Renault-koncernen i krise

Tvivlen breder sig, om Renaults engagement i Formel 1 kan overleve coronakrisen. Den franske regering og Renault arbejder i øjeblikket på en løsning for ikke at lukke fabrikker i Frankrig.

Renualt R.S.20 præsenteret i endelig bemaling . Copyright Renault F1

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 21/5 2020 klokken 13:05

Har Daniel Ricciardo forladt den synkende skude i rette tid?

Det har længe været kendt, at Renault som bilkoncern har økonomiske problemer. Det var tilfældet allerede før coronakrisen, og de sidste måneder har ikke ligefremt gjort situationen bedre.

Der er tale om at lukke fire fabrikker i Frankrig, hvilket vil udløse et ramaskrig hos de franske fagforeninger.

Den østrigske tv-kanal ORF beretter desuden, at Renault-koncernen i løbet af de sidste ti år har skåret 25.000 medarbejdere væk. Men det har ikke været nok.

På mandag (25. maj) mødes Renaults bestyrelsesformand Jean-Dominique Senard og den midlertidige CEO Clotilde Delbos med fagforeningerne for at diskutere planen.

I den sammenhæng sagde Delbos, at der ikke vil være tabubelagte emner under de kommende samtaler. Dette tolkes som både at berøre lukninger, fyringer og deltagelsen i Formel 1 – og det lyder ikke som en opfordring til Alonso om at kræve en kæmpe løn, såfremt han vil sætte sin underskrift på en kontrakt med Renault.

Tidligere på måneden (13. maj) udtalte Renaults F1-chef Cyril Abiteboul i et interview med tyske Auto Motor Und Sport ellers, at Renault-bestyrelsen bakkede helt op om Formel 1-deltagelsen.

Den franske regering, som er medejer af Renault, vil gøre alt for at bevare fabrikkerne og dermed arbejdspladserne. Det fortalte den franske premierminister Edouard Philippe onsdag den 20. maj i en tale til det franske senat.

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Prost: Ingen kopi-racere i F1 Otte F1-kørere i Monacos virtuelle løb »