• Forside

Ferrari udvider akademiet

Ferrari lancerede sidste år Ferrari Driver Academy, hvor de annoncerede franske Jules Bianchi som deres første udvalgte. Nu har de udvidet akademiet med tre nye italienske kørere. Den yngste er kun 15 år og kommer fra gokartverdenen.

Daniel Zampieri . Copyright Ferrari Media

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 6/3 2010 klokken 20:03

Ferrari har udvidet deres Ferrari Driver Academy med tre nye navne. De to af dem har allerede testet en Ferrari F1-racer, og nu er de inde i varmen. Mirko Bortolotti, Daniel Zampieri og Raffaele Marciello.

Mirko Bortolotti og Daniel Zampieri har begge testet en Ferrari som belønning for deres resultater i det italienske F3-mesterskab. Mirko Bortolotti kommer efter et år i Red Bulls udviklingsprogram, hvor han deltog i Formel 2-klassen.

Daniel Zampieri
Copyright Ferrari Media


Mirko Bortolotti skal i år deltage i GP3-klassen, Daniel Zampieri i World Series by Renault og yngste deltager, 15-årige Raffaele Marciello, skifter fra gokart til Formula Abarth. Jules Bianchi skal i år køre i GP2-mesterskabet for ART.

Samtidig med præsentationen af de nye kørere, der er blevet indlemmet i Ferrari Driver Academy, offentliggjorde Ferrari en helt ny brasiliansk løbsserie, Som Felipe Massa skal stå bag.

Formula Future Fiat
Copyright Ferrari Media


Formula Future Fiat hedder klassen, der skal køre med biler fra firmaet Signatech og udstyres med 150 hk Fiat-motorer.

Deltagere i den nye klasse skal være mindst 16 år, og hovedpræmien bliver en plads i Ferrari Driver Academy i 2011-klassen.