Der skal måske snart flyttes rundt på et par klistermærker mellem de forskellige teams:
Racingnews365 melder, at Alfa Romeo har planer om at sponsorere Haas allerede fra næste år, dvs. 2024.
Aftalen mellem Haas og Alfa Romeo skulle i henhold til rygterne løbe i 2 år til at starte med.
Alfa Romeos CEO
Jean-Philippe Imparato har tidligere udtalt, at Alfa Romeo ikke nødvendigvis er færdig med Formel 1, blot fordi aftalen med Sauber udløber.
Alfa Romeo præsenterer 2023-modellen, C43
Copyright Alfa Romeo F1 Team Stake
Det nuværende Alfa Romeo-team er i bund og grund det schweiziske Sauber-team, som i 2026 bliver til Audi. Aftalen mellem Sauber og Alfa Romeo-brandet udløber ved dette års udgang.
Der er dog i første omgang kun tale om et sponsorat på samme måde, som Alfa Romeo de facto sponsorerer Sauber-teamet, da Alfa Romeo - som nu er en del af Stellantis-koncernen - ikke har egne Formel 1-faciliteter.
Teamchefen hos Haas, den velkendte og efterhånden Netflix-legende Günter Steiner afviser ikke, at der har været møder med Alfa Romeo.
Over for
Motorsport-total udtaler Steiner: "De [Alfa Romeo] kigger i øjeblikket på, hvad de skal lave i fremtiden, og de kom til os. De spurgte, hvordan det gik, men det var kun et møde, hvor vi lærte hinanden bedre at kende – det var det hele.”
Steiner vil dog ikke udelukke et fremtidigt samarbejde med Alfa Romeo: "Meget er muligt. Jeg kan ikke udelukke noget, men jeg kan heller ikke sige, at det kommer til at ske, for det er ikke min beslutning."
Brasiliens Grand Prix 2022. Günther Steiner står klar på gridden
Copyright Haas F1
Sidste år fik Haas en ny og pengestærk sponsor i MoneyGram, og de vil fortsat være en hovedsponsor i den nære fremtid, udtaler Steiner.
Hvis Alfa Romeo skyder penge i Haas, kunne det tænkes, at Haas-navnet kommer til at stå lidt i baggrunden, hvis teamnavnet f.eks. skal ændres til "MoneyGram Alfa Romeo F1 Team".
Da det drejer sig om penge, må vi vente på, hvad Gene Haas beslutter sig for...