følg med fra fredag den 12. Tom fortalte, at da han i november var i Kina for at deltage i ’Race of Champions’, der snakkede de deltagende kørere om, at det var ærgerligt at det ikke blev til noget Schumacher-comeback med Ferrari. Jenson Button selv sagde, at han selvfølgelig kørte for Brawn i 2010.

Gruppefoto
Copyright Michael Ewert


Uger senere købte Mercedes holdet og Michael Schumacher blev bekræftet, så det var en overraskelse for alle, da han blev blev præsenteret som kører, men det var forståeligt for Ross Brawn og Michael Schumacher har en helt speciel kemi. Vidste du, at John Nielsen også har arbejdet sammen med Ross Brawn?

Omkring formatet, så ligner det rimelig meget det vi lærte at kende sidste år. Der vil være optakt og ’nedtakt’ til hvert grand prix. Det nye er, at man ved flere Grand Prixer vil udvide sendetiden til to timer, hvis man kan fylde programfladen ud, og her er de klassiske Grand Prixer oplagte. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi får to timers optakt til løbet fra Monaco.

Peter Palshøj
Copyright Michael Ewert


Thorkild Thyrring fortsætter sit lille menupunkt, hvor han fortæller anekdoter om nye ting og gamle dage, og man har en halv aftale med Jenson Buttons løbsingeniør, Jakob Andreasen, omkring lidt insideinfo, hvis man kan få det til at passe ind i ingeniørens stramme program.

TV3 Puls er klar til at byde op til ’klassisk ballet på fire hjul’.

Efter den officielle del af pressemødet var slut bød Viasat på en lille gokartkonkurrence. Power Racing har nogle eldrevne karts, og lad os bare sige, at de er anderledes at køre. Væk er motorens larm og dårlige lugt, og ind er kommet elpower og elektrisk bakgear. Man savner dog lyden, og jeg frygter den dag hvor F1’erne kører med avancerede elmotorer af hensyn til miljøet.

Nicolas Kiesa i elkarten
Copyright Michael Ewert


Tom Kristensen sad over på grund af foden, da de resterende kørere gik ud for at køre en så hurtig omgang som muligt. Den satte Nicolas Kiesa i 21.6 sekunder, så nu har du en tid at køre imod, hvis du skulle få lyst til at prøve kræfter med banen. Den er underholdende og byder ikke på mange overhalingsmuligheder, men det var heller ikke antallet af overhalinger, men bedste omgangstid det handlede om.

Om en uge er der Formel 1, og det bliver spændende at se om 3puls kan indfri de forventninger de skabte under dagens pressemøde.