Skal Masi fyres før Hamilton fortsætter?

Mercedes trak ganske vist deres appel mod resultatet af sæsonen sidste F1-grandprix i Abu Dhabi tilbage, men udfaldet af FIA’s egen undersøgelse af afslutningen på Abu Dhabis grandprix kan meget vel afgøre Hamiltons fremtid.

Michael Masi . Copyright formula 1

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 12/1 2022 klokken 19:01

F1 og alverdens sportsmedier har været i selvsving over historien i flere uger nu:

Fortsætter Hamilton i Formel 1, eller lægger han kørehandskerne på hylden?

Nu ser det ud til, at Hamiltons fremtid i Formel 1 afhænger af udfaldet af FIA’s egne interne undersøgelse af afslutningen på Abu Dhabis grandprix.

Max Verstappen jagter Lewis Hamilton. Abu Dhabi 2021Max Verstappen jagter Lewis Hamilton. Abu Dhabi 2021
Copyright Mercedes AMG F1 - LAT Images


Engelske Express mener at vide, at Mercedes har aftalt med FIA, at Michael Masi skal fyres, hvis Hamilton skal fortsætte i F1.

At Masi kræves fyret som en forudsætning for, at Hamilton fortsætter, har Mercedes dog dementeret over for The Independent.

Sky Sports mener dog, Hamilton venter med at melde klart ud om sin fremtid, før FIA’s undersøgelse foreligger. Resultatet af FIA’s undersøgelse ventes den 3. februar.

Det er Peter Bayer, FIA's generalsekretær for motorsport, der vil stå i spidsen for den interne undersøgelse.

Sergio Perez foran Lewis Hamilton. Abu Dhabi 2021Sergio Perez foran Lewis Hamilton. Abu Dhabi 2021
Copyright Red Bull Contentpool


De indledende vintertests begynder den 23. februar i Spanien, og årets første løb i Bahrain køres den 20 marts, så Mercedes har ikke meget tid til at finde en kvalificeret reservekører for Lewis Hamilton, såfremt briten virkelig vælger at trække stikket.

Men lad os tænke tanken igennem, hvorfor Hamilton kunne vente med at melde noget ud om sin fremtid, før FIA's egen undersøgelse er færdig:

Hvis Lewis Hamilton gør sin videre F1-karriere betinget af udfaldet af FIA’s undersøgelse, og undersøgelsen kommer frem til, at der blev begået procedurefejl af Masi under løbet i Abu Dhabi, kan Lewis Hamilton betragte sig selv som den moralske vinder af verdensmesterskabet.

Hvis undersøgelsen derimod når frem til, FIA og Masi handlede korrekt, kan Hamilton trække offerkortet og trække sig tilbage med en udtalelse om, at han ikke længere vil være del af F1-cirkusset på unfair præmisser.

Abu Dhabis Grand Prix 2021. Max Verstappen vinder løbet og VM. Lewis siger tillykke kort efterAbu Dhabis Grand Prix 2021. Max Verstappen vinder løbet og VM. Lewis siger tillykke kort efter
Copyright Red Bull Contentpool


Om ikke andet tyder meget på, at vi må vente til den 3. februar med at få at vide, om Lewis Hamilton fortsætter i Formel 1 – og om Michael Masi fortsat har et job i FIA.

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« F2 skal afprøve F1’s nye brændstof Tysk avis: VW overtager både Red Bull og McLaren »