• Forside

Optakt 2010 – Williams og Renault

Så er der kun fire dage til, at sæsonens første træning starter i ørkenstaten Bahrain. Vi fortsætter derfor vores kig på de hold, der deltager i årets mesterskab, i dag med fokus på Williams og Renault. To hold som begge kan gå hen og overraske.

Hulken har taget sigte på F1 . Copyright Williams F1

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 8/3 2010 klokken 10:03

Det er svært at forestille sig, at dagens to hold begge har været med til at kendetegne det Formel 1, som vi oplever i dag. Hvordan det tidligere storhold Williams, med masser af verdensmesterskaber i 80’erne og 90’erne i dag er et hold, der kæmper for at overleve på gridden.

På samme måde med det nuværende Renault-hold, hvis primære rødder stammer fra det tidligere Benetton-hold, der blev etableret tilbage i 1986 via et opkøb af Toleman-holdet. Det var her Michael Schumacher blev uddannet racerkører af de ypperste konkurrenter som Alain Prost, Ayrton Senna og Nigel Mansell.

De to hold har tilsammen vundet 10 kørermesterskaber, men hvilket af de to hold vil tage det næste?

FW32
Copyright Williams F1


Williams
Det engelske team, der blev etableret i 1970’erne af Frank Williams, har de sidste mange år levet en tilværelse væk fra de forreste pladser på Formel 1-gridden. Den sidste sejr stod columbianeren Juan Pablo Montoya for, da han vandt sæsonens afsluttende Grand Prix i Brasilien 2004, men siden er det tætteste holdet har været en sejr et par anden- og tredjepladser.

Det er en mærkelig fornemmelse at se holdet, der har vundet masser af mesterskaber med kørere som Alain Prost, Keke Rosberg, Alan Jones, Nelson Piquet og Nigel Mansell for at nævne nogle af de mestre, der har kørt for holdet, ligge og kæmpe for dets overlevelse og komme til start.

Der var rigtig krudt i bilerne, da de først fik Hondas turbomotorer i 80’erne og det gik fantastisk med Renaults sugemotorer i 90’erne. I starten af dette årti sad der BMW-motorer i FWxx-modellerne, men også dette samarbejde blev afbrudt, da der opstod intern splid omkring vigtige dele af drift og design.

FW32
Copyright Williams F1


Cosworth-motorer har været gode i en mellemperiode, og Toyota har været inde over med motorer og en japansk kører. Nu er Cosworth tilbage efter at have været helt ude af Formel 1 i et par år, og motoren er lidt af en joker for hvad kan den egentlig?

Cosworth leverer nemlig også motorer til Lotus og Virgin (foruden HRT), men Virgin og Lotus har været så langsomme, at det har været svært at skelne motor fra chassis. Williams har til gengæld altid været kendt for at bygge nogle gode chassiser, der har været lette at sætte op, men hvis motoren ikke bakker chassiset op, så bliver der endnu længere op til de sjove pladser.

Derfor anses Williams som et jokerteam for hvor stærkt er holdet, og hvad kan holdets to nye kørere, GP2-mesteren og F1-debutanten Nico Hülkenberg, samt veteranen Rubens Barrichello, gøre i en bil og i et team, som de ikke kender så godt?

Nico Hülkenberg
Copyright Williams F1


Nico Hülkenberg
Den unge kører med kælenavnet ’Hulken’ og Willi Weber som manager, er et spændende bud på en af årets store overraskelser. Med begrænset testerfaring skal man dog forvente, at den tyske kører skal bruge en håndfuld løb på at finde sig til rette i en løbsweekend.

Nico er en sprudlende og aggressiv kører. På hans C.V. står der bl.a. Formel BMW ADAC-mester (det tyske mesterskab red.), F3 Euro Series-mester, Marlboro Masters-vinder, A1 Grand Prix-mester og regerende GP2-mester. Flotte titler, der tåler sammenligning med landsmanden Sebastian Vettels.

Hulken er en spændende kører, hvis fremtid ifølge manager Willi Weber ligger hos Ferrari ligesom en vis Michael Schumachers gjorde. Han er hårdtarbejdende og god til at lære. Derfor skal man ikke forvente, at resultaterne kommer allerede i Bahrain, men der vil ikke gå mange løb før han vil sætte sin langt mere erfarne holdkammerat under pres, og det burde også blive til point.

I Formel 1 skal man være fysisk stærk på stort set alle områder. Et af disse områder er hånd/øje-koordinering, og selv på dette område arbejdede man i sidste uge, da Nico Hulkenberg øvede lerdueskydning på West London Shooting School. Lerdueskydning kræver intens koncentration og mental disciplin.

Forvent et par overraskelser, men ikke podiepladser.

Rubens Barrichello
Copyright Bridgestone Motorsport


Rubens Barrichello
Formel 1-feltets 'grand old man', der godt nok mangler et par år op til Michael Schumacher i alder, men overtrumfer ham det samme i erfaring, er endnu engang at finde hos et Formel 1-team. Denne gang er det hos Williams, som han ikke tidligere har været tæt på i Formel 1-sammenhæng. Som den mest erfarne kører i Formel 1 skal han føre an i holdets kamp mod de store.

Rubens Barrichello har imponerende nok deltaget i Formel 1 siden 1993 og begynder i år sin 18. sæson, men vejen til toppen har ikke altid været åben. Efter en flot debutsæson hos Jordan og et par år som holdkammerat til den frække nordirer, Eddie Irvine, skiftede Barrichello, efter en miserabel 1996-sæson, til Stewart-Ford.

Her satte han som bekendt Jan Magnussen på plads på trods af, at hans reelle opgave var at skulle lære Jan op i Formel 1. Tre år senere blev det til et Ferrari-skifte, som holdkammerat og andenkører til Michael Schumacher. Her etablerede ’Rubinho’ sig som en hurtig og dygtig andenkører, men sejrene kom kun, når Michael Schumacher tillod det, eller når Michael selv var ude af løbet.

Forholdet til Ferrari led dog hurtigt et knæk. Allerede på A1-ring i 2001 fik Rubens besked på at give plads for Michael Schumacher, da Jean Todt udtalte de berømte ord på direkte tv. ”Move over for the Championship”.

Jeg var tilstede på banen det år, og det var noget af en pibekoncert Ferrari fik på æresomgangen. Dengang var det plads to de kæmpede om.

Rubens kommer på podiet. Monza 2009.
Copyright Brawn GP


Året efter var det deja vu, men ordene faldt denne gang ikke på direkte tv. De kom dog og Rubens Barrichello gav plads kort før målstregen, så Michael Schumacher kunne tage sejren. Såret, der var opstået et år tidligere var begyndt at bløde.

Oven på sådan en behandling ville man måske nok have forventet, at nok var nok, men Rubens blev tre år yderligere som den velbetalte andenkører fremfor en usikker plads i et andet team.

Efter 2005 havde brasilianeren fået nok, og han skiftede til Honda, der endegyldigt havde taget over efter BAR. Her blev han holdkammerat til Jenson Button, og de to virkede til at have et godt forhold indbyrdes. Efter et par magre år, hvor holdkammeraten godt nok vandt en heldig sejr i Ungarn 2006, så det sort ud, da Honda lukkede holdet ned.

Det betød, at Rubens på trods af en kontrakt var arbejdsløs. Vi kender alle eventyret om Brawn GP, og på et tidspunkt hvor karrieren så allermest sort ud, blev endnu et år sikret i Formel 1.

Sidste år bød på både triumfer (podiepladser og sejre), samt beskyldninger om forskelsbehandling. Først sidst på sæsonen mistede Rubens chancen for at tage et sensationelt verdensmesterskab, men flere gange midt på sæsonen var den brasilianske kører ved at tage sit tøj og gå.

Derfor var det ikke overraskende, at der ikke blev plads til Rubens, da Brawn blev til Mercedes, men på ny sikrede brasilianeren sig et nyt år i Formel 1. Denne gang for Williams, der fungerer rebound-team i år. Rubens Barrichello siger selv, at han er motiveret, men det er lidt svært at tro på, at en kører, der igen forlader det bedste team for et ringere, kan bevare motivationen.

Med mindre de store resultater kommer i år, må vi forvente, at 2010 bliver Rubens’ sidste i Formel 1.

R30 med den specielle læbeformede bagvinge
Copyright Renault F1


Renault
Det er efterhånden tre år siden, at Renault sidst vandt et verdensmesterskab. Dengang skete det med Fernando Alonso bag rattet, da han tog kørermesterskab nummer to i træk. Det skete efter en indædt kamp med Michael Schumacher i Ferrari, og blev først afgjort i sidste løb i Brasilien, selv om matchbolden blev spillet løbet tidligere i Japan.

Den hårde kamp tilbage i 2006 gjorde forberedelserne til 2007-sæsonen forsinkede, og uden Fernando Alonso til at føre teamet i den rigtige retning, brugte holdet, med Heikki Kovalainen og Giancarlo Fisichella, lang tid på at få udviklet bilen til bare at kunne score point regelmæssigt.

2008 var Fernando Alonso tilbage hos Renault, hvor han blev makker med Nelson Piquet Jr, der skulle vise sig at sørge for både triumf og nederlag for holdet. Efter en svær første halvdel begyndte Renault at få styr på R28-chassiset.Resultaterne levede ikke op til forventningerne, men der var optimisme at spore hos holdet, da det begyndte den sidste fjerdedel af sæsonen.

Gode træningstider på gadebanen i Singapore lovede godt for et overraskende resultat. En defekt brændstofpumpe satte dog en stopper for dette, så en snedig taktik blev (efter sigende) lagt. En fræk pitstopstrategi kombineret med en periode bag sikkerhedsbilen skulle bringe Fernando Alonso op foran, og planen gik efter al forventning, da Nelson Piquet Jr. crashede sin bil. Fernando tog en flot sejr, men et år senere skulle den være med til at ændre holdets fremtid.

Jerome d'Ambrosio, Vitaly Petrov, teamchef Eric Boullier, Robert Kubica og Ho-Pin Tung
Copyright Renault F1


Fernando Alonso tog et løb senere en velkæmpet sejr på Fuji, som ingen kunne sætte en finger på. 2009 bød på nye regler og nye problemer for Renault. R29 var en fuser, og da Renault med Flavio Briatore i spidsen fyrede andenkøreren Nelson Piquet Jr., efter Ungarns Grand Prix, begyndte beskyldningerne at spy ud i luften.

Det endte med ’Crashgate’, der gav livsvarig karantæne til teamchef Flavio Briatore og fem års karantæne til Pat Symonds, der skulle have udtænkt planen, der gav Fernando Alonso sejren i Singapore året tidligere. Al den dårlige PR kombineret med at Honda havde trukket sig efter 2008-sæsonen, samt at BMW og Toyota begge ville trække sig ud efter 2009, betød, at Renault overvejede fremtiden.

Fremtiden blev som bekendt lagt ved, at en større del af holdet blev solgt til investeringsfonden Genii Capital, og der blev en større omstrukturering af ledelsen. Som teamchef befinder Eric Boullier sig nu, og begge kørere er blevet udskiftet. Robert Kubica blev allerede ansat, før Renault begyndte at overveje fremtiden, mens hans holdkammerat lod vente på sig.

Det blev til sidst bekræftet, at russeren Vitaly Petrov med et stort pengebeløb i ryggen, ville få det ledige sæde. Reserve-og testkørere blev de to Gravity Sport-kørere Ho-Pin Tung og Jerome d’Ambrosio udvalgt med den unge tjekke Jan Charouz som yderste led.

Crashgate medførte et farvel til flere pengestærke sponsorer, og holdet re-lancerede sig selv med en helt ny bemaling, der giver minder tilbage til Renaults første år i Formel 1. Kigger man på R30 og de første testresultater, så ligner den ikke en løbsvinder. Ved de sidste par tests har Renault designet en spændende og anderledes bagvinge, der enten giver succes eller problemer.

Det nederste element er nærmest blevet erstattet af et par ’læber’ af den slags, som forvingerne i 2008 var proppet med. En genistreg måske? Forventningerne er dog ikke høje, og de bedste resultater forventes at blive i den nedre halvdel af de pointscorende placeringer.

Robert Kubica
Copyright Renault F1


Robert Kubica
Robert Kubica er ny mand hos Renault, men faktisk er holdet ikke så langt fra ham, som man kunne tro. Kubica testede R25, da han i 2005 vandt World Series by Renault-mesterskabet og han var en del af Renaults juniorprogram indtil BMW overtog ham, og gjorde ham til fredagskører i 2006.

Her viste polakken, at han kunne køre hurtigt, og der gik kun et par måneder før han sad i det ene løbssæde ved siden af Nick Heidfeld.

Den første fulde sæson bød på et voldsomt uheld på Gilles Villeneuve-banen, men allerede året efter var han tilbage og tog fuldt hus med BMW’s første sejr som selvstændigt team. Robert var pludselig 'dark horse' til VM-titlen, men de kommende måneder begyndte samarbejdet at krakelere.

Uenighed om hvilken retning udviklingen skulle gå medførte, at Robert mistede sit skud på mesterskabstitlen, og da 2009 blev et meget problematisk år med et fejldesign, begyndte den polske kører at søge nye udfordringer. Renault var det bedste sted blandt de hold, der havde en plads, men det bliver også her, at Kubica kommer til at kæmpe for sin hyre. For det er ikke det samme Renault, han skrev kontrakt med i 2009 og som han skal køre for i 2010.

Man burde dog ikke være i tvivl om, at Robert Kubica både scorer point i år, men også sætter sin holdkammerat hos plads.

Vitaly Petrov
Copyright Renault F1


Vitaly Petrov
Zsolt Baumgartner blev den første kører fra Ungarn i Formel 1, Robert Kubica den første fra Polen, Narain Karthekeyan, den første fra Indien, og nu bliver Vitaly Petrov den første russer nogensinde i Formel 1. Forventningerne er store, specielt fra hjemlandet Rusland, der i sidste uge annoncerede et velbetalt LADA-sponsorat med Renault.

Vitaly Petrov er et spændende bud på en kører. De fleste forventer, at han gør sig selv til grin, men jeg tror ikke, at der går mange løb før han viser, at han fortjener en plads i Formel 1. Det siger hans tid i GP2 mig. Her gjorde han det rigtig flot, og sluttede 2009-sæsonen som vicemester til den nye Williams’ løbskører, Nico Hulkenberg.

Jeg er derfor ikke så bange for, at Formel 1 bliver for stor en mundfuld for ham, men han skal selvfølgelig lige have et par løb, hvor han lærer hvordan en løbsweekend foregår. Specielt på de nye baner vil han få det svært, men på banerne, som Petrov kender fra GP2, vil afstanden til Robert Kubica være mindre. Sidst på sæsonen, hvis han ellers får så lang tid i Formel 1 vil han begynde at overraske.