• Forside

Optakt 2010 – Ferrari og Red Bull Racing

Der var ingen tvivl hos BMF1’s skribenter sidste år inden sæsonstarten. 2009 ville naturligvis blive, måske ikke en walk-over, men en overbevisende kamp mellem de to mastodonter fra 2008; Ferrari og McLaren. Hvor tog vi fejl, og nu er vi klar til at gøre det igen.

Et billede fra en lidt anden vinkel . Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 2/3 2010 klokken 13:03

Sæsonstarten nærmer sig, og der er nu kun 10 dage til, at de op mod 26 biler trykker speederen i bund for første gang i år i Bahrain. Det er derfor nærliggende at komme med et bud på, hvem der løber med laurbærrene. Vi starter med to af favoritterne.

Selv om Ferrari-køreren Felipe Massa mener, at det er for tidligt at pege på en favorit, så er vi ikke blege for at gøre et forsøg. Vinderen af dette års verdensmesterskab sidder sandsynligvis i en Ferrari F10 eller en Red Bull RB6. Mercedes Grand Prix og McLaren er måske nok uenige i dette synspunkt, men dem kigger vi på i morgen.

Ferrari F10 om morgenen den 25. februar
Copyright Ferrari Media


Ferrari

Efter sidste års fuser af en Ferrari i form af F60-modellen, så har de tidligere mestre arbejdet intenst på at sikre det bedst mulige udgangspunkt til 2010. F10 hedder modellen, som skal bringe harmonien tilbage til Ferrari, der sidste år blev beskyldt for at være blevet alt for ’italienske’ igen.

Man har hentet forstærkninger udefra, og man er klar til at presse reglementet til det yderste. Det ses tydeligt på de nye tiltag, som er kommet på F10-modellen siden den blev præsenteret sidst i januar, og igennem de fire vintertests, der leder op til sæsonstarten.


Ferrari F10 om eftermiddagen den 25. februar
Copyright Ferrari Media


Hajfinnen som blev brugt ved flere lejligheder er tilbage på F10 efter, at den var lagt på hylden i 2009. De grimme ”hjulkapsler” vi kender fra de tidligere år er forbudt, men kigger man på hjulene på F10, så er der nogle kontroversielle afskærmningsringe, som flere konkurrerende teams har betvivlet legaliteten på.

En ny diffuser skulle være prikken over i’et og de foreløbige testtider virker meget lovende. Flere kørere peger da også på Ferrari som favoritter, og med udskiftningen af 2007-verdensmesteren Kimi Räikkönen, der virkede umotiveret de sidste to år, med Fernando Alonso, så har Ferrari det mindste allerede nu vundet en kæmpe stor fanskare i form af de mange ’Alonsi’ som følger med.

Felipe Massa
Copyright Ferrari Media


Felipe Massa

Den brasilianske vicemester fra 2008 Felipe Massa kører i år sin femte sæson for Ferrari. Sidste år havde brasilianeren det svært, men var den af de to Ferrari-kørere der først genfandt motivationen og fra juli begyndte den rigtige fremgang at komme, hvilket resulterede i en podieplads i det tyske Grand Prix på Nürburgring.

Det blev dog også til en voldsom ulykke, da Felipe helt uforskyldt blev ramt af en fjeder på Hungaroring i løbet efter. I flere dage svævede Felipe mellem liv og død, og da brasilianeren vågnede var det med en usikker fremtid foran sig. Havde hans hjerne taget skade? Hvad med hans øje? Var synet kaput ville et comeback til motorsporten, ikke bare Formel 1, være umuligt.

Ferrari bakkede troligt deres kører op, og Felipe Massa er da også kommet sig fysisk, men endnu mangler vi at se ham i en løbssituation. Er han stadig 100% klar, nu hvor han har flirtet med døden, og tilmed er blevet far til en dreng. Jeg er lidt i tvivl om, at han er 100% klar til at sætte livet på spil eller om han måske kun kører 99%.

Derfor spår jeg Felipe Massa til at blive taberen i den interne Ferrari-dyst.

Fernando Alonso
Copyright Ferrari Media


Fernando Alonso

Tilbage i 2004 før Fernando Alonso begyndte at vinde løb regelmæssigt for Renault udgik han af det italienske Grand Prix på Monza. Her håbede han på at blive skubbet tilbage på banen af officials, da han holdt et farligt sted, men det skete ikke. I frustration udtalte han, at med mindre man sad i en Ferrari så fik man ingen hjælp, og han ville aldrig køre for de røde.

Fem år senere senere skrev den nu dobbelte ex-verdensmester kontrakt med Ferrari i, hvad der ligner årets mest populære skifte, og han er blevet budt velkommen af de italienske tifosi som var han Michael Schumacher selv, da han vandt Ferraris første verdensmesterskab i 11 år tilbage i år 2000.

Alle ved at Fernando er lynende hurtig og teknisk intelligent. Mange har kaldt ham feltets mest komplette kører efter Michael Schumacher stoppede efter 2006, og han har en evne til at få det optimale ud af materiellet, specielt når det ikke er det bedste. Derfor anses han af mange bettingfirmaer som den absolutte favorit, her iblandt på bet24.

