Sainz: Et slag i ansigtet på Audi

Det var ellers ventet, at Carlos Sainz ville skifte til Sauber/Audi – og spanieren var ellers også blevet tilbudt en stor og lukrativ kontrakt. Hvad fortæller Sainz’ afvisning af Audi os om tilliden til tyskernes Formel 1-projekt?

Italiens Grand Prix 2023 . Copyright Monzanet.it

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 30/7 2024 klokken 16:07

Carlos Sainz skifter til Williams fra 2025.

Det var de færreste, der havde set den komme, for Williams har nærmest befundet sig i et stort sort hul i bunden af Formel 1 de sidste mange år.

Williams FW44Williams FW44
Copyright Williams F1


Sainz var ellers blevet tilbudt en stor og lang kontrakt af Audi – det afslørede Red Bulls Helmut Marko i den østrigske avis Kleine Zeitung. Tilbuddet fra Audi skulle være bedre end det, som Red Bull ville kunne tilbyde spanieren.

Så hvorfor har Sainz vendt tommelfingeren nedad over for Audi til fordel for Williams?

En af årsagerne kunne være, at der har været interne stridigheder hos Audi. For nyligt kom det frem, at både Andreas Seidl og Oliver Hoffmann måtte tage deres gode tøj og gå for at blive afløst af Mattia Binotto – Sainz’ tidligere chef hos Ferrari.

Binotto med Leclerc og SainzBinotto med Leclerc og Sainz
Copyright Ferrari


Men måske spiller Audi-motoren også en rolle:

Fra 2026 træder der et nyt motorreglement i kraft, og her skal man helst ramme rigtigt første gang, for ellers kan det blive svært at ændre motorens grundlæggende ydeevne efterfølgende – bare se på Alpine.

Åbenbart har Carlos Sainz ikke haft den store tillid til, at Audi ville kunne klare opgaven med at udvikle motoren tilfredsstillende. Derudover har det nuværende Sauber-team som det eneste team ikke scoret point i denne sæson.

Stake F1 Team Kick Sauber C44 i Saudi Arabien. Stake F1 Team Kick Sauber C44 i Saudi Arabien.
Copyright Stake F1 Team Kick Sauber


Hos Williams ved Sainz, at Mercedes-motoren med stor sandsynlighed vil være i orden og konkurrencedygtig. Desuden går der rygter om, at Adrian Newey kan være på vej tilbage til Williams.

For Audi betyder Sainz’ afvisning af kontrakten et par ridser i lakken, og rent praktisk må Audi se sig om efter kørere, som ikke er deres førstevalg.

Det kunne eventuelt være Daniel Ricciardo, der ikke ser ud til at have den store fremtid hos Red Bull og heller ikke havde det hos McLaren.

Det kunne også være Valtteri Bottas, der dog mest af alt synes at bruge sin tid på at cykle rundt forskellige steder i verden og lave halv sjove opslag på de sociale medier – ikke på at promovere sig som kommende Audi-kører.

Audis 2026 Formel 1 showcarAudis 2026 Formel 1 showcar
Copyright Audi AG


Det kunne også betyde, at Audi ville kaste deres kærlighed på danske Kevin Magnussen, men det virker usandsynligt, at den nuværende kørerduo hos Haas skifter samtidigt til samme team.

Mick Schumacher spøger stadig i baggrunden: I øjeblikket kører han for Alpine i WEC-klassen, men Audi har tidligere meldt ud, at man gerne så to tyske kørere i teamet.

Men trods Audis relative frie valg på kørermarkedet ændrer det ikke på, at Audi er blevet afvist af deres førstevalg, fordi tilliden til projektet simpelthen manglede.

Nu er det op til Mattia Binotto at genskabe tilliden til F1-projektet. Det havde han held med hos Ferrari. Næsten.

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« På trods af præstationsproblemer: Perez bliver Alpine udnævner ny teamchef »