BMF1.dk's Power Rating: Englands GP

Der var spænding til det sidste på Silverstone i England, og vi har som sædvanlig bedømt de enkelte køreres indsats, hvor en Haas-kører er højdespringer.

Starten er gået til Englands GP med George Russell forrest fulgt af Lewis Hamilton og Lando Norris. Englands GP 2024 . Copyright Mercedes AMG F1 - Jiri Krenek

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 8/7 2024 klokken 10:07

Da et vejrmæssigt omskifteligt Englands Grand Prix blev flaget af, var det en gammel kending, som passerede mållinjen. Navnet er Lewis Hamilton. Og han kunne næppe have valgt et bedre sted til at indtage det øverste trin på podiet. Silverstone er noget særligt for en britisk kører.

Vi nævner herunder de væsentligste nedslagspunkter fra weekenden, hvor noget så sjældent som en Haas-kører er højdespringer.

Tilbage til vinderen. Hamilton satte ikke et ben forkert og vandt derfor en velfortjent sejr i en Mercedes, som har fået mere fart og hvor strategien holdt lige til mål.

Lewis Hamilton passerer det ternede flag. Englands GP 2024Lewis Hamilton passerer det ternede flag. Englands GP 2024
Copyright Mercedes AMG F1 - Jiri Krenek


Det startede godt for vinderen af lørdagens kvalifikation, George Russell, som havde en perfekt start men desværre måtte udgå på 33. omgang med et utæt kølesystem. Indtil da førte Mercedes-køreren rimelig komfortabelt, så det var sort uheld på en dag, hvor sølvpilenes garage og pitvæg ellers havde mobiliseret de store smil og hvor alt spillede.

Hos Red Bull så det længe ud til at Max Verstappen ville slutte udenfor (eller nedenfor) podiet, men et klogt strategikald til det hårde dæk gav bonus og sendte verdensmesteren fra en position omkring seks sekunder efter den førende Hamilton til kun 1,4 sekund efter Hamilton, inden det ternede flag blev passeret.

Lewis Hamilton foran Max Verstappen og Oscar Piastri. Englands GP 2024Lewis Hamilton foran Max Verstappen og Oscar Piastri. Englands GP 2024
Copyright Mercedes AMG / LAT Images


Til gengæld kiksede strategien hos McLaren, hvor kaldet til det bløde dæk slet ikke virkede, hvilket sendte Verstappen forbi Lando Norris, som indtil da havde presset godt på foran. Det kom også til at gå ud over Oscar Piastri, som blev kaldt ind alt for sent, hvilket ødelagde mulighederne for en ellers velkørende australier. Han sluttede derfor 12 sekunder efter vinderen.

Hos Ferrari og Red Bull er der en del at tale om i teamets debriefing, for hverken Charles Leclerc eller Sergio Perez var med i kampen om bare et enkelt point – begge led under at skifte til intermediate-dækket alt for tidligt, da banen hurtigt blev for tør og dækkene af samme årsag blev høvlet ned med eksprestogsfart.

Englands Grand Prix 2024. McLaren i regnvejrEnglands Grand Prix 2024. McLaren i regnvejr
Copyright McLaren


Leclerc kunne kun trække sig op på P14 i en svær weekend for Ferrari, som siden Spaniens GP har haft problemer med en ny aero-opgradering og på Silverstone derfor måtte vende tilbage til en ældre specifikation.

Perez sluttede på en beskeden 17. plads efter at være startet fra pitlane, men presset stiger på ham for at vende en miserabel formkurve eller risikere at miste det Red Bull-sæde, som mexicaneren ellers lige har fået forlænget kontrakten på. Dr. Marko er højst sandsynligt både i gang med at nærlæse både klausuler og tjekke bagdøre.

Englands Grand Prix 2024. FerrariEnglands Grand Prix 2024. Ferrari
Copyright Ferrari


De løbende opdateringer hos Haas F1 giver stadig et stort afkast. Således kørte Nico Hülkenberg et næsten fejlfrit løb – lige bort set fra en enkelt tur i afkørselsområdet på den regnvåde bane. Igen blev det slået fast med “sieben Zoll grosse Nägel” (syvtommersøm, red.), at tyskeren bare er hurtigere end teamkammeraten Kevin Magnussen.

Det gælder i kvalifikationen, hvor Hulken sluttede på P6 og i grandprixet, hvor det blev til samme placering. Magnussen sluttede på P17 i kvalifikationen og på P12 i løbet. Bag Logan Sargeant i Williams. Og med hjælp fra Russels DNF og Leclercs og Perez’ selvskabte problemer.

Kevin Magnussen og Nico Hülkenberg på Silverstone-banen.Kevin Magnussen og Nico Hülkenberg på Silverstone-banen.
Copyright MoneyGram Haas F1 Team


Efter en udmærket første tredjedel og 5 placeringers optur var K-Mag det meste af løbet desværre 0,5 til 1,0 sekund langsommere pr. omgang end sin nærmest sammenlignelige, Hulken i den anden Haas. Det er uvist, om danskeren havde et problem, men faktum er, at den anden side af garagen igen var markant hurtigere, hvilket på ingen måde er en fordel ved det afsluttende jobinterview om 2025 med Komatsu og Haas.

Pointene i vores Power Rating er et subjektivt skøn fra samtlige skribenter og baseret på præstationerne under kvalifikation, sprint- og grandprix med hovedvægten på det sidste. 10 point er maksimum og kolonnen til højre viser standardafvigelsen mellem skribenternes bedømmelser, hvor 0,0 viser fuld enighed.

Nr. Kører Rating Std.afvigelse
1. Lewis Hamilton 9,9 0,23
2. Nico Hülkenberg 9,2 0,25
3. Max Verstappen 9,2 0,30
4. Lando Norris 9,1 0,56
5. Oscar Piastri 8,9 0,49
6. George Russell [DNF] 8,8 0,69
7. Carlos Sainz 8,7 0,90
8. Lance Stroll 8,7 0,48
9. Alex Albon 8,5 0,50
10. Fernando Alonso 7,8 0,43
11. Logan Sargeant 7,6 0,60
12. Yuki Tsunoda 7,4 1,05
13. Kevin Magnussen 6,8 0,87
14. Daniel Ricciardo 6,2 0,60
15. Pierre Gasly [DNF] 5,3 0,58
16. Valtteri Bottas 5,3 0,38
17. Charles Leclerc 5,1 0,26
18. Esteban Ocon 4,7 0,45
19. Guanyu Zhou 4,7 0,45
20. Sergio Perez 3,2 0,64


Giv din mening til kende på vores Facebook-side >>>

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Englands GP dagen derpå – Hamilton historisk Ocon skubber Magnussen ud »