Spanieren har efter næsten et årti i Formel 1 den rette kombination af ungdommelig aggression og erfaringsmæssig fornuft, og så er han sulten efter VM nummer tre.

Red Bull RB6
Copyright Getty Images/Red Bull Racing


Red Bull Racing

Red Bull Racing overraskede sidste år alt og alle med en bil, som var innovativ, lynende hurtig og uden den kontroversielle dobbeltdiffuser. Det tog derfor teknisk chef Adrian Newey et par løbs forberedelse inden, at RB5-chassiset blev udstyret med Red Bulls bud på en dobbeltdiffuser.

Da den endelig kom blandede Red Bull Racing sig om sejrene, og det var ikke kun Sebastian Vettel, der tog for sig af retterne. Mark Webber fik sin anden ungdom og tog både sin første Formel 1-sejr i karrieren, han tog en mere i Brasilien.

Med successen af RB5 har teknisk chef Adrian Newey haft en god periode til at finpudse detaljerne i RB6, og Red Bull-kørerne har ved de fleste tests blandet sig i den sjove halvdel af feltet. I år skal titlen komme til det østrigske hold, og skulle den glippe, så skal holdet i det mindste være med helt til sidst.

Det er holdets målsætning ifølge Red Bull-ejer og Red Bull Racing-teamejer Dietrich Mateschitz.

Sebastian Vettel
Copyright Getty Images/Red Bull Racing


Sebastian Vettel

Den unge komet som allerede i debutsæsonen 2007 slog igennem som et kommende hot-shot har meget han skal bevise i år. Ikke bare skal han slå sin holdkammerat, det er også ham som Red Bull Racing forventer tager mesterskabet.

Det er meget pres at lægge på en ung kørers skuldre, men Sebastian har de sidste par år vist, at han kan klare presset. Han har vundet et løb i en Toro Rosso på den regnvåde højfartsbane Monza i 2008, han scorede point i sin debut, ja han kørte hurtigst af alle i hans fredagstestdebut tilbage i 2006. Sidste år vandt han både i regnvejr (Kina) og tørvejr (Japan og Abu Dhabi), og han pressede Jenson Button helt frem til det næstsidste løb. Havde Red Bull bare haft den dobbeltdiffuser fra start af, så havde verdensmesteren ikke heddet Jenson Button.

Den tyske kører har en god holdkammerat i Mark Webber, der sidste år voksede med opgaven og ved flere lejligheder kørte fra Vettel. Det indbyrdes styrkeforhold, der kan koste et mesterskab som vi senest så for McLaren i 2007, kunne gå hen og blive et problem for Sebastian, men med Mark Webber som sparringspartner virker han endnu mere motiveret.

Det mest spændende bud på verdensmesteren 2010.

Mark Webber
Copyright Getty Images/Red Bull Racing


Mark Webber

Den australske kører var i mange år svær at blive klog på. Han scorede point i sin debut i en Minardi, tilbragte siden et par miserable sæsoner for Jaguar og Williams inden han nærmest fik et trøstejob, som David Coulthards holdkammerat hos Red Bull i 2007.

Siden gik det stærkt for den høje australier, der gjorde det godt allerede i den første Red Bull-sæson. Kronen på værket skulle have været andenpladsen i Japans GP i regnvejrsløbet på Fuji, men det fik Sebastian Vettel ironisk nok ødelagt, da han i en Toro Rosso tog begge kørere ud i et sammenstød.

2008 var lidt sådan et ’la la’-år, hvor fremgangen fra 2007 ikke fulgte med, men med Sebastian Vettels ankomst til holdet sidste år, der måtte Mark til at kæmpe for at bevare sin plads hos Red Bull. Det gik overraskende godt, og de to Red Bull-kørere pressede Brawn GP hele vejen i kampen om konstruktørernes mesterskab.

Presset af sin nye holdkammerat genopfandt Mark sig selv mod alle odds. Før sæsonstarten var han involveret i et grimt cykeluheld, og det havde været forståeligt, hvis det havde spillet ind på Webbers sæson. Det gjorde det ikke, og ved flere lejligheder satte han Vettel på plads.

Hans bedste løb var nok den første sejr i Tyskland, hvor han overvandt en gennemkørselsstraf og sikrede sig i overbevisende stil sejren. Demonstrativt på Vettels hjemmebane med Vettel på andenpladsen. Løbet i Brasilien viste senere, at det ikke var en enlig svale, og de nedture som Webber har virket til at få i løbet af en sæson var der ikke rigtig sidste år.

Red Bull Racing VW
Copyright Getty Images/Red Bull Racing


Webber er den perfekte holdspiller, selv om han selv foretrækker at være teamlederen. Han er hurtig og laver få fejl, og på en god dag kan han slå alle. Dem havde han som bekendt et par stykker af sidste år, men det er meget tvivlsomt om han kan matche Sebastian Vettel over en hel sæson.

I morgen kigger vi nærmere på de to Mercedes-hold Mercedes Grand Prix og McLaren